torsdag den 5. november 2015

Karen Martine Bjerno

Pastor Carl Bjernos hustru gennem godt 33 år, er født i Vejle den 5. november 1890 i et godt metodisthjem, som datter af staldforpagter Niels Nielsen og hustru.

Ret tidligt følte hun kaldet til at blive hedningemissionær, sådan som nogle af hendes venner følte det — og blev udsendt. Foreløbig søgte hun ind til sygeplejen og blev elev på Esbjerg sygehus. I den tid var det, at Karen og Carl, som forøvrigt havde »gået til præst« sammen hos L. C. Larsen i Vejle, besluttede sig til at leve livet sammen.

Men da der ville gå nogle år, før der kunne blive tale om ægteskab, tog Karen mod kald til at blive betaniasøster i ventetiden og virkede som sådan i 3 1/2 år. Hun blev, venlig og hjælpsom som hun var, afholdt af patienterne og af alle, hun kom i berøring med.

I 1917 blev hun gift med pastor Carl Bjerno, som samme år havde fået sin første ansættelse i Løkken, fiskerbyen ved Vesterhavet i Vendsyssel. Karen blev sin mand en trofast hjælper i menighederne i Løkken, Holstebro, Skive, Neksø, Esbjerg, Frederikshavn og Århus, hvor de fik lov til at tjene sammen gennem 33 år.

Hun forstod på en sjælden måde at knytte mennesker, hun mødte på sin vej, til sig selv, til hjemmet og menigheden, gæstfri og venlig som hun var. Hendes mand sagde om hende ved begravelsen, at »hun i sandhed ikke har ligget på den lade side i de menigheder, vi har betjent«.

Familien Bjerno
Edgar, Elisabeth, Hugo, Poul Erik, Margit
Karen, Henning, William, Mogens og Carl

Hun var en god hustru og en omsorgsfuld moder for de 8 børn, som voksede op i hjemmet. Ved hendes båre udtalte hendes mand bl. a.:
»Karen var mig en god hustru og en fin kammerat«. 
Bedre karakteristik kan vel næppe gives en hustru! At blive — og være mor til så stor en børneflok er en krævende opgave. Men at det lykkedes for Karen Bjerno, viser følgende, som en af døtrene skrev til mig:
»Mor var en travl kvinde; men den kærlighed, som hun følte for os, gjorde det al tjene til en glæde for hende. Det gjorde hendes liv, så det lykkedes for mor både at være Martha og Marie i een person«.
Karen Bjernos arbejde i menighederne vil huskes af mange, dybt interesseret, som hun var i de forskellige virksomhedsgrene. Hun glemte aldrig sin første kærlighed til Herrens gerning derude og var meget aktiv i M. K.s virksomhed i de menigheder, de betjente.

Nu er Karen Bjerno ikke mere her, men hendes minde vil leve i de menigheder, hun sammen med sin mand har betjent, i hendes kæres sind og hos os, der var i slægt med hende, som fik lært at skatte hendes gode egenskaber. Efter omtrent 20 måneders lidelsesfyldt sygeleje fik hun hjemlov den 11. september 1950.

Herren velsigne hendes minde blandt os!

L. P. Bjerno.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1951

Ingen kommentarer:

Send en kommentar