Lokalprædikant Lars Dam, Nexø

Lars Julius Erthmann Dam
(1860-1936)

Ved Ole Olesen

To Mænd i Nexø var en Dag kommet i Diskussion om Kristendommen og de Kristne. Den ene gav ikke meget for de Kristnes Liv og Færd. Det var, efter hans Mening, Narrestreger og Hykleri. Den anden spurgte ham, hvad han saa mente om Lars Dam?

„Ja, med Lars Dam er det en ganske anden Sag. Han er en Kristen, man maa respektere.“

Denne lille Tildragelse er typisk for Menneskers Bedømmelse af Lokalprædikant Lars Dam. Baade in« denfor og udenfor Kirken var han respekteret af alle for sin helstøbte Personlighed og sin oprigtige Gudsfrygt.

Om denne gode Mand skal der fortælles i det følgende. Det er væsentlig paa Grundlag af Lars Dams mundtlige Beretning.

Lars Julius Erthmann Dam blev født i Nexø den 22. Oktbr. 1860. Hans Forældre var Avlsbruger Peder Kristian Dam og Hustru Johanne Jacobine, f. Erthmann.

Gennem Vækkelsesprædikanten, Pastor Trandberg førtes Forældrene til levende Gudsfrygt. Sønnen Lars mindedes altid med Taknemlighed, hvad det gode, troende Barndomshjem betød for ham.

Under Konfirmationsforberedelsen blev han alvorlig vakt, og fjorten Aar gammel blev han bevidst troende, og allerede et Aar efter ledede han en Klasse i Søndagsskolen. Her viste det sig, at han havde udmærket Anlæg for at undervise Børn, og lige til kort før sin Død forblev Lars Dam en nidkær og betydelig Søndagsskolearbejder.

Da han var omkring en Snes Aar, kom det til at staa ham klart, at Gud kaldte ham til Prædikegerningen. Han talte derom med sin Forlovede, Anna Kirstine Jespersen, som senere blev hans Hustru.

Ved 21 Aars Alderen rejste Dam til U. S. A. Da han havde været der et Aars Tid, kom han i Berøring med Metodistkirken.

Ved at høre en Prædiken i Metodistkirken, opdagede Dam, at Indholdet var det samme, som han var vant til at høre hjemme i Danmark. Han kom flere Gange til Gudstjeneste i den samme Kirke. Og en Søndag blev der bekendtgjort et Møde i et Skolehus ude paa Landet, ved hvilken Lejlighed der skulde være Uddeling af Herrens Nadver. Dam tog afsted og deltog i Mødet. Ved Mødets Slutning sagde Præsten:

„Dette Bord er ikke vort, men Herrens Bord. Dersom du er et Guds Barn, er du velkommen.“ 

Da forstod Dam, at det ogsaa var for ham, og han gik med Glæde og nød Nadveren. Og han hævdede senere, at her var den egentlige Aarsag til, at han blev Metodist. Han blev optaget i Menigheden i 1884.

Medens han stod som Medlem af Menigheden, blev der afholdt en Uges Lejrmøder ude paa Landet. Grundet paa sit Arbejde kunde han ikke overvære de søgne Dages Møder; men paa Afslutningsdagen var han sammen med en Kammerat — en Bornholmer, Peter Albrektsen fra Pedersker — til Møde.

Dette Møde fik en særlig Betydning for ham, idet Kaldet til Prædikegerningen uddybedes. Blandt Talerne ved Mødet var der en 90-aarig Præst, som talte om Korset:

„Der ligger Vejen“, sagde han, „langs den er der en hel Del Kors. Et af dem er dit; du har maaske gaaet udenom det; men du kan ikke blive lykkelig, uden du gaar tilbage og tager dit Kors op. Her er maaske en ung Mand, som er kaldet til at være Prædikant. Du kan ikke blive lykkelig, uden du adlyder Kaldet.“

Lars Dam rejste tilbage til Danmark i Slutningen af Aaret 1885; og den 2. Marts 1886 holdt han Bryllup med Anna Jespersen og bosatte sig i Nexø.

Efter Hjemkomsten fra Amerika var Dam en Tid uden Forbindelse med Metodistkirken, idet Metodismen paa det Tidspunkt ikke var kommet til Bornholm. Men i 1890 kom Pastor Chr. Thaarup til Nexø og talte ved et Møde i Lystskoven. Dam og hans Hustru fulgtes ad for at høre ham og var begge meget glade for det.

Det var Sygeplejersken Margrethe Skovgaard, der havde opfordret Pastor Thaarup til at komme. Frk. Skovgaard var fra Poulsker og havde i flere Aar virket i København som Sygeplejerske. Hun var imidlertid blevet svag og maatte opgive sin Gerning og flyttede saa til Nexø.

Mødet i Lystskoven blev den første Begyndelse til, at Dam igen fik Forbindelse med Metodistkirken. Omkring et Aar senere blev Dam og hans Hustru sammen med en lille Flok optaget i Kirken af Pastor Thaarup. Blandt disse første Medlemmer var daværende Købmand S. A. Bech, senere Bankbogholder; ligeledes Bygmester Johs. Munch, der som ung Haandværker lige var kommet hjem fra Svejts, hvor han var kommet i Forbindelse med Metodistkirken og var blevet omvendt til Gud.

Kort efter blev Dam ansat som Klasseleder. Der af« holdtes nu ugentlige Møder i S. A. Bechs Hjem i Smallegade. Dam ledede disse Møder.

I 1891 kom Superintendent J. J. Christensen til Bornholm for at holde en Række Møder. Frk. Margrethe Skovgaard var kort forinden død og havde testamenteret sin lille Formue paa 800 Kroner til et Kirkebygningsfond. Og der blev hurtig Tale om at bygge et Gudshus.

Venneflokken havde Tro paa Gud og Tro paa Sagen, og trods adskillige Vanskeligheder blev der købt Byggegrund og taget fat paa Byggeriet. Grundstenen blev lagt i Foraaret 1894. Samme Sommer blev Pastor Lauritz Petersen ansat i Nexø, og den 21. September organiseredes Menigheden. Kirken blev indviet den 8. December 1895. Kort Tid efter modtog Lars Dam Formanerattest og siden Fuldmagt som Lokalprædikant.

Fra Nytaar 1896 blev Dam Søndagsskolebestyrer, og denne Post beklædte han med Kærlighed og Dygtighed til i 1933, da svigtende Helbred tvang ham til at give op.

Arbejdet i Nexø Kreds udvidedes stadigt. Der blev holdt Møder i Snogebæk. Mange Mennesker kom for at høre Ordet, og der udbrød en herlig Vækkelse. I „Højlyngen“ holdtes Møder hos Peder Hansen og Hustru. (Tre af deres Børn tilhører Menigheden i Nexø). Ogsaa i „Døvredal“ i Bodilsker Sogn holdtes Møder.

Virksomheden her havde en uforsonlig Modstander i Sognepræst Agger. Omkring Aarhundredskiftet optoges Virksomhed i Pedersker og senere paa „Degnegaarden“ hos Andreas Hald samt i Aakirkeby. Alle disse Steder var det de skiftende Menighedsforstandere og Lars Dam, som ledede Møderne, og overalt til rig Velsignelse. Ogsaa paa „Nørremark“ i Ibsker blev der holdt Møder, og i Svaneke, Østermarie og Østerlars (Nybro).

Selvsagt blev det Lars Dam, der mere end nogen anden kom til at øve Indflydelse paa Arbejdet baade i selve Nexø og ude omkring paa de talrige Prædikepladser.

Fra Menighedens Dannelse var Dam Medhjælper, og snart efter blev han baade Kirkeværge og Kasserer. De to sidste Poster beklædte han til sin Død.

I Aarene 1903—08 blev Arbejdet særlig velsignet med en stor Vækkelse baade i Nexø og i Landkredsene. Brødrene S. A. Bech og Jens Ipsen kom nu ogsaa med i Vidnetjenesten, og der var Brug nok baade for dem og flere andre. I Aarsdale og i Poulsker var der ogsaa blevet optaget Virksomhed, og nu føjedes Listed til de mange Prædikepladser.

Det var Lars Dams store Lykke at faa Lov at bringe Evangeliets glade Budskab ud til Mennesker. Han havde en egen jævn og tilforladelig Maade at tale paa. Hans Forkyndelse var varm og hjertelig, personlig og udrettede derfor saa meget. Det kunde med Rette siges om ham, at han var fuld af den Helligaand og Tro.

Det var ham som Regel ikke vanskeligt at faa Tekster til sine Taler. Men det hændte dog en Gang, at han ikke havde faaet noget Budskab at bringe til en Søndagstjeneste. Han bad i sin Vaande til Gud, men fik dog intet. Natten derpaa kom Guds Aand til ham paa en stille, forunderlig Maade og skænkede ham baade Tekst og Prædiken. Det var over Ordene hos Es. 43, 25:

„Jeg, jeg er den, som udsletter dine Overtrædelser!“

Det var i Poulsker, at Dam talte den Søndag, og efter Mødet var der en troende Søster, som opmuntrende sagde til ham, at det var en god Prædiken, han havde holdt. Og saa fortalte Dam hende, hvorledes Gud i sin Barmhjertighed havde givet ham Budskabet.

Lars Dam var pligttro som faa. Han maatte afsted for at vidne om sin Herre og Frelser uanset Vejr og Vind. Intet uden Sygdom kunde holde den nidkære Lægprædikant hjemme.

I de første Aar gik han til Fods lange Strækninger for at holde Møde. Senerehen laante han ofte et Hestekøretøj, og i 1924 anskaffede han sig en trehjulet Cykle, som han brugte baade til sine Prædiketure og til Ture inde i Byen, da han med Aarene blev meget svækket, og det kneb ham især med at gaa.

I en lang Periode kom Lars Dam til Aakirkeby hveranden Søndag. Han holdt først Møde om Eftermiddagen, og om Aftenen ledede han Klasse- og Samtalemøder i forskellige Hjem.

Overalt, hvor han kom, blev han vel modtaget. Folk holdt af deres kære Lokalprædikant og lyttede med stort Udbytte baade til hans Prædiken og til hans dybt aandelige Samtaler.

Ved Aarskonferencen i Aalborg i 1915 blev Lars Dam valgt som den danske Metodistkirkes Lægrepræsentant til den store Verdenskonference (Generalkonference) i Saratoga Springs i 1916.

Det var i de urolige Tider under Verdenskrigen, saa Rejsen frem og tilbage var langvarig, og Usikkerheden paa Havet gjorde det til en ubehagelig Rejse. Men iøvrigt var det for Dam en stor Oplevelse at komme over og gense Amerika og deltage i Konferencen. Han havde rige Forudsætninger for at kunne deltage i Konferencen med Udbytte, idet han var fortrolig med det engelske Sprog, som han kaldte vor Kirkes Modersmaal.

Under sit Ophold i Amerika var Dam i Chicago og hilste paa sin Broder, som boede der, og som han ikke havde set i 30 Aar. Det var for dem begge en stor Opmuntring. Under sit Ophold dér saa han, at der i en norsk-dansk Metodistkirke var bekendtgjort et Møde, hvor en kendt Præst skulde tale. Sammen med sin Brodersøn gik Dam om Aftenen til Mødet.

Han havde regnet med, som ukendt paa Stedet, at kunne sidde stille og lytte til Ordet; men det viste sig, at Menigshedsforstanderen, der for Aar tilbage havde været paa Besøg paa Bornholm, havde genkendt ham nede i Forsamlingen. Han kaldte ham op paa Platformen. Der var den Aften Sangfest med specielt Program, saa det var baade en Overraskelse og en særlig Glæde for Dam, da der blev givet ham en Anledning til at tale. Han følte sig ved denne Anledning tilskyndet til at tale over Ordet:

„Salig er det Folk, som kender Frydesangen, Herre! I dit Ansigts Lys vandrer de.“
Sal. 89, 16.

Fra Chicago rejste han til Saratoga Springs. Da han traadte ind i Hallen med den store Forsamling, syntes han, det var som at komme i Himlen; thi her var der forsamlet Mennesker fra alle Jordens Egne.

Biskop Cranston prædikede Søndag Formiddag. Dam var saa grebet af Prædikenen, saa han syntes denne Formiddag var hele Rejsen værd. Den Maaned Konferencen varede, var for Dam den mærkeligste Maaned i hele hans Liv. Han syntes, det var en eneste stor Helligdag. Paa Hotellet, hvor han boede, holdtes der Andagt hver Morgen, som han deltog i. Ved Konferenceforhandlingernes Begyndelse blev der ogsaa hver Morgen holdt Andagt, som han ligeledes deltog i. Det var Højtidsstunder for Dam, og han havde Medlidenhed med dem, der først kom jagende, naar selve Forhandlingerne skulde begynde; for han syntes, de gik Glip af det allerherligste.

En ung Præst, som havde sin Plads ved Indgangen, talte ofte til ham, og sagde en Dag bl. a.:

„Vi mødes ved Perleporten. Vi vil da følges ad hen til Jesus og takke ham, men du maa endelig komme!“ 

Disse Ord mindedes Dam ofte, og de stod for ham som en meget alvorlig Paamindelse om at fortsætte paa Livets Vej.

I sit borgerlige Erhverv var Lars Dam Sygekassekasserer, og ogsaa her kom han til at øve en betydelig Indsats. En af Øens Aviser skrev anerkendende derom. Det hedder heri bl. a.:

„Lars Dam var en af vor Bys og Bornholms mest kendte og afholdte Borgere. Og ogsaa i det øvrige Land var hans Navn kendt og skattet.“

Som ganske ung begyndte han som Kasserer for Nexø Sygekasse, men snart blev han en af de førende indenfor Centralforeningen for de bornholmske Sygekasser. Han var Centralforeningens Formand i 15 Aar og udførte i den Tid et betydeligt Arbejde, som satte kendelige Spor.

I denne Aarrække deltog Dam i mange Sygekassemøder „ovre“ og blev kendt i Sygekasseinspektoratet. Og de forskellige Sygekasseinspektører lærte at sætte Pris paa Lars Dam.

Da der skulde stiftes en Fortsættelsessygekasse, kom Lars Dam til at øve en stor Indflydelse ogsaa her. Hans store Kendskab til alt indenfor Sygekassevæsenet kom ham her til Gode.

I Arbejdet for Sygekassevæsenet tog Dam Sigte paa at faa Begravelsesvæsenet og Hjemmesygeplejen
knyttet til Sygekassen, og det lykkedes ham ogsaa at faa det gennemført.

Ogsaa andre Virksomheder har nydt godt af Dams rige Arbejdskraft og Initiativ.

I mange Aar var han Formand for Nexø Brugsforening; og kommunal Virksomhed havde ogsaa hans Interesse. I flere Aar var han Medlem af Byraadet.

For sit betydningsfulde Arbejde modtog Lars Dam Fortjenstmedaljen i Sølv.

Da Ægteskabet var barnløst tog Lars Dam og Hustru en lille Plejedatter, Else, til sig. Hun fandt hos det elskelige Par et godt Hjem, hvor hun lærte Gud og Metodistkirken at kende, og hun staar i Dag, sammen med sin Mand, Snedker Johs. Bertelsen som gode og virksomme Medlemmer af Kirken i Nexø. Bertelsen er en af de gode Lokalprædikanter, der er med til at bære det evangeliske Arbejde i Nexø-Kredsen.

Fru Dam hørte til de mere stille i Landet; men hendes Betydning var ikke mindre af den Grund. Hun var sin Mand en god og trofast Støtte og blev til Velsignelse for mange Mennesker, som kom i deres Hjem. Hjemmets Døre stod altid aabne for Venner og Frænder, og mange er de, som gennem Aarene har nydt Gæstfrihed i dette gode Hjem.

Den 2. Marts 1936 oplevede Ægteparret den Glæde at fejre Guldbryllup. Det blev en enestaaende Fest, hvor Folk fra alle Sider kappedes om at vise de to gamle Mennesker Opmærksomhed. Højtidsdagen sluttede med en Fest i Ebeneserkirken.

Kort efter Guldbryllupsfesten blev Fru Dam syg, og efter tre Ugers smertefuldt Sygeleje døde hun den 26. April. Men hun var lykkelig og fast i Troen paa sin Frelser og døde salig i Haab om evig Herlighed hos Gud.

Kongo-Missionær Johs. Bræstrup skrev efter hendes Død bl. a.:

Søster Anna Dam var i Sandhed en elskelig og gudhengiven Kvinde. De, som havde Anledning til at besøge Hjemmet fandt, at Broder Lars Dam i hende havde en Engel boende hos sig. Hvor var det velsignet at sidde og tale med Søster Dam. Hun kunde baade le og græde.

Det skælmske Smil, naar hun fortalte om sin Lars, som om de var et Par nyforlovede, var rørende at se. Her var Venskab i Ægteskabet saa fint og smukt, saa jeg aldrig har set noget lignende. Søster Dam var en himmelsindet Sjæl, og altid skulde vi have en Sang, naar vi besøgte hende.

Da hun blev gammel, mistede Stemmen dens smukke Klang, men der var Aandsfylde i den. Man kunde ikke andet end blive et bedre Menneske ved at tale med Søster Dam.

Gud velsigne hendes Minde!

Tiden, der nu fulgte blev ensom og trang for den aldrende Herrens Tjener. Og skrøbelig af Helbred, som han nu var, længtes Lars Dam inderligt efter at blive kaldt højere op, for at indgaa til Hvilen og Saligheden. Det blev da ogsaa kun faa Maaneder, Dam havde tilbage hernede. Den 21. December døde han stille og i Fred for altid at være sammen med Herren.

Velsignet være Mindet om denne gode Broder!

Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1939