søndag den 29. november 2015

Advent

Det er adventtid nu.

Men mon vi rigtig tænker over, hvad advent betyder?

Det er et latinsk ord og betyder »komme«, og der tænkes i denne forbindelse altså på Jesu komme, på julen. Allerede i det 5. århundrede indførtes advent i den kristne kirke. Det skulle altså være en forberedelsestid før julen, og man gjorde meget ud af den tid.

Det kan jo ikke siges, at vi ikke forbereder os til julen. Skønt vi kun endnu er i november, da disse linier skrives, møder man »jul« alle vegne, og travlheden er begyndt. Den synes at begynde tidligere år for år. Og senere tager den til, så det tilsidst går i et forrygende tempo. Jo, menneskene forbereder sig rigtignok tit julen.

Men forbereder vi os til Jesu komme? Bereder vi vore hjerter for en højtid, der er mere end god mad, lys og glimmer? Nej, det synes, som om julens sande højtid, evangeliet om Jesus, ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os, drukner i materialisme og selvoptagethed, og denne ånd er trængt dybt ind i menighedens hjerte.

Men Jesus er kommen, og han må gøre julen til jul for os, og i alt, hvad julen bringer med sig af lyst og smukt og godt, skal vi se ham og takke ham for hans kærlighed.

Det var kun en lille flok, der i tidens fylde oplevede Jesu komme, en flok, der havde biet og ventet i tro på Guds forjættelser. Den store flok var optaget af alt andet. Men de få levede i advent.

De ænsede ikke i den henseende, at tidsånden blev en anden. De overhørte skoser og hånlige ord om, at man måtte følge med titlen, være moderne og ikke tage det for tungt eller for nøje og så videre.

Nej, de levede i tro og advent.

Må vi ligne dem. Må det være vort dybeste begær, at vort hjerte er beredt for Herren.   

N. M.

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1952

onsdag den 25. november 2015

Pastor N. P. Nielsen

Pastor Niels Peter Nielsen
1861-1942
Pastor Niels Peter Nielsen, Søn af Indre-Missionær Lars Nielsen og Hustru, Sidse Marie, blev født i Holbæk den 25. November 1861.

Som Dreng tjente han forskellige Steder paa Landet om Sommeren, medens han om Vinteren var i sit Hjem. Ganske naturligt gik dette ud over hans Skolegang, hvilket han senere stærkt beklagede.

Efter sin Konfirmation kom han i Lære, og da Læretiden var omme, rejste han til København og fik Arbejde i sit Fag. Det var hos Skomagermester P. Rasmussen, Gothersgade.

Denne Mand var en alvorlig Kristen og en meget ivrig og varmhjertet Metodist. Han tog sig af sin unge Medhjælper og fik ham med i Kirken, og da Rasmussen var en stærkt interesseret Søndagsskolemand, maatte den unge Mand selvfølgelig ogsaa med i Søndagsskolen.

Nielsen, der fra sin Barndom havde været under aandelig Paavirkning i Hjemmet, var stærkt grebet af, hvad han hørte og saa i denne Vennekreds, han saa pludselig var kommet i, og hans Chef var ham til stor aandelig Hjælp i disse første Tider i Hovedstaden.

Det varede ikke længe, inden han fra Elevens Plads kom ind i Lærergerningen. Ogsaa andet Arbejde blev betroet ham. Som saa mange andre af de unge Københavnere blev han stærkt optaget af Gaardmissionen, som fra Kirken i Rigensgade blev drevet særlig paa Nørrebro og Christianshavn.

Han blev i nogle Aar knyttet til Missionsarbejdet paa dette sidstnævnte Sted baade som Leder af Søndagsskolen og Deltager i Gudstjenesterne i Menighedens Kirkesal.

I 1883 gav Menigheden ham Formanerattest, hvilket som bekendt er det første Trin, der fører op til en Metodistprædikants Stilling og Gerning. Og den Gerning følte vor Broder sig efterhaanden kaldet til; og han fik en god Hjælper baade i sin Menighedsforstander, Pastor J. J. Christensen og i Superintendenten, Karl Schou, der tog sig kærligt og godt af ham.

I 1885 flyttede han, sammen med L. C. Larsen og Th. Bertelsen, ud i Præsteboligen i Stokhusgade, hvor de under Karl Schous og P. M. S. Jensens Vejledning forberedte sig til Præstegerningen. Der kom dog snart Bud efter de unge Mænd ud i det praktiske Arbejde.

Allerede i 1884 havde N. P. Nielsen en kort Tid været Medhjælper i Vejle Menighed. Nu kom han andre Steder hen: til Svendborg og senere til Brønderslev, paa hvilket sidstnævnte Sted han forrettede Tjeneste i Brønderslev og Aalborg.

I 1886 ansattes han som Medhjælper hos Forstanderen i Vejle med Bopæl i Enkelund. Her i Vejle Landkreds fik han nogle Aar sin særlige Arbejdsmark. Her lærte han sin tilkommende Hustru. Anna Kyed, at kende. Samme Aar fik han Bemyndigelse som Lokalprædikant. I 1888 optoges han paa Prøve i Aarskonferencen og i 1891 i fuldstændig Forening.

I 1888 fik han sin første selvstændige Virksomhed som Forstander for Menigheden i Holstebro. Medens han gjorde Tjeneste her, skete det sørgelige, at Menighedens Kapel brændte, og én af vore Søstre omkom i Flammerne; men det var, som det vakte Folks Interesse for Sagen; langt flere end tidligere kom til Møderne, og inden et Par Aar var gaaet, blev den smukke Kirke med tilhørende Præstebolig opført og har siden været et dejligt Menighedshjem for Venneflokken.

Efter 5 Aars Tjeneste i Holstebro kom der Ordre til Flytning, og derefter betjente han følgende Menigheder:
Svendborg (1893—98)
Betania, København (1898—1902)
Kalundborg (1902—08)
Holbæk (1908—13)
Golgatha, København (1913—16)
Betania, København (2. Gang 1916—20)
Medhjælper i Centralmissionen (1920—22)
Svendborg (2. Gang) og Rudkøbing (1922—26),
hvorefter han traadte i udtjent Forhold.
Foruden Bygningen af Kirken og Præsteboligen i Holstebro var han den ledende Kraft ved Opførelsen af Jubilæumskirken i Holbæk.

Br. N. P. Nielsen havde mange Interesser og Idéer, og altid søgte han at udnytte dem til Fordel for Kirken eller den Menighed, han i Øjeblikket betjente.

„Vaarbud“ som trykt Organ for Ungdomssagen skyldes hans Initiativ; han var Medlem af flere Salme- og Sangbogsudvalg og gjorde i Særdeleshed et stort Arbejde ved Udgivelsen af de sidst udkomne Melodibøger.

I særlig Grad var han interesseret i Arbejdet for de unge, og i 23 Aar (fra 1895—1917) var han, paa et enkelt Aar nær, Medlem af E. F.s Hovedbestyrelse. Ved sin Afgang derfra valgtes han da ogsaa som Æresmedlem af Forbundet. Kort sagt: Br. N. P. Nielsen var en virksom, nyttig og stærkt interesseret Arbejder i Kirkens og Guds Riges Tjeneste.

N. P Nielsen med familien
De sidste Aar har han og hans gode Hustru, som i over 50 Aar delte Arbejdets Glæder og Sorger med ham, boet i Hus sammen med sin Ven og Kollega fra Ungdomsaarene, Pastor L. C. Larsen. Her i sit Hjem døde den aldrende Herrens Tjener efter nogle faa Dages Sygeleje den 3. Septbr. 1942.

Br. N. P. Nielsen efterleves af sin Hustru og fire Børn og nogle Børnebørn. Maatte Mindet om denne trofaste og gode Arbejder i Metodistkirken i Danmark blive mange til Velsignelse!

Ære være hans Minde!

C. Nielsen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1943

onsdag den 18. november 2015

Missionær Marie Jensen

Marie Jensen, her i 1959
Missionær Christiane Marie Jensen fødtes den 18. november 1879 i Lønstrup, en lille fiskerby ved Vesterhavet.

Hun var datter af murer Jens Peter Jensen og hustru. I familien var der en børneflok på fem, to drenge og tre piger. Marie Jensen siger selv således om sit hjem:
„Mine forældre var - kan man kalde dem fattige? jeg ved det ikke, måske når man tænker på jordisk gods - for mig var de rige!“ 
Børnene fik en sund og god opdragelse, der byggede på sand og levende kristendom.

Marie Jensen udtrykte ofte sin taknemmelighed for den værdifulde arv, hun fra sit hjem fik med sig ud i livet: gudsfrygt, nøjsomhed, arbejdsglæde, medmenneskelig forståelse og kærlig til alt i Guds skaberværk.

Med sit følsomme sind kom Marie Jensen allerede i sin tidlige barndom ind i et tillidsfuldt forhold til Gud, der holdt sig gennem hele livet. Det betød ikke, at hun blev fri for åndelige kampe, men at netop dette tillidsforhold bar hende gennem alle vanskeligheder og kampe.

Efter sin konfirmation i Mårup kirke tjente hun som pige i fire år i piræstegården. Så flyttede hun til Horsens og kom i huset hos en familie, der ofte havde ferieret i Lønstrup.

Siden lærte hun at sy, noget som senere i hendes livsgerning blev til stor nytte. Hendes læremester var metodist, og dette blev anledningen til, at Marie Jensen for første gang stiftede bekendtskab med metodistkirken - den kirke, der gennem et langt liv skulle blive hendes åndelige hjem.

I pastor H. Hansens tid blev Marie Jensen (21 år gammel) optaget i Horsens menighed, og snart var hun aktivt med i menighedens arbejde: Søndagsskolen og juniorforeningen og desuden optaget af at gå på sygebesøg. Medens pastor Anton Christensen Kostrup var ansat i Horsens, oplevede Marie Jensen sit virkelige åndelige gennembrud.

Det skete ved et lille bønnemøde i kapellet i Vimmelskaftet. Guds Helligånd forvandlede hendes liv og gav hende en glæde og fred, som hun aldrig siden kunne blive træt af at tale om og takke for.

Men også på anden måde havde Gud noget for med Marie Jensen. Et kald til at drage ud på missionsmarken med Evangeliet begyndte at vokse frem i hendes indre.

En dag og efter mange og grundige overvejelser stod det klart for hende: Gud ville have hende til Afrika. Det var svært for familien at forstå, hvorfor hun skulle så langt bort, men hun var vis i sin sag. Gud ville det således!

En dag, samme dag, som Danmark fik sin nye konge Chr. d. X., den 12. maj 1912, forlod Marie Jensen sit fædreland for at sejle over til Amerika. Den første tid var ikke let. Sproget kunne hun ikke, og hun havde blot en ganske almindelig landsbyskoleuddannelse.

Hun mødte megen skepsis fra missionsrådets side, men intet kunne slå hende ud. Gud havde kaldet hende til en missionærs gerning, så måtte Han også bane vejen for hende! Og det skete. Frk. Jensen undrede sig ikke, men priste Gud, hver gang en dør åbnedes for hende.

Efter endt sygepleje- og jordemoderuddannelse blev Marie Jensen antaget af missionsselskabet i New York til at rejse til Kapanga i Belgisk Kongo. I juni måned 1910 sejlede hun sammen med nogle andre missionærer med en fragtbåd ud til sin fremtidige livsgerning.

Gennem 32 år fik Marie Jensen lov til at virke på Kapanga missionsstation - en forret hun aldrig kunne takke Gud nok for.

Da Marie Jensen kom ud, var der brug for pionerer, og hun var i sandhed en sådan! Hun begyndte sin gerning helt på bar bund. Villigt delte hun kår med det folk, hun skulle arbejde iblandt, og som hun kom til at elske så højt, at hun kaldte Kongo sit andet fædreland.

Kendskabet til sin fars håndværk og hendes medfødte praktiske sans blev til stor hjælp for hende. Selv de vanskeligste opgaver kunne hun give sig i kast med. Marie Jensen havde en sjælden evne til at sætte sig ind i de indfødtes tankegang og begrebsverden, og hun følte sig aldrig, fordi hun var hvid, hævet over dem, men forstod at værdsætte dem og deres kultur.

Derfor stod der respekt omkring KAPANGAS HVIDE MODER, en respekt der ikke hvilede på frygt, men på hengivenhed og tillid.

I 1948 blev Marie Jensen pensioneret og måtte forlade Kongo. Hun bosatte sig i Horsens og kom atter til at tilhøre den menighed, hvorfra hun i sin tid var udgået.

At menigheden gennem de følgende år, indtil Marie Jensens bortgang, høstede megen glæde og velsignelse af hendes fortsatte utrættelige virke, kan ikke undre nogen.

Fra 1948 til 1972 var Marie Jensen i aktivitet. Hun førte en overvældende korrespondance med Kapanga-vennerne. De skrev og bad om hendes råd og hjælp - og alle fik svar!

I 1959 opfyldtes en drøm, Marie Jensen længe havde haft: at besøge Kongo endnu engang, før Gud kaldte hende hjem. Den gamle pionær-missionær rejste denne gang med fly til Afrika. Man havde ønsket der ude at holde hendes 80-års fødselsdag.

Det blev for Marie Jensen en overvældende oplevelse. Efter hjemkomsten tog hun fat med fornyet styrke igen og fortsatte sin skrivende og forbedende tjeneste fra sit hjem i Horsens. Hun overraskede os alle med at gå i gang med at skrive en bog, et omfattende arbejde.

Bogen: „Bring dem til mig!“ er hendes egen gribende og interessante skildring af hendes liv som missionær og udkom i 1966.

Nu har denne flittige og gudhengivne kvinde sluttet sin tjeneste på denne jord. Hun sagde ofte til os:
„Hvor har jeg haft et rigt liv, og hvor har Gud været god imod mig!“
Marie Jensen vil også blive husket af mange, når hun var på rejseturne rundt til menighederne og M. K.-kredsene. Altid var hun rede til at vidne om sin Herre og Mester. Det var betegnende for hende, at da hun måtte slutte sit arbejde blandt Kongos folk, følte hun kald til at fortsætte herhjemme blandt sine landsmænd.

Alle, der kom i hendes nærhed, måtte have et Guds ord med på vejen. De syge, de sørgende, de anfægtede, de bekymrede - alle, der krydsede hendes vej, blev opmuntrede. Hendes lys brændte klart til det sidste.

Kort tid før jul blev Marie Jensen indlagt på sygehuset. Hun følte selv, at kræfterne svandt, men hun var beredt som altid. Hendes ben havde i flere år været dårlige efter et uheld, men hun søgte at leve med sit handicap på en beundringsværdig måde.

Den 12. januar 1972 sov hun stille og tillidsfuldt ind i døden - 92 år gammel. Den gode og tro tjenerinde, der havde været tro over lidet, var gået ind til sin Herres glæde!

Nu hviler Marie Jensens støv i forældrenes gravsted på Lønstrup kirkegård til opstandelsens morgen.

I dyb taknemmelighed og ærbødighed udtaler vi et:
Gud signe missionær Marie Jensens minde i blandt os!
Hans Kristian Bhutho

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1972

søndag den 8. november 2015

Biskop Ole E. Borgen

Biskop Ole E. Borgen døde torsdag 24. mars 2009 på A-hus. med sine nærmeste rundt seg, i en alder av 83 år.

Biskop Ole E. Borgen ble født den 8. november 1925 på Lillestrøm. Her vokste han opp, og var aktivt engasjert i Metodistkirken. Hans opplevelse av kallet til heltidstjeneste førte ham i 1956 til USA for å studere.

I 1963 ble han ordinert som eldste i North Carolina. hvor han også fungerte som menighetsprest. I 1968 tok han doktorgraden ved Drew Universitv med avhandlingen John Wesley on the Sacraments. A theological study.

Ole E. Borgens lederegenskaper bidro til at han i 1968 ble kalt av biskop Odd Hagen til Sverige, der han ble biskopsasasistent og pastor. I 1970 ble han ansatt som sekretær og leder av kontoret til Metodistkirkens Verdensråd i Geneve, inntil han ble valgt som biskop for Nord-Europa i september samme år.

Etter aktiv tjeneste som biskop i 19 år ble han pensjonert i 1989. I perioden 1989-1992 underviste han som professor ved Asbury Theological Seminar i USA. Etter dette dro han og hans kone Marta tilbake til fødebyen Lillestrøm, der de engasjerte seg aktivt i menigheten. Det var et stort tap for ham da Marta døde i 2003.

I internasjonal sammenheng har Ole E. Borgen satt sitt tydelige preg både som teolog og kirkeleder. Bl.a. var han medlem i Metodistkirkens Verdensråds Eksekutiv-komie og delegat til en rekke av Metodistkirkens verdensmøter og til generalforsamlingen i Kirkenes Verdensråd. Som første ikke-amerikaner ble han valgt som president i Metodistkirkens Biskopsråd. Han har også blitt tildelt en rekke utmerkelser og æresbevisninger for sitt engasjement for metodistisk historie og teologi.

Gjennom årene bygde han opp en av de største private samlinger av John Wesley-litteratur man kjenner. Denne ga han for sin død generøst videre til glede og nytte for senere generasjoner, fordelt mellom Oslo og Tallinn.

Som biskop i Norden og Baltikum sto Ole E. Borgen for et tydelig lederskap og forvaltning, kombinert med et ønske om å videreføre vekkelsesarven fra John Wesley. Han var predikanten med evangelistens sinnelag og lengsel.

I 1989 ble Ole Borgen utnevnt som æresmedlem av Metodistkirken i Norge.

Vi lyser fred over hans gode minne.

For Metodistkirken i Norden og Baltikum
Øystein Olsen
biskop

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 2009

fredag den 6. november 2015

Pastor L. P. Bjerno

L. P. Bjerno 1884-1957
Pastor Lauritz Peter Bjerno fødtes i Vejle den 6. november 1884.

Hans forældre, Ditlev Larsen og hustru, var nidkære medlemmer af menigheden i Vejle, og milieuet i dette fromme metodistiske hjem prægede ham for livet.

Den unge Bjerno blev uddannet som maler, men følte kaldet til at blive en ordets forkynder, og i en alder af et par og tyve satte han sig til studierne på den teologiske skole i København.

Efter endt uddannelse her var han en kortere overgang ved Centralmissionen i København og ligeledes ved kirken i Faaborg, hvorefter han ansattes i Give i 1911, og fra det år, til han pensioneredes i 1954, har han været ved en række menigheder og alle vegne gjort et stort og nidkært arbejde, til han sluttede sin livsgerning i Sct. Jakobs kirke i Odense.

Bjerno var en flittig præst og gik aldrig af vejen selv for de betydeligste opgaver. Og ved siden af sin præstegerning havde han meget andet at varetage. Med en sjælden og vedholdende nidkærhed var han med i afholdsarbejdet fra sine unge år, og på dette arbejdsfelt blev han kendt langt uden for kirkens kreds.

Han stod som formand for Evangelisk afholdsforbund gennem en lang årrække. En tid var han også formand for Kristelig dansk ædruelighedsråd og sad i mange år i bestyrelsen for Danske Afholdsselskabers landsforbund.

En anden ting, der også havde Bjernos varme interesse, var søndagsskolearbejdet, og han beklædte stillingen som søndagsskolesekretær, til han var højt oppe i årene.

Hans stærke interesse for socialt arbejde førte ham i kontakt med vide kredse både inden og uden for kirken.

Som menighedsforstander i Odense blev han formand for børnehjemmet »Aaløkkegaard«, og her var han den førende i opførelsen af det for længere tid tilbage planlagte spædbørnshjem »Willerupgaard«, hvorefter »Aaløkkegaard« blev ombygget i sin indre struktur, og selv om han ikke var formand for dette arbejde, var der alligevel visse forpligtelser, han som formand for hjemmet måtte varetage.

Men det bedste, der kan føjes ind i denne mindekrans, er, at Bjerno havde det største ønske om at ville tjene sin Herre og Frelser, som han havde lært at elske fra sin barndom. Hans kærlighed til sin kirke og sit arbejde var aldrig til at tage fejl af. Man kan vist med sandhed sige, at han aldrig følte større glæde, end når arbejdet lykkedes og bar frugt.

Broder Bjerno har været kirken en sjælden tro søn og nidkær tjener gennem et langt liv.

I 1912 indgik Bjerno ægteskab med Alberta Hansen, der tilhørte Jerusalemkirkens menighed, og som har stået ved hans side gennem de mange år og været ham en stor og værdifuld hjælp i arbejdet. Det bjernoske hjem blev til en stor familie, og der levedes et smukt og rigt familieliv i hjemmet.

I juli 1954 trådte Bjerno i udtjent forhold og bosatte sig sammen med sin familie i Hvidovre ved København. Bjerno havde vist egentlig frygtet for overgangen fra et virksomt liv til en pensioneret præsts stilling.

Men her i Jerusalemskirken og Centralmissionen følte han sig med det samme hjemme og var altid villig til tjeneste, og gang på gang gav han udtryk for sin glæde ved menighedsliv og arbejde. Det blev en lykkelig, men kort livsaften, br. Bjerno fik.

Han vendte syg hjem fra ferie sidste sommer, og derefter gik det hurtigt nedad med kræfterne, til han den 6. februar lukkede sine øjne, og et stræbsomt og virksomt liv blev dermed afsluttet. Gud gav sin trætte tjener fred.

Her savner vi ham, denne vennesæle og gode broder, som han var.

Vi takker Gud for L. P. Bjernos færd og arbejde, og vi ønsker Guds velsignelse over fru Bjerno og hendes kære.

Æret være broder L. P. Bjernos minde.

Niels Mann

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1957

torsdag den 5. november 2015

Karen Martine Bjerno

Pastor Carl Bjernos hustru gennem godt 33 år, er født i Vejle den 5. november 1890 i et godt metodisthjem, som datter af staldforpagter Niels Nielsen og hustru.

Ret tidligt følte hun kaldet til at blive hedningemissionær, sådan som nogle af hendes venner følte det — og blev udsendt. Foreløbig søgte hun ind til sygeplejen og blev elev på Esbjerg sygehus. I den tid var det, at Karen og Carl, som forøvrigt havde »gået til præst« sammen hos L. C. Larsen i Vejle, besluttede sig til at leve livet sammen.

Men da der ville gå nogle år, før der kunne blive tale om ægteskab, tog Karen mod kald til at blive betaniasøster i ventetiden og virkede som sådan i 3 1/2 år. Hun blev, venlig og hjælpsom som hun var, afholdt af patienterne og af alle, hun kom i berøring med.

I 1917 blev hun gift med pastor Carl Bjerno, som samme år havde fået sin første ansættelse i Løkken, fiskerbyen ved Vesterhavet i Vendsyssel. Karen blev sin mand en trofast hjælper i menighederne i Løkken, Holstebro, Skive, Neksø, Esbjerg, Frederikshavn og Århus, hvor de fik lov til at tjene sammen gennem 33 år.

Hun forstod på en sjælden måde at knytte mennesker, hun mødte på sin vej, til sig selv, til hjemmet og menigheden, gæstfri og venlig som hun var. Hendes mand sagde om hende ved begravelsen, at »hun i sandhed ikke har ligget på den lade side i de menigheder, vi har betjent«.

Familien Bjerno
Edgar, Elisabeth, Hugo, Poul Erik, Margit
Karen, Henning, William, Mogens og Carl

Hun var en god hustru og en omsorgsfuld moder for de 8 børn, som voksede op i hjemmet. Ved hendes båre udtalte hendes mand bl. a.:
»Karen var mig en god hustru og en fin kammerat«. 
Bedre karakteristik kan vel næppe gives en hustru! At blive — og være mor til så stor en børneflok er en krævende opgave. Men at det lykkedes for Karen Bjerno, viser følgende, som en af døtrene skrev til mig:
»Mor var en travl kvinde; men den kærlighed, som hun følte for os, gjorde det al tjene til en glæde for hende. Det gjorde hendes liv, så det lykkedes for mor både at være Martha og Marie i een person«.
Karen Bjernos arbejde i menighederne vil huskes af mange, dybt interesseret, som hun var i de forskellige virksomhedsgrene. Hun glemte aldrig sin første kærlighed til Herrens gerning derude og var meget aktiv i M. K.s virksomhed i de menigheder, de betjente.

Nu er Karen Bjerno ikke mere her, men hendes minde vil leve i de menigheder, hun sammen med sin mand har betjent, i hendes kæres sind og hos os, der var i slægt med hende, som fik lært at skatte hendes gode egenskaber. Efter omtrent 20 måneders lidelsesfyldt sygeleje fik hun hjemlov den 11. september 1950.

Herren velsigne hendes minde blandt os!

L. P. Bjerno.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1951

mandag den 2. november 2015

Mogens Bjerno

Mogens Bjerno blev født den 2. november 1939 i Esbjerg, som den yngste af 8 søskende.

Den 11. august 1961 blev han gift med Inger Lise (f. Holm i 1941). Sammen fik de Brit i 1964 og Claus i 1974.

Efter endt studietid på Overås i Goteborg, blev han optaget i Årskonferencen og ordineret til diakon i 1966 og i 1968 til ældste.

Mogens Bjerno var været ansat i Holbæk og Golgatakirken på Frederiksberg, i Strandby, i Jerusalemskirken København, Frederikshavn, Horsens, sidst i Hjørring og Løkken.

Han har sideløbende hermed været distrikts-forstander, formand for Hovedbestyrelsen, Søndagsskolesekretær, redaktør af Kristelig Talsmand og Kirkens repræsentant i økumeniske sammenhænge.

Mogens Bjerno har gennem alle årene været en hengiven menighedspræst og vil særlig blive husket for sin forkyndelse, sjælesorg og arbejdet med den ny salmebog.

Den 30. september 2000 så han sig p.g.a. sygdom nødsaget til at på efterløn og flyttede til Frederikshavn. Han overgik som ældste i pensioneret forhold til Årskonferencen i 2001.

Mogens Bjerno døde den 3. november 2001 og blev under stor deltagelse bisat fra Metodistkirken i Frederikshavn den 8. november.

Æret være Mogens Bjernos minde.

Keld Munk

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 2002