torsdag den 29. december 2016

1916: En Nytaarshilsen fra Biskoppen


For tredie Gang begynder vi et Nytaar under denne rædselsfulde Krig. Det svundne Aar var fyldt med Sorger og Lidelser, som Verdenshistorien heldigvis aldrig har set Mage til før. En Tid, da baade Karakter og Tro blev prøvet.

Vi ved ikke, hvad det nye Aar vil bringe os. Men vi ved, at Gud arbejder paa sine naadige Planer og Formaal, selv gennem Domme, der ryster os ved deres Grusomhed. Vi ved, at ingen Mørkets Magter er i Stand til at forhindre hans Riges Komme.

Derfor vil vi opløfte vore Hoveder. Denne Tid er fyldt med ubegrænsede Muligheder for enhver, som tror paa Jesus Kristus, til at lade deres Lys skinne, til at styrke det, som er svagt, til at vise deres Tro i Gerning. Det er vor Opgave og Forrettighed, nu mere end nogen Sinde, at udøve Jesu Kristi vor Frelsers Kærlighed og Magt i en Verden saa fuld af Synd, Egenkærlighed, Had og Sorg.

Af hele mit Hjerte ønsker jeg ethvert af Guds Børn et rigt Maal af Faderens Naade, Kærlighed og Styrke i det nye Aar!

Maatte han ikke blot velsigne enhver, men ogsaa gøre enhver af os til en Velsignelse for andre. Lad os være udholdende i vore Bønner om, at der snart maa blive skænket Fred til denne stakkels, lidendejord; og maatte vi være utrættelige i vort høje Kald til at være Fredsstiftere — ved at lede mange Sjæle ind i Guds Fred.

Maatte vi blive stærke i Herren og kæmpe imod al Synd og Ondskab og mere end sejre ved ham, som styrker os.

Naade være med eder og Fred fra ham, som er, som var, og som kommer.

Dette ønsker af Hjertet eders Broder og Medarbejder:



Bragt i Kristelig Talsmand, 29. december 1916

onsdag den 21. december 2016

1916: Centralmissionens Juleuddeling


Vi kunde skrive rigtig meget om dette forunderlige Barmhjertighedsarbejde; men vi vil foretrække at lade Nationaltidendes Red. faa Ordet denne Gang. I dette Blad og de andre ferslewske Blade skrives d. 22. ds., som følger:
I Gaar Formiddag begyndte Centralmissionen sin store Juleuddeling til 5000 fattige Familier — det vil sige til ca. 30,000 Mennesker.

I lange Rækker havde Husmødrene taget Opstilling ved Jerusalemskirken. Kl. 10 aabnedes Dørene til dennes store Hal, og saa begyndte Uddelingen. Paa lange Borde og fra Gulv til Loft i hele Hallens Længde var der anbragt Bjerge af Rugbrød og Sigtebrød — 15,000 ialt — der var i Tusindvis af Margarinepakker og mægtige Lagre af store Poser, fyldt med Sukker og Kaffe.

Og ved Udgangsdøren satte Pastorinde Bast —  bogstaveligt talt — »Kronen paa Værket« ved at give hver eneste, der kom med Kurven fyldt af gode Fødevarer, et Kronestykke.

I Tilgift fik de yderligere »Fyrtaarnet«s Julenummer, overrakt af den amerikanske Dr. theol. Count. Doktoren, der i en Aarrække har været Leder af den bulgarske Metodistkirke, opholder sig for Tiden her i Byen paa Gennemrejse til Amerika, hvor han en Tid tager Rekreationsophold.

Uddelingen varede til langt ud paa Aftenen. I Dag og i Morgen fortsættes den. Men desuden har Centralmissionen, takket være en Stab af Spejdere, sendt Julepakker rundt til en Del Hjem, hvor Husmoderen var syg, og i Gaar uddelte Pastor Bast desuden flere Tusinde Kroner til Hjem, hvor der — efter hvad Centralmissionen havde taaet at vide under Haanden — herskede skjult Nød.

Til dette smukke Formaal skulde der gerne i disse sidste Dage før Jul skaffes endnu op imod 3000 Kr., siger Pastor Bast.
Vi lader hans Juleønske gaa videre til vore Læsere — og vore Ekspeditionskontorer Ved Stranden 18, og Telegramhallen ved Frihedsstøtten, modtager med Tak disse Bidrag til Centralmissionen.
Juleaften og derefter. —

Samme Blad skrev Juledag:
»Centralmissionen tog sig i Aar som tidligere Juleaftener paa den bedste Maade af Hovedstadens Fattigste. Takket være Centralmissionen blev 800 Nødlidende bespist i den filantropiske Virksomheds Lokaler i Rigensgade.

Kl. 4 var talrige Kvinder og ikke mindre end 200 sultne Børn Missionens Gæster, og hele Aftenen igennem fortsattes Bespisningen. Alle fik lige saa meget Sødsuppe og Flæskesteg med Rødkaal og Kartofler, Kaffe og Julekage, som de kunde spise. Det var ikke Smaating, der gled ned — der blev f. Eks. brugt halvtredie Tønde Kartofler.

Pastor Bast havde i Dagens Løb sørget for, at en Del unge, hjemløse Mæpd fra Landet fik ordentlige Klæder og blev sendt til deres Hjem i Provinsen.

I Nat har Herberget i Jerusalemskirkens Krypt været fyldt til sidste Plads af henimod halvandet Hundrede hjemløse Mænd paa Onsdag Aften holdes der en Julefest for 400 fattige Kvinder, hver Dag i Julen bespises Hundreder af Børn, og paa Lørdag skal 700 fattige Mænd til Julefest i Jerusalemskirken.«
 Bragt i Kristelig Talsmand, 29. december 1916

mandag den 19. december 2016

Niels Mann: Den rigtige Jul


O, kommer med til Davids by,
hvor engle sjunge under sky;
o, ganger med på marken ud,
hvor hyrder høre nyt fra Gud.

Og lad os gå med stille sind
som hyrderne til barnet ind,
med glædestårer takke Gud
for miskundhed og nådebud.

Luther. Grundtvig.
Det gamle ord om, at julen kommer til os i den allermørkeste tid af året lyder måske noget forslidt, og dog er det nok værd at minde hinanden om, at julen kommer, som mørket er tættest, og med julen vender det.

Da har vi vintersolhverv, og så går det mod lyset.

Og åndeligt var det på samme måde, da den første julenat gled ind over den lille by i Judæa, og Jesus Kristus blev født. I flere århundreder havde der ikke været en profet i Israel, og folket var i bundløs nød både åndeligt, moralsk og socialt.

Men som det var mørkest, kom Han, patriarkers håb og slægters dybe længsel. Da blev der vintersolhverv, og »godt kan vi nu ved nattetid kende som børn vor fader blid«.

Men det skulle jo også være ensbetydende med, at det stadig gik mod lysere tider. Med Jesus kan det jo kun gå fremad. Men mørke ligger endnu over folkene.

Det er endnu ikke tilfulde gået op for de store skarer, hvad julen betyder. Man holder nok fest; man søger julens hyggelige stemning, god mad og drikke. Men det er også det hele, og med den flygtige stemning er både hyggen og glæden borte.

Skal det være således?

Nej, absolut ikke for dem, der hører Jesus Kristus til. Her skal det ikke være på den måde, at glæden og festen skal være afhængig af den ydre glans.

Julen er Jesus Kristi fødselsfest. — Julen er Jesus. Og dette, at julen er Jesus, er ikke blot, at han ikke glemmes, men at han er julens midtpunkt. Så bliver det os en glæde at samles om julens velsignede evangelium — om dette: »eder er i dag en frelser født«.

Jul med Jesus er at ofre ham tak og tilbedelse. Der må være i vort hjerte en glæde, der stadig øges, og som ligger bag ved vor tak for »hans uudsigelige gave«.

Så synger man lovsangen med sit hjerte. Det er dejligt at synge julens gamle salmer. Men det kan virke både tomt og trættende, dersom man kun synger dem med sin mund og af vane. Vi skal sige Gud tak og synge ham lovsangen af et oprigtigt hjerte.

Jul med Jesus er også noget andet. Det er at sprede glæde og velsignelse. Der går så mange »juleløse«, og det vil ikke blot sige dem, der ikke har råd til at holde en nogenlunde god jul for pengenes skyld.

Men det er de mange hjerter, der er uden glæde og tryghed, men i stedet har nød og sorg i sit hjerte, endog uden de ret ved af det. Holder vi jul med Jesus, bærer vi glædens budskab med os, hvor vi går, og spreder noget af mørket.

Gud hjælpe os til at holde jul med Jesus, og Gud give, at denne ulykkelige slægt må finde julens dybe hemmelighed, sådan som Matthæus har citeret den fra Esaja:
»Det folk, som sad i mørket, har set et stort lys, og for dem, som sad i dødens land og skygge, for dem er der opgået et lys«.
Niels Mann.

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1949

torsdag den 15. december 2016

1916: Aarhus Centralmission køber Mindegade 15

Aarhus Centralmission har købt Ejendommen Mindegade 15 for 34000 Kr. Det er et Sted, der har været blandt Byens værste Buler — Vi overtog Huset d. 15. December, og den 17. December holdt vi de første Møder i Missionssalen dér.

Søndagsskole Kl. 2, Møde for Venner af Missionen Kl. 3½ og offentlig Møde Aften Kl. 9. Det var en velsignet Begyndelse. Mange vaade Øjne vidnede om, at der ikke blev talt forgæves.

I Julen holdes der Gudstjeneste, to Julefester, og til Nytaar tænker vi at have en Uddeling af Fødevarer.

* * *

Angaaende Planen for Missionen skal jeg henholde mig til, hvad jeg har skrevet i de Cirkulærer, der er udsendt i Aarhus i 4000 Ekspl.:
Det er Tanken at indrette et jævnt udstyret Forsamlingslokale, der vil blive i særlig Grad »de fattiges Kirke«, og her vil blive holdt Møder for fattige Kvinder og Mænd, for Søfolk, for fattige Børn o. s. v. Her vil ligeledes Evangelisk Afholdsforening optage en speciel Gerning. Der staar allerede en Stab af Medarbejdere rede til at optage denne Missionsgerning.
Foruden dette vil der blive indrettet en Læsestue for Søfolk og for hjemløse Mænd, hvor de kan finde Husly og Varme og Venlighed gennem de kolde Vinterdage og Vinteraftener.

Endvidere vil der blive etableret et Kontor, hvor fattige Mænd og Kvinder kan henvende sig og blive hjulpne med Klæder, Fødevarer, Arbejde og Vejledning og Hjælp.

Hele denne Virksomhed vil være i nøje Kontakt med Velgørenhedshjemmet i Frederiksgade, men vil have sin specielle Gerning at udføre som Redningsstation for alle saadanne, som er kommen ud paa Skyggesiden af vort Samfund.

Saa snart Midlerne tillader det, er det Tanken at indrette andre Virksomheder, efterhaanden som Trangen dertil maatte komme.

L. C. Larsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 29. december 1916

tirsdag den 13. december 2016

1916: Pastor Bast i Hjørring

Efter Indbydelse var Pastor Bast i Hjørring Onsdag d. 13. Decbr. og holdt et Lysbilledforedrag om »Centralmissionen« i København.

I den Anledning havde vi lejet Byens største og smukkeste Sal, som kan rumme ca 800 Mennesker.

Mødet blev for Hjørring By en Begivenhed. Over en Time før Mødet skulde begynde, strømmede Folk til Lokalet for at sikre sig Siddeplads — og da Klokken var 8, var den store Sal ogsaa fyldt til sidste Plads.

Undertegnede aabnede Mødet med Sang og Bøn, hvorefter Pastor Bast — før han fremviste Lysbillederne — holdt en kort, men gribende Tale, hvori han i Særdeleshed angreb Drikkeriet. Derefter fremvistes de mange prægtige Billeder, og Pastor Bast fortalte jævnt og ligetil om Storstadens Nød og om Centralmissionens velsignelsesrige Virksomheder.

Forsamlingen var greben.

Til Tider var der ganske stille i Salen, mens alle betragtede f. Eks. Billedet af en ung, fattig Mand, som laa og sov paa en Bænk — i næste Øjeblik brast den store Forsamling i Latter, da de berømte, gamle, hullede Støvler viste sig paa Lærredet — og man forbavsedes over, hvor meget der var bleven ud af dem — og forundrede sig over Pastor Basts Opfindsomhed, naar det gjaldt at afhjælpe Nøden.

Pastor Bast holdt saaledes den store Forsamling i Aande i et Par Timer. Mødet sluttede Kl. ca. 10½, og alle var sikkert glade for, hvad de havde hørt og set. Aftenen gav en Indtægt paa ca. 400 Kr. Desuden blev der solgt 255 Evangelietoner og ca. 200 Ekspl. af »Fyrtaarnet«.

Chr. Tjagvad.

Bragt i Kristelig Talsmand, 29. december 1916

lørdag den 10. december 2016

1976: Vejle menighed fejrer sit gamle kapels 100-årsdag

Den 10. decemder er i år en mærkedag for Vejle menighed.

Den dag - for 100 år siden i 1876 indviedes den smukke forbygning ud til Vissingsgade til menighedens kapel.

Metodismen kom til Vejle allerede i 1860, men man havde siden virket ud fra en lejet sal. Som menigheden voksede i tal, blev det nødvendigt med et andet samlingssted.

I 1873 købte man grunden i Vissingsgade, men først i 1876 kunne det nye kapel tages i brug.

Bortset fra kirketårnet og den smukke indgangsportal ser bygningen ud som på indvielsesdagen.

I referatet fra indvielsen fremgår det, at kirkesalen kunne rumme ca. 250 personer, og at der i samme etage også var et skolelokale.

Der var nemlig oprettet en dagskole allerede 1. november 1874 for menighedens og andre venners børn, og denne skole fik nu plads i det nye kapel. Der er ingen tvivl om, at skolens virksomhed fik stor betydning for menighedens hele udvikling. På 1. sal var der bolig for præsten og hjælpeprædikanten.

Der er noget forunderligt ved at bo og virke i denne 100-årige gamle bygning. Som vi synger:
Tider skal komme, tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.
Aldrig forstummer tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang!
Kapellet blev begyndelsen til den senere store kirke, der byggedes i 1892.

Er det egentlig ikke betegnende, at hver gang vi skal i kirke, må vi gennem »det gamle kapel« med de mange minder om fædrenes tro, dem, der lagde grunden, som vi senere slægter kunne bygge videre på. Med dyb taknemmelighed og ærefrygt vil vi mindes pionærernes stærke tro og vovemod!

Gennem disse linier vil vil også gerne sende en hjertelig hilsen til de mange ude i landet, der har haft tilknytning til Vejle menighed.

Pastor A. Rogert, der var menighedens præst, da menigheden fejrede sit 75-års jubilæum skrev i afslutningen på et særligt jubilæumsskrift om to ting, som han havde fundet væsentlige i Vejle menighedsliv.

Det første, at det var en vækkelsesmenighed og det andet, at der var en stor flok af trofaste, frivillige medarbejdere i alle grene af virksomheden.

Spørgsmålet kom uvilkårligt til mig: Gælder det også for os i dag i året 1976?

Gud give, at vi her i Vejle såvel som i hele vor elskede kirke, må opleve en åndelig fornyelse både i vor personlige erfaring som i vor tjeneste for Gud og kirken.

På Vejle menigheds vegne
Hans Kristian Bhutho.

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

1926: Jubilæet i Vejle


50 Aars Dagen for Indvielsen af det gamle Kapel blev højtideligholdt ved en vellykket Fest i Kirken Fredag Aften den 10. December. En talrig Forsamling af Medlemmer og Venner var kommet tilstede.

Undertegnede indledede med Andagt og holdt derefter en Tale angaaende de historiske Kendsgerninger vedrørende Kapellets Indvielse.

Den første Metodistprædikant, der virkede i Vejle, var B. Smith, som i 1860 kom her til Byen og begyndte at holde Møder i et privat Skolelokale.

Senere besøgte Pastor Chr. Willerup Byen, og der blev lejet et større Lokale i Flegborggade, som indviedes til kirkeligt Brug den 12. Maj 1861.

I en Beretning om Arbejdet fra 1861 siges der:  
»Vejle er en lovende Arbejdsmark, og skønt vort Medlemstal er ringe, er Fremtidsudsigterne gode«. 
Menigheden gik i de nærmest følgende Aar jævnt fremad i Antal, i 1876 byggede man Kapellet i Vissingsgade. Indvielsen fandt Sted den 10. December, og det er saaledes nu 50 Aar siden, denne Højtidelighed fandt Sted.

I sin Indberetning til Kvartalsmødet den 20. Januar 1877 skriver Pastor Karl Schou herom følgende:
»Den 10. December blev det nye Kapel indviet. Der havde samlet sig en meget stor Forsamling baade Formiddag og Eftermiddag, og jeg tror at turde sige, at Gud var til Stede for at velsigne. Mange af Byens Borgere og flere Borgerrepræsentanter bivaanede Indvielsen. — Menighedens forrige Forstandere, Br. Sørensen og J. J. Christensen, var tilstede for at tage Del i Indvielsen, der forrettedes af Superintendenten, Pastor Karl Schou. Siden Jul har der været afholdt Gudstjeneste i Kapellet hver Aften. Det har været velsignede Møder, og jeg har Grund til at tro, at flere har fundet Frelseren og mange er øjensynligt vakte til Bekymring »for deres Sjæles Frelse«.
Om Menighehedens Stilling paa dette Tidspunkt siges det, »at det bedste var, at der fandtes en levende Menighed til at samles i og virke ud fra dette Hus, saa at det efterhaanden blev for lille«.

I 1892 blev det derfor udvidet med en stor Kirkebygning i Gaarden, og det gamle Kapel til Gaden blev omdannet til to gode Mødelokaler. Bygningen blev forskønnet med et Taarn og en Portal. Desuden blev der indrettet Bolig til Præsten paa 1. Sal foruden en mindre Lejlighed. Dette var medens Biskop Bast var Menighedens Præst.

Fra den ringe Begyndelse er Samfundet vokset frem til i Dag at tælle 380 voksne Medlemmer og 65 Prøve-Medlemmer og der udføres fremdeles et alsidigt Menighedsarbejde,ikke mindst et godt Ungdoms- og Børnearbejde.

Der er nu kun fire Medlemmer tilbage fra den Tid, da Kapellet indviedes, nemlig Claus Nielsen, der blev blev optaget i 1868, Kathrine Hansen, Jens Schousen-Buch og Rasmus Munk, der alle blev optaget i 1874.

Efter at Kirkens Strengekor havde sunget, smukt, blev Ordet givet til Pastor P. M. S. Jensen, der var Aftenens Hovedtaler. Han begyndte med at mindes de Tider for 50 Aar siden, da han som ung Prædikant var med i Gerningen i Vejle. Derefter talte han ud fra den 122 Salme om Herrens Hus, der er grundlagt paa den evige Klippe og opført af levende Stene.

Efter Talen var der fælles Kaffebord, og ved Bordet tog adskillige af Menighedens ældre og yngre Medlemmer Anledning til at udtale sig om deres Kendskab til Menigheden gennem de svundne Aar. Det kom til at forme sig som et velsignet Vidnemøde, der gav et levende Indtryk af de rige aandelige Velsignelser, som Herren gennem de mange Aar har skænket sin Menighed paa dette Sted.

Forskellige Hilsener blev fremført og Genhilsener vedtaget, bl. a. til de af Menighedens tidligere Præster, der endnu lever.

Det blev helt igennem en vellykket Fest, der længe vil mindes.

Søndag Formiddag afholdtes en Jubilæumsgudstjenesten. En stor Forsamling fyldte Kirken, og det blev en meget velsignet Gudstjeneste. Pastor P. M. S. Jensen prædikede, og af hans Prædiken hidsættes følgende korte Uddrag :

Tekst: »Jesus Kristus er i Dag og i gaar den samme, ja, til evig Tid«. (Hebr. 13, 8).

Pastor Jensen dvælede først ved Guds Søns to over al Beskrivelse herlige Navne: Jesus Kristus som Frelserkongen eller Kongefrelseren. Derefter føjede han til Navnene Ordet er og fastslog, at Jesus Kristus er.

Han er en Virkelighed, ingen Sagnfigur eller Myte, men en historisk Personlighed og tillige en sand og evig Gud. Derefter samlede han Teksten i dens Ordlyd og benyttede den først fra det Tidspunkt, den var skrevet af Hebræerbrevets Forfatter og talte derfra om en Fortid, Nutid og Fremtid. Han spurgte derpaa:
»Hvorledes var Jesus igaar?« 
Ved igaar forstod han Tiden fra Jesus begyndte sit Læreembede til hans Opstandelse og viste derefter, hvorledes Jesus var i sit Forhold til den store Menneskeskare og til de enkelte Personer. Med Nutiden mente han Tiden fra Jesu Opstandelse til den Tid, Hebræerbrevet blev skrevet og kaldte denne Dag.

Han viste, hvorledes Jesus var imod Disciplene, den store Mængde (Pinsefesten) og de enkelte Personer. Med Fremtiden betegnede han Tiden fra Apostlenes Dage til vor Tid, og endelig anvendte han Teksten som udtalt i Nutiden, hvorved der fremkom en Fortid, hvor han dvælede ved Kapellets og Menighedens Historie i de 50 Aar, om den skyfulde, men alligevel forhaabningsfulde Nutid, idet Jesus stadig er den samme og derpaa den herlige Fremtid for Guds Folk, der skal ende med den salige Evighed sammen med den uforanderlige Frelser i Faderhuset.

Idet denne Beretning om vort 50 Aars Jubilæum sendes Talsmandens Læsere, ønsker jeg sluttelig at tilføje en Hilsen fra vore Venner her i Menigheden til alle Trossøskende ud over det ganske Land.

Herren har forunderlig velsignet denne Menighed, og vi staar i Dag ved 50 Aars Mindestenen og skuer fremad efter nye Velsignelser.

Vi tror, at Gud er mægtig til fremdeles at virke gennem os og der er i Sandhed Anledning nok i denne By med sine ca. 25,000 Indbyggere.

Herren hjælpe os at være rette Husholdere over de betroede Naadegaver!

Broderligst
Vilh. Jørgensen

Bragt i Kristelig Talsmand, 31. december 1926

Niels Mann: Lyset sejrede

Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. (Joh. 1,5).

Dette kendte vers havde i den gamle oversættelse formen »og mørket begreb det ikke«.

I den nye har det fået versionen »og mørket fik ikke bugt med det«.

Denne sidste form forekommer sikkert os alle at være langt stærkere. I den gamle oversættelse er det, som om man blot finder det negative i sagen:

»Mørket begreb det ikke«, og det havde mørket affundet sig med, og sagen var dermed færdig. Der var ikke videre at foretage.

Men i den nye form aner man, at der har stået en voldsom kamp imellem de to magter: lyset og mørket. Men det var umuligt for mørket at få bugt med lyset, hvor megen kraft og snille mørket end anvendte i kampen.

Mørket fik ikke bugt med lyset.
Her er julen.

Lyset kom, og det måtte komme til en voldsom kamp imellem de to største magter. Denne kamp begyndte i realiteten julenat, selv om den da var i sin allerspædeste vorden.

Men da Jesus Kristus var bleven mand og trådte frem og viste sig for menneskene med sit revolutionerende program, fortalte, hvem han var, og hvad han ville, tilspidsedes kampen, til den nåede det endelige punkt, hvor den måtte føres til: Golgata.

Det var ikke en kamp imellem Jesus og farisæerne, eller mellem Jesus og Pilatus, men imellem lyset og mørket.

Mørket fik ikke bugt med lyset.



Men mørket synes alligevel at være den stærkeste, langt den stærkeste magt i tiden. Hvilke forfærdende kræfter, mørkets magt dog udløser, og hvor den spiller op med mennesker!

Men vi har fremdeles lov til at hævde, at mørket har ikke fået og aldrig vil få bugt med lyset. Lyset er ubesejret. Det ses jo dog — Gud ske lov — hver gang, Gud sejrer i et menneske.

At de mange, mange mennesker så ikke vil lukke op for lyset, men hellere være i pagt med mørket, er jo aldeles intet bevis for, at mørket har fået bugt med lyset.

Man ville lige så vel kunne påstå, at natten engang ville få bugt med dagen og mørket ruge over os i 24 timer i døgnet.

Gud være lovet, at lyset fra det høje har besøgt os, og mørket skal ikke få bugt med det. Nu står vi igen foran den store højtid, der påny fortæller os om, at den er kommen »med solhverv for hjerterne bange«.

Måtte vi da rigtig kunne glæde os i lyset, og holde lysets fest med glæde.

N. M.

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1950

Hans Växby: Jul for de små

Julen er en skøn højtid. På mange måder og for mange mennesker er det den bedste tid på hele året. Og den fortjener det!

De små
En af årsagerne til, at julen er en så stor højtid, er, at de små forstår den. Ikke bare på den måde, at den er enklere at forklare for et barn, end de andre højtider er det. Men fremfor alt, fordi barnet synes at kunne forstå på et dybere plan, hvad julen drejer sig om.

Jeg husker, hvordan det var, da jeg var ude at gå med en af vore drenge, da han lige havde lært at gå. Der kom mange voksne mennesker forbi ham, uden han værdigede dem et blik - det at gå krævede al hans opmærksomhed.

Men så kom der et andet lille barn gående - og så blev det anderledes: Det med selv at gå var pludseligt ikke så vigtigt længere. For her kom et menneske, der befandt sig på samme plan, som talte samme »sprog«, og sikkert havde noget interessant at fortælle.

Sådan tror jeg, det er, når vore børn ser Jesus-barnet. Gud taler samme sprog som dem, og de åbner deres sind på vid gab for at tage imod, hvad han har at give.

Det er måske derfor mange af os voksne synes, at en rigtig jul skal fejres sammen med børn, fordi de forstår underet i krybben, så får vi også del i glæden.

Jesus kaldte engang et barn hen til sig og stilledet det midt blandt disciplene og sagde:
»Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.«
(Mat. 18,2-3)
De små
En anden ting, der gør julen så fin, er, at de fleste, der var med den første julenat, var ganske almindelige mennesker.

Vist begynder juleevangeliet vældig pompøst med at nævne Kejser Augustus og statholderen Quirinius, men når der begynder at ske noget, så er de allerede »glemte« - de er der bare for tidsangivelsens skyld. Ikke engang den lokale lydkonge Herodes var med - og vi husker, hvor fornærmet og truet han følte sig.

Nej, det var hyrder, der blev indbudt til at være med, da verdenshistorien tog en ny vending. Hyrderne var repræsentanter for den ganske jævne og almindelige arbejder - her i Norden måske en hårdtarbejdende arbejder i metalindustrien, der så skulle møde englene på værkstedsgulvet.

De var lavtlønnede, uden titel og palads. Men det var til dem, Himlens hilsen kom. Det var disse samfundets små, som fik den ære at være blandt de første, der så underet i krybben.

Jesus viste siden med sin undervisning og hele liv, at de små har en særlig plads i Guds plan og Guds hjerte.
»Alt, hvad I har gjort for en af disse mine mindste brødre, det har I gjort for mig.«
(Mat. 25,40).
Vi små
De fleste af os, som deler disse tanker, er sikkert hverken børn eller metalarbejdere (tak Gud, hvis du er, for så har du sikkert allerede set, hvor vigtig du er i Guds øjne!), men julens vidunderlige budskab er, at ingen af os behøver at være noget specielt.

Vi får lov til at erkende, at vi er små og ikke skal være store og betydningsfulde for at være med, når Gud giver sin kraft og kærlighed.

I stedet bliver Guds søn så lille, at vi med et barns selvfølgelighed og tillid overgiver os til vor Fader.

Og Guds søn vinder sejr over roden til al ondt, så vi med glæde lader Ham være Herre i vort liv.

Derfor er underet i krybben værd at fejre en gang om året, og Guds søn værd at følge hele livet igennem.

Hans Växby

Kristelig Talsmand,
Uge 50, 1990

mandag den 5. december 2016

1976: Biskop Muzorewa på besøg i Jerusalemskirken

Det var meget spændende, da hr. Poul Brandrup fra Dansk Ungdoms Fællesråd telefonerede og sagde, at biskop Muzorewa ville komme til København med kort varsel fra sit forhandlingsmøde i Geneve.

Besøget løb af stabelen lørdag den 4. og søndag den 5. december. Forinden blev det udvirket, at der blev reception ved en frokost i Udenrigsministeriet, hvortil også undertegnede var indbudt sammen med biskop Muzorewa og de af hans medhjælpere, der var med i København.

Udenrigsminister K. B. Andersen var selv til stede og holdt en smuk lille tale for biskoppen og for hans indsats for Zimbabwes eller Rhodesias befrielse. Dette var fredag den 3. december.

Lørdag den 4. december var der indbudt til et møde i vore ungdomslokaler på 4. sal. Mødet var sat til kl. 15, men på grund af biskoppens stærke optagethed - han sad stadig kl. halvfire til møde i Ungdommens Fællesråd - blev mødet noget forsinket.

Vi drak i mellemtiden en kop kaffe, og de, der ventede, blev ikke skuffede, men fik et levende indtryk af den mand, der med liv og sjæl har identificeret sig med sit folk og er gået ind i dets lidelser og er blevet dets kårne leder. Om han også til sin tid bliver den, der får lov at lede en kommende majoritetsregering for Zimbabwe, er naturligvis et åbent spørgsmål.

Men foruden biskoppens spørgsmålstime den lørdag eftermiddag fik vi søndag formiddag en stærk prædiken ud fra Mattæus kap. 16:24-25: Da sagde Jesus til sine disciple:
»Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det«.
Ved en middag i Ruth og Henning Bjernos hjem fik jeg lejlighed til at forhøre mig lidt om Metodistkirkens forhold i Rhodesia:

Biskop Muzorewa, hvor mange metodistkirker er der i Zimbabwe?

Der er 5 forskellige, nemlig vor egen kirke, Den Forenede Metodistkirken, og den, der er udgået fra Englands missionsarbejde. Så er der den afrikanske, biskoppelige Metodistkirke, der støttes af de sorte i USA. Der er den afrikanske metodistkirke, der er brudt ud af den engelske metodistkirke på stedet, og endelig er der de frie metodister. Foruden dem er der adskillige andre kirkesamfund, hvorimellem den anglikanske kirke spiller en fremtrædende rolle.

Hvordan trives det åndelige liv i kirkerne?

Der er et meget stærkt åndeligt liv, specielt er bønnebevægelsen stærk i Den Forenede Metodistkirke. Søndag morgen ved daggry samles folk i store skarer til forbøn for gudstjenesten. Fredag ved daggry er det især kvinderne, der samles til bøn. Denne bevægelse har også spredt sig til andre kirker. Bønnebevægelsen startede blandt de studerende ved det teologiske seminarium og bredte sig derfra til andre grupper.

Hvordan er kirkernes forhold til biskoppens arbejde i det afrikanske nationale råd?

Folk støtter os i dette arbejde, og mens konferencen er i Geneve, samles folk i hvert fald 2 gange om ugen til bøn, og dette gælder så vel folk, der har overgivet sig til Kristus som mange, mange andre.

Hvor stærk er metodismen i Zimbabwe?


I vor kirke er der alt iberegnet ca. 50.000 i konferencen. Der er over 400 kirker.

Hvordan ser biskoppen på kirkens fremtid?

Der vil være en fremtid for kirken. Når hvide kristne optræder ansvarligt, er de accepteret og vil blive det. Der er i øjeblikket mange unge, der føler kaldet til at blive præster, ja, så mange, at vi ikke kan klare det økonomisk for øjeblikket. Præsterne må nemlig have 5-6 kirker hver, ellers går det ikke økonomisk, men havde vi penge til det, kunne vi have en præst ved hver kirke.

Hvordan uddannes præsterne?

Der er i dag et interkonfessionelt præsteseminarium, hvis rektor er metodist, men tidligere var seminariet metodistisk og Kåre Eriksen fra Norge var dets rektor. Seminariet har i øjeblikket ca. 30 studenter fra de forskellige kirkesamfund.

Hvor mange missionærer er der fra fremmede lande?

Vore missionærer kom fra Skandinavien, jeg blev selv hjulpet til verden af en svensk jordemor. Desuden kom de fra Schweitz og USA. Der har tidligere været mere end 100 missionærer. I dag er der vel ca. 30.

Erik Kyst.


Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

søndag den 4. december 2016

Mogens Bjerno: Til glæde

Evangeliet kommer til os med al dets føn og karskhed. Det taler til os i enhver situation, i hvilken vi kæmper og lever.

»Et evangelium, som kommer i generelle vendinger uden at henvende sig til vort liv, vor kamp, vor angst, vor glæde, vore forhåbninger, vor desperation er dømt til at være uden virkninger.

Derfor må vi gøre mere end blot gentage bibelske vendinger. Vi må anvende kraften i dette ord for den situation, som vi nødvendigvis lever i.«

Sådan har Allan Boesak fra Sydafrika sagt. Det er ord, vi kan lære noget af.

Altså: ikke bare gentage bibelske vendinger, men anvende kraften i Ordet - ind i vore aktuelle situationer. Det er evangeliets hensigt.

Floskeltid
Adventstiden er kommet. Jeg fristes til at sige den kirkelige floskeltid. For det bliver den meget, meget nemt.

Alle gode og velmente ønsker om »fred«, »glæde«, og vendinger med disse ord, kan så alt for let blive tomme sprogblomster.

Da kom den tanke: hvordan mon vor Herre oplever vor floskel-plabren? Trækker han på skuldrene? Ryster han smilende på hovedet? eller tænker han: gid de ville lade de tomme ord i fred? det vil være til glæde!


Glæden for hele folket
Ikke for ingenting begyndte det hele med: »Glæden til hele folket«. Glæde og fred er jo netop forbundet med englenes budskab og lovsangskoret julenat.

Det er ikke bare bibelske vendinger, men kraften og indholdet fra budskabet skal omsættes gennem
 vor tilværelse og i vor menighedssituation.

Det gælder både i glæde og mod, som i frygt og modløshed.

»Glæden til hele folket« virkeliggøres, når Helligånden fremmer troen.

Hvor mennesker deler livets glæder og sorger, forstås og formidles evangeliet.

Ofte er de bedste forkyndere de beskedne, usentimentale mennesker, som trofast samles i små omsorgsfulde menigheder, og som gennem hele deres livsførelse fremkalder spørgsmål som: »Hvad giver dig mening i din tilværelse?« »Hvad er kraften i din magtesløshed?«

Ved at dele vore erfaringer med hinanden, oplever vi, at Kristus kommer med »glæden, som er for hele folket«.

Det er ikke en floskel - det er liv, det er kraft i enhver aktuel situation. Det vil være til glæde!

God advent!

Mogens Bjerno

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1986

fredag den 2. december 2016

1976: En speciel aften i Betaniakirken

Det var ungdommen, som stod for en »Alles aften« med emnet »Giv os i dag . . .« tirsdag den 2. dec. Programmet var inspireret af og til fordel for indsamlingen »Flygtning 76«.

Det viste sig, at netop dette program var kommet i de rigtige hænder hos ungdommen.

Aftenen startede med, at der var tre, der sang »Hymn to Freedom«, og så blev der øst op af det righoldige stof med eksempler på flygtninge fra forskellige dele af verden. Vi så Bitsch-Larsens film, som handler om et eksperiment i Afrika med hjælp til selvhjælp. Kaffen serveredes med en bemærkning om, at den måske skulle være undgået netop sådan en aften. Der var udstilling og livlig salg af plakater o. a. materiale.

Forud havde ungdommen været ude på Nørrebrogade og rasle med bøsserne, og alt i alt indkom der netto kr. 1.028,70. Ved andagten blev der fremdraget eksempler på flygtninge i Bibelen.

Det var i al fald et emne, som havde engageret ungdommen, og det blev derfor en god aften.  

Poul Poulsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

torsdag den 1. december 2016

Emil Larsen: Kan Stemningen holde?

Der er noget, vi kalder Julestemning. Og enhver af os ved, at denne Stemning er forskellig fra alle andre Stemninger.

Og det er ikke bare, fordi den faar os til at tænke paa straalende Julelys og Gran, paa tindrende Barneøjne, Kirkegang og Salmesang, Gaver og Sne, Barndomsminder og alt dette.

Men Julestemningen ligger dybere, den ligger nede i de Sindets Dybder, hvor det guddommelige rører sig.

Til andre Tider af Aaret kan man maaske holde sig det fra Livet, men naar Jul er nær, saa er der en usynlig Magt, der fører os ned til Sindets dybe Skakter, hvor Gudslængselen bor, og hvor vi alle længes efter at se Paradis opladt paany. Blive Børn, der hører Guds Stemme, der lytter til Englebud og himmelske Sange.

Og naar vi indstilles paa den Bølgelængde, saa kommer vi i Julestemning. Og Julestemningens dybeste Tone er Offerglæden. Og den Glæde er i Pagt med Guds Kærlighed. Mennesker, som ikke til daglig røres af andres Nød, giver gladelig til ti forskellige Juleindsamlinger. Og andre, der aldrig viser deres nærmeste Opmærksomhed, gaar og tænker paa, hvad de kan glæde denne eller hin med.

Godsindet kommer op i os ved Berøring med det Sindelag, der var i Gud Fader, saa han i Kærlighed gav os sin enbaarne Søn, og det Sindelag, der var i Kristus Jesus, han som blev fattig, for at vi ved hans Fattigdom skulde blive rige.

Hvis vi alle var, som vi er i Julen, vilde vi saa ikke alle være glade og gode? Hvis vi altid levede i Julens Land, vilde det saa ikke være et Land, hvor Nød og Elendighed var sat ned til et saa lille Minimum, som det er tænkeligt under menneskelige Kaar? Sikkert.

Men vi oplever ogsaa Aar efter Aar, at Julestemningen er en Stemning, der hurtig fortager sig. Den svinder bcrt, endog før Duften af Gran er ude af vore Hjem. Spørgsmaalet bliver saa: Kan denne Stemning holde? Er det muligt paa en eller anden Maade at udstrække den til at vare til Paaske eller til Pinse, eller til at vare hele Aaret ud?

Og dette er muligt. Det vil ske, hvis Juleevangeliet gaar os til Hjerte og bliver bevaret levende i vort Hjerte. Saadan bar Maria sig ad, den Kvinde, der blev Frelserens Mor. Om hende staar der, at alt det, Hyrderne fortalte hende om Englesyn og Evangelium, om Sang fra Himlen og Lys fra det høje, det bevarede hun altsammen i sit Hjerte.

Var det ikke ogsaa en Overvejelse værd for os, om vi ad samme Vej kunde bevare Julens Stemning gennem hele Aaret, daglig høre den Sang fra Himlen, som aldrig forstummer, og daglig lukke op for det Sindelag, der var og altid er i Jesus Kristus?

Emil Larsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 25. december 1936

onsdag den 30. november 2016

Karna Bræstrup: Kender du en?

Hvert år i november fyldes jeg med en stille, rislende glæde. Sådan har det været siden jeg var lille. De første år var det nu nok mest julegaverne, som gav anledning til glæden.

Jeg holder meget af at pynte op og julen giver jo én den bedste anledning på hele året til lige netop det. Jeg elsker hyggen i en lun stue, en mørk aften. Sådan var det også da jeg var barn.

Men med tiden gik det selvfølgelig op for mig, hvad det var for en »julegave«, der er den egentlige årsag til glæden. Alligevel er det sådan, at jeg og resten af den danske befolkning hvert år på denne tid gribes af en ubetvingelig trang til at hygge sig, pynte op og bruge penge.

Overalt bliver vi i adventstiden bombarderet med reklameslogans, som alle går på et eller flere af emnerne: Hygge, mad og gaver. Desværre er det vist de færreste, som skænker Maria, Betlehem, stalden og Jesus mange tanker mens de jager rundt for at nå det hele.

Jeg har oplevet, at jeg længe inden juleaften kunne være godt træt af det hele, på grund af al den travlhed, men når jeg så i en stille stund minder mig selv om Jesu fødsel i fattige omgivelser, foragter jeg mig selv lidt fordi, jeg alligevel med iver kaster mig ud i »juleræset«, som om julen ikke kan fejres uden al denne ydre glans og herlighed. Samtidig med disse melder der sig andre tanker.

Man siger, at julen er hjerternes fest, julen er familiens fest osv. Det er ligesom en selvfølge, at man holder jul sammen med nogen. Bare tanken om at være alene juleaften kan gøre en helt elendig.

Ensomhed er en byrde, som er ekstra tung at bære, når julen stunder til. I de lange helligdage får tankerne frit spil, ensomheden føles ekstra bitter når alle andre tilsyneladende hygger sig i familiens skød.

Ud over det ganske land er der tusindvis af mennesker, som ikke har nogen at fejre kirkens store glædesfest sammen med - måske kender du en?

Med ønsket om en velsignet julefest i hjem og kirke sender jeg alle M.K.’ere mange venlige hilsener,

Karna Bræstrup

Bragt i MetodistKvinden, November-December 1983

søndag den 27. november 2016

Charlotte Nyberg: En forberedelse til fødsel og genkomst

Advent, Mark. 13:33-37

Med adventstiden indledes et nyt kirkeår. I denne tid forbereder vi Jesu komme - ikke blot hans fødsel i julen, men også Jesu genkomst.

Derfor er adventstiden ikke i kirkelig forstand en hyggelig før-julefest. Fra gammel tid har advent den lilla bodsfarve og den alvorlige tone fælles med påskens forberedelsestid - fasten.

Adventstiden er til selvransagelse -både som kristen og som kirke. Vi skal bruge tiden til at se vort liv i lyset af Jesu genkomst.

Jesus forberedte sine disciple på, at han ville komme tilbage, sådan som han forberedte dem på, at han skulle forlade dem. Han fortalte om kommende trængsler og forfølgelser, om frafald og falske profeter.

I det hele taget blev det ikke skjult for dem, at det ville blive svært både at være til og at være kristen. Alligevel må de ikke give op - men holde ud, Jesus kommer! Jesus fortæller dem en lignelse om husherren, der drager udenlands og i sit fravær overdrager huset til sine tjenere. Alle fik opgaver og magt til at udføre disse.

Fælles for de forskellige tjenere i huset er, at de alle må være på vagt og forberedte til husets herre vender tilbage - det er det, de skal se hen til.

Fler har vi os selv placeret i tiden -som husholdere og dørvogtere ventende på, at Herren skal vende tilbage. Vi har på forhånd fået klar besked om, at det skal blive hårde tider og være svært at være kirke og kristen, men det til trods, har vi fået overdraget en opgave i tiden og i verden. Vi har et ansvar, og magt til at forvalte dette ansvar.

Lever vi som ansvarlige forvaltere?
Adventstidens spørgsmål lyder: Lever vi som forvaltere, der hele tiden har det for øje, at husets herre kan komme tilbage når som helst, og at han har overdraget os et ansvar.

Mange gange lader vi os overvælde af problemerne, der omringer os netop nu, det gælder både kirken og den enkelte kristne. At det er forudsagt os, at der skal komme trængsler, og at det skal være tegn, der skal få os til at huske, netop på Jesus genkomst, det ser vi måske ikke så ofte.

Det hele havde været lettere, hvis vi ikke havde levet i uvished om tiden for Jesu genkomst. Mange har forsøgt at regne tidspunktet ud - til trods for, at Jesus udtrykkeligt har sagt, at ingen kender tidspunktet undtagen faderen.

Netop det, at vi ikke kender tidspunktet, skal gøre os mere skærpede og vagtsomme, det skal holde os til vor opgave.

Er vi parate til at modtage husets herre? Kan vi aflægge regnskab for det, vi er blevet betroet?

Tegnene har vi fået, som kristne til alle tider har fået deres tegn, for at vi skal huske den begrænsede tid.

Vor opgave rækker uden for kirkens mure

Paulus skriver i Romerbrevet: »Frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende« - det gælder også tidsmæssigt - vi er Jesu genkomst nærmere, end disciplene var på Jesu tid.

Profeterne i Det gamle Testamente taler om Herrens dag med stor respekt. Det er ikke kun glæde, men også en opgørelsens tid. Da skal helliggørelsens frugter ses, da er det for sent at lede nogen til frelse, for sent at gøre andre opmærksom på, hvor meget det har betydet for dig at være en kristen.

Hvad er da vor opgave i verden? I tiden? Husholdere og dørvogtere, skrev Markus. Meget afhænger af, hvordan vi tolker denne lignelse.

Opfatter vi huset som Kirken, så er dørvogterne præsterne og husets personale de kristne - altså de frelste. Da handler lignelsen om, at vi i kirken må være forberedte på at modtage Jesus, nærmest som når en stor prædikant ventes på besøg.

Men Jesus er ikke guru for en lille udvalgt skare disciple. Han er verdens frelser. Det hus, han overlod sine disciple at være tjenere i og dørvogtere for, det er verden. Jesus er Vejen til verdens frelse, og Han ønsker ikke, at en eneste skal gå fortabt.

Vi har altså fået en overordentlig stor og betydningsfuld opgave, som også rækker langt uden for kirkens trygge mure. Derude hvor problemerne er og kampen kæmpes.

Adventstiden er en ransagelsens tid, hvor vi igen skal have rettet vort liv og vor gerning ind efter den opgave Jesus gav os.

Adventstiden er også tidspunktet for at sande, at vi ikke blot fik opgaver og ansvar, men også kraft og myndighed til at udføre, hvad der forventes af os.

Lad os forberede Jesu komme!

Charlotte Nyberg

Bragt i Kristelig Talsmand, 23. december 1986

fredag den 25. november 2016

1989: Julebrev fra Jette og Anders i Kapanga

Her er en hilsen fra os i Kapanga for at ønske jer en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår. Her har vi det begge godt, sunde og raske, så hvad kan vi ønske os mere. Det skulle lige være at kunne holde jul hjemme hos familien. Det har vi tænkt os at gøre, idet vi lukker øjnene og betaler billetterne med et smil!

Kapanga, 25. november 1989.

Anders bygger klinikker
Anders arbejder som sagt for ISROS, som er et byggeprojekt fra USA. Han skal bygge og istandsætte 13 klinikker og dele af hospitalet her i Kapanga.

Begyndelsen til de nye klinikker.
Niels French havde allerede bygget en del, da vi kom, og Anders er fortsat, hvor han slap.

Arbejdet går godt, det kniber dog for afdelingen i Lubumbashi at sørge for forsyning af materialer, dem, de sendte sidst, er sluppet op. Dette betyder, at tingene ikke altid glider helt, som de skulle. Men i det store og hele går det godt.

De fem første klinikker er færdige og der er gjort indledende øvelser til opstart på tre nye. Det vil sige, at der er sendt to ud for at hjælpe byen med at lave mursten af en ordentlig kvalitet. ISROS har investeret i nogle murstenspressere, kirken herude har også nogle, så nu skal der bare sørges for at få fat i den bedst mulige lerkvalitet.

Det er meget vigtigt, at stenene bliver ordentlig brændt, de skal ligge i ovnene 3-4 dage, så der skal bruges meget brænde for at fyre i så lang tid, at der bliver sten til et enkelt hus på 90 kvadratmeter, som er størrelsen på klinikerne.

Jette underviser og arbejder på laboratoriet

 Som vi har fortalt tidligere, har ISROS også sat laboratoriet i stand, hvilket var
særdeles tiltrængt, det er blevet mere arbejdsvenligt og nemmere at holde rent, hvilket var en umulighed før.

Ved hjælp af de penge, vi har fået til laboratoriet hjemmefra, har der været mulighed for at få igangsat de mest nødvendige analyser, som f.eks. malarietest, tuberkulose, hæmoglobin og blodsænkning, urin og fæces. I øjeblikket laver vi ca. 25 forskellige analyser, hvilket skulle udgøre det, som er næsten uundværligt, hvis man ønsker et laboratorium, der skal bruges til noget!

Jeg er også begyndt at undervise i laboratorieteknik 4 timer om ugen. Det er lidt svært for mig, for i en fransk ordbog findes ikke rigtig de fagudtryk, jeg har brug for. Og for eleverne er det også svært, for når man er opvokset et sted som her, hvor man aldrig har lært, hvad en lineal er og hvordan den inddeles i centimeter osv., er det svært at fortælle om, hvordan en vægt virker og hvad det betyder, hvis man ikke gør tingene helt præcist.  Og hvordan forklarer man, hvordan et fotometer er bygget op.

Det er utroligt svært, jeg prøver virkelig at simplificere det ved at give eksempler fra dagligdagen. Men i det store og hele hygger vi os gevaldigt og jeg føler, at de lærer mere end før, så jeg har overvundet skrækken for at stå oppe ved tavlen og være den, der har svar på alt!

Fransk overlæge
Vi har på hospitalet fået en ny administrerende overlæge, det vil sige, at dr. Kakoma, som var her før, er rejst. Det er nu en fransk læge, Claude Haburé, som er vores nye chef. Med denne udskiftning ser vi frem til at kunne få stoppet nogle af de kanaler, hvor penge, medicin, benzin og andet tidligere er forsvundet igennem, det har været medvirkende til den store gæld, hospitalet nu har.

Vi ser fremtiden på hospitalet i møde med stor optimisme og beder om jeres forbøn, så vi kan få rettet tingene op, og at det vil være en sygeplejerske og en økonomisk administrator, der vil føle sig kaldet til at komme ud til os i Kapanga.

De bedste hilsener
Anders og Jette

Bragt i Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990

torsdag den 24. november 2016

Pastor Ejler Sørensen

Pastor Ejler Sørensen døde den 24. november 1976 i en alder af 91 år i Sønderborg. 

Den sidste tid var han plaget af sygdom, men mange af os husker ham som den, der utrættelig tog del i kirkens liv, under årskonferencer og præstemøder. Sin høje alder til trods, var han hele sit liv aktiv i tjenesten. 

Da han bosatte sig i Sønderborg, kom han til at øve en gerning indenfor folkekirken, i bibel timer og andet. Han var en meget afholdt prædikant. Pastor Ejler Sørensen blev optaget i konferencen i 1912 og pensioneredes i 1956 efter at have tjent i flere af vore menigheder.

Læs også: Fødselsdagsportræt af Ejler Sørensen (85)

Under stor deltagelse blev pastor Sørensen bisat fra Christianskirken i Sønderborg, hvor pastor Erik Kyst talte meget smukt over ham, og kirkens sognepræst forrettede jordpåkastelsen. Foruden pastor Kyst deltog også pastor Poul Rasmussen og Knut Bjarne Jørgensen.

Vi takker Gud for den tjeneste, pastor Sørensen fik nåde til at udrette for vor kirke. Vi beder Gud styrke familien, datteren Else, sønnen Harald, svigerdatter, børnebørn og øvrige familie, for hvem sorgen og savnet må være stort.

Læs også: Erik Kysts mindeord

Æret være pastor Ejler Sørensens minde iblandt os.    

kbj.

- - - 

Det er med tak i sindet, jeg tænker tilbage på de gange, jeg har arbejdet sammen med, mødt og talt med pastor Ejler Sørensen. Jeg har aldrig haft ham som menighedspræst, men i Centralmissionen og på »Solborgen« og ved Årskonferencerne mødte jeg denne milde, blide og fromme mand. 

Med stor glæde fik jeg ham til at fortælle om sin tid i Amerika, hvor han blev omvendt og studerede. Han var meget vidende og havde en skarp og klar tankegang. Hans »Solsikker« vil vedblivende minde mig om, at hans ansigt altid var vendt mod Livets sol - Jesus Kristus.    

FJ.

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

mandag den 21. november 2016

1976: Mogens Bjerno på besøg i Rønne

I ugen den 15.-21. november 1976 havde vi her i Rønne en møderække med Mogens Bjemo, Strandby. De to af aftenerne var vi i vores lille kirke i Allinge, resten af ugen var vi i Rønne. Det var en dejlig uge, hvor vi fik budskabet forkyndt, så det var til gavn og glæde for os alle sammen.

Lørdag aften havde vi »Drop in Café«, hvor vi sang sammen, og der blev aflagt vidnesbyrd. Mogens Bjerno holdt en bibeltime, hvor han gennemgik emnet »Frelsens vished«. Til sidst sang vi igen. Det var en uge, som er kommet til at betyde meget for mig selv, og jeg tror også, at de andre har fået meget ud af den uge.   

Susanne.

»Der stod i mit hjerte så streng en strid, ak, Verden blænded mit øje«, men så tog jeg til møderække i Rønne i tro på, at Jesus ville hjælpe mig. Og det gjorde han sådan: »Men Jesus kaldte på samme tid og vinked min sjæl mod det høje«.

Så løstes det problem, jeg stred med, fordi jeg lod Jesus hjælpe mig sådan at »Da følte jeg midt i den strid, jeg stred: De evige arme når helt herned«.

Det er jeg taknemmelig for, at de evige arme når helt herned, sådan at jeg kunne og altid kan hente hjælp hos Jesus, som jeg har gjort så mange gange før. Nu jubler jeg: »Har brug du for mig Herre kær? Her er jeg, send mig«.

Tak for en god møderække.   

Hans.

Vi har haft en god og velsignet uge i Rønne med pastor Mogens Bjerno som prædikant. Men først skulle der deles indbydelser ud i byen, og både unge og ældre kom i arbejde, og dermed var vor forventning begyndt hos alle. At det er svært at vække menneskers lyst til at komme i kirke, fik jeg bevis for, da jeg gav en dame en indbydelse. Det varede lidt, før hun svarede:
»Jeg tager den nu kun for billedets skyld. Det er nemlig mit barndomshjem, huset ved siden af kirken«. 
Da kan jeg siges at være mere heldig, for kirken i Østergade 16 var mit hjem, da jeg var stor pige, i nogle år, og er bestandig mit åndelige hjem.

Men mennesker, der overvandt deres magelighed og søgte kirken disse aftener, blev ikke skuffede. Mogens Bjerno kom med sit budskab på en dyb og inderlig måde, så det var ikke til at tage fejl af; ja det var Guds ord, der fængede fra først til sidst.

Emner var givet for hver aften. »Jesus - et nyt livs begyndelse«, »Kristenlivet er glæde«, »Mennesket, det søgende«, »Kristent liv er meningsfyldt«, »Mennesker, der levede i nåden«, »At leve er for mig Kri-stus«, »Menneske, hvor er du?« og »Mennesket - et levende væsen fornyet i Kristus«.

Det var berigende at lytte til den appel, der udgik fra alle disse emner. Alle vore dejlige unge sangere medvirkede hver aften med deres smukke korsange, solo og duet. Det talte sit eget stærke sprog.

Ja, det var velsignede aftener, men nok også travle dage for vor gæst Mogens Bjerno og vor egen præst Lilly Thomsen, der også medvirkede til, at vor møderække blev den store, gode oplevelse.

Derfor sender vi en varm tak her fra Rønne med hilsen og tak for besøget.

Helga Beck.

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

søndag den 31. juli 2016

Betaniakirkens første 25 år



FESTSKRIFTET BETANIAKIRKEN 1892-1917

Ved N. P. Nielsen

Indledning og forhistorie

MED oprigtig Tak til Gud og hans Venner udsendes dette lille Festskrift i Anledning af, at Betaniakirken, Møllegade 7 i København for 25 Aar siden blev bygget og indviet, og fordi den siden har været et godt Hjem for Metodistmenigheden paa Nørrebro.

Vi haaber, at Festskriftet ved at bringe et lille Pust fra svundne Dages Kampe og Sejre maa glæde og inspirere alle Kirkens Venner, unge som ældre og hjælpe dem til endnu større Sejre i Fremtiden.

De svundne Arbejdsaar fortæller, at Herren ogsaa paa Nørrebro har benyttet Metodistkirken til sin Sags Fremme, og meget tyder paa, at han fremdeles vil bruge den herude og muligvis til endnu større og mere gennemgribende Ting.

I de 25 Aar har Menigheden mange Gange staaet som en ung drømmende Helt, der støttet til de smaa vundne Sejre planlagde og profeterede om de store Sejre, Fremtiden skulde blive vidne til. — Gid den altid maa planlægge i Tillid til Herren og hans Kraft.

Men til andre Tider har den ogsaa lignet en lidende Moder, der begræd Tabet af sine Døtre og Sønner. Hun vred Hænderne i Smerte og vilde ikke paa nogen Maade lade sig trøste, før hun havde dem alle hjemme hos sig. — Velsignede Moder!


Vi mindes med Glæde og Tak de forskellige Forkæmpere, Sagen har haft her paa Nørrebro, og vi haaber, at Herren vil bevare dem i sit Samfund, som endnu er tilbage i Stridens Land og lønne dem med de hjemfarene for deres trofaste Gerning, og at Gud tillige vil opvække nye Kræfter og hellige dem til sin Tjeneste, saa vi ikke blot i de kommende Dage maa faa Lov til at være en selvstændig Menighed, men at vi maa blive livskraftige og frugtbærende Gud til Ære og Mennesker til Frelse.


Allerførst maa jeg dog med et Par Pennestrøg tegne de første Spor af Metodistkirken her i vort Land. I 1857 kom Burril Smith fra Amerika til Danmark, hvor han virkede som Lægprædikant. 

I New York blev han omvendt til Gud ved Metodistkirken, og i dens Tjeneste virkede han iblandt os. Resultatet af Smiths Forarbejder her, indtil Pastor Chr. Willerup i 1858 kom til Danmark, fortæller Kirkens Protokoller intet om, men det er sikkert indtegnet i de himmelske Annaler.


Willerup, der er født i København, kom som ganske ung til Amerika, hvor han blev omvendt til Gud og sluttede sig til Metodistkirken. I denne Kirke virkede han som Prædikant til stor Velsignelse.

Den 8. August 1858 holdt Willerup sit første offentlige Møde her i København, i en lejet Sal i St. Kongensgade 39, hvilket „Københavns Brevbærer“ omtaler som følger:
„Der var 50 af begge Køn af den simple, mellem og den fornemmere Klasse .... Prædikenen var vel udtænkt, skarp, indtrængende og dog kortfattet, meget sagt med faa Ord, uden Gentagelser; men tillige kristelig, enfoldig, hjertelig, uden Angreb paa Statskirken...“
Den 11. Januar 1859 organiserede Pastor Willerup den første biskoppelige Metodistmenighed i Danmark og den 6. Januar 1866 indviedes den smukke, men kostbare Metodistkirke paa Hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade.

Dette Kirkehus var indtil 1889 Midtpunktet for vor Virksomhed, ikke blot i Hovedstaden, men for hele Sjælland. Her var de forskellige Prædikanter ansatte som optog Arbejdet flere Steder i Byen og dens Omegn. Paa de fleste af disse Pladser er Arbejdet desværre nedlagt. ---

Vi, som tilhører Betaniakirken, har meget at takke Modermenigheden for, og vi ønsker den fortsat Naade til at opforstre Herren et helligt Folk her i denne vor gamle Hovedstad.

Dernæst vil vi omtale Superintendenterne Schou og Christensen, der begge betød meget baade for Kirkens Trivsel i Danmark og for Betania-Menigheden i Særdeleshed.


Pastor Karl Schou, der er født i Holsterbro, rejste i sit 22 Aar til Amerika, hvor ogsaa han kom i Berøring med Metodisterne, — blev omvendt til Gud og sluttede sig til Menigheden.

Pastor Schou studerede ved Garrets Institut i Evanston, og kun 32 Aar gammel blev han udnævnt til Superintendent for Metodistmissionen her i Danmark, hvor han virkede som saadan med Troskab og Kærlighed, indtil Gud efter en forholdsvis kort Arbejdsdag kaldte ham hjem til den evige Hvile.

 
Pastor Jens Joakim Christensen, der blev Karl Schous Efterfølger, er født i den yndige Grejsdal ved Vejle og uddannet herhjemme til den Gerning, som Gud paa en underfuld Maade vedkendte sig, til mange Menneskers Frelse.

Denne Mand har, som vi vil se en enestaaende fremskudt Plads ved Arbejdets Begyndelse her paa Nørrebro, og hans Minde er velsignet iblandt os.

Selvfølgelig er der mange andre, hvis Navne vi ikke kender, der ved Forbøn og en hellig Vandel var med til at jævne Vejen for Metodisterne paa Nørrebro.

Gud glemmer ingen, men lønner dem i sit evige Himmerige.

Begyndelsen paa Nørrebro

DE allerførste Spor af Metodisternes Virksomhed her paa Nørrebro er os ukendte. Den første Indberetning om Arbejdet giver Pastor J. J. Christensen ved Konferencen d. 5. Januar 1874, hvori det hedder:
„Paa Nørrebro har der ogsaa i den senere Tid været meget gode Forsamlinger, og en Del er ogsaa der vundne og lagt til Menigheden. .... Virkomheden paa Blegdamsvejen og i Ordrup har heller ikke været uden Velsignelse.“
Denne Meddelelse fortæller jo ikke, hvem der først ved Metodisternes lyse og malmfulde Toner kaldte Folket sammen om den korsfæstede Frelser her paa Nørrebro eller hvornaar det skete; men den siger, at de paabegyndte Møder fortsættes og bærer Frugt.

Dog har jeg bragt i Erfaring, at i 1872 lejede Pastor P. M. S. Jensen, der da var Formaner her i København, et Lokale i Fru Løves Institut paa Nørrebrogade ved Runddelen, hvor Brødrene P. M. S. Jensen og H. Hansen bistaaet af Præsterne Sørensen og Schou virkede.

Paa Blegdamsvejen hos Fru Weile, blev der kun afholdt Møder nu og da, og disse havde efter Pastor Hansens Udsagn mest Karakter af selskabelige Sammenkomster. Den 28. Februar 1874 rapporteredes:
„Møderne paa Blegdamsvejen er ophørt som Følge af, at Lokalet blev opsagt. Søndagsskolen flytter ind i Fru Løves Institut“ 
Paa Nørrebrogade fortsættes Arbejdet et Aars Tid længere, men ved Kvartalskonferencen d. 8. Februar 1875 meddeler Pastor J. J. Christensen, at ogsaa dette desværre er opgivet af Mangel paa Lokale.

Nu ligger Arbejdet stille i flere Aar. — De spæde Spirer i Hjerteagrene: Anger over Synden, gode Forsætter til at leve et bedre Liv, Omvendelse til Gud, og hvad andet stort og skønt Evangeliets velsignede Solstraaler har fremtryllet lider overmaade meget, ja næsten helt ødelægges af de kolde Verdensvinde, der ugenert hærger Ødemarken her; thi i Sandhed, København var paa den Tid at ligne ved en øde Mark, næsten blottet for Evangeliets Vingaardsarbejde.

Følgende Udtog af „Dansk Kirketidende“ for 1874 vil give os et lille Billede af de kirkelige Forhold her i Hovedstaden, hvor afdøde Biskop Fr. Nielsen, dengang Kappellan ved Vor Frelsers Kirke og Bladets Redaktør, skriver:
„København er intet London og Paris, hvad Størrelsen angaar, men det gemmer vel en forholdsvis lige saa stor Masse, der er fremmedgjort for Evangeliet og stillet i et blot statskirkeligt Forhold til Herrens Indstiftelser. Hvad kan der gøres for at vinde blot enkelte af disse Masser? . . . Hvad gøres der for at vinde dem? Kun saare lidet . . . Naar man saaledes overfaldes af Mismod baade over Arbejdernes ringe Tal og Gerningens faa Frugter, er det ikke ilde at se hen til de helt frivillige Arbejdere, der virke udenfor Folkekirken. I Metodisternes Kirketidende (April 1874) læses der saaledes:
„Paa Christianshavn vedbliver Tilstrømningen for at høre Ordet fremdeles at være stor, og vi nære Haab om, at der med Tiden skal blive oprettet en selvstændig Menighed.“
Med Forholdene her i Hovedstaden for Øje maa vi inderlig længes efter en Pinsetid...!“
Aarsagen til at der atter bliver taget fat herude er sikkert ikke at finde hos noget Menneske, men alene i Guds Kærlighed til Menneskene, thi de første Møder, der nu bliver afholdt finder Sted i nogle Gaarde. Det var en Slags Gaardmission, som nogle unge stærkt Missionsinteresserede Metodister i Forsommeren 1883 afholdt. Disse unge arbejdede ikke for at faa en Menighed stiftet, deres Tanke gik ikke saa langt, men de ønskede at gøre noget for Jesus. Den kristelige Ungdom er til alle Tider grebet af Kongstanken.

— Forfatteren af dette lille Festskrift havde det Hverv at lede de første Møder, som vor Kirke lod afholde i Gaardene baade paa Nørrebro og Christianshavn.

Pastor J. J. Christensen, der atter var ansat som Menighedsforstander her i København omtaler denne Sag i sin Rapport for 2. Juli 1883 paa følgende Maade:
„Der er Trang hos vore Venner til at gøre noget for Jesus, og denne Trang tilfredsstiller en Del ved Søndag Eftermiddag at gaa omkring i forskellige Gaarde og synge og tale med Børn og Voksne. Jeg var selv i Søndags Vidne til et saadant Møde, hvorved 150 Mennesker var samlede. Jeg føler Trang til at virke paa flere Steder i denne store By og vil herved bede Konferencen at lægge Sagen frem for Gud, at han maa vise os baade Vejen og Maaden at bringe dette i Udførelse.“
Allerede samme Efteraar begynder Pastor J. J. Christensen at holde Møder i Korsgade 40, saa han til Kvartalskonferencen d. 8. Oktober s. A. kan rapportere:
„Paa Nørrebro er Forsamlingerne meget gode, og flere har hver Gang givet tilkende, at de søgte Gud; der prædikes regelmæssig hver Fredag Aften... Indvidere er der gjort Skridt til at begynde en Virksomhed paa Frederikssundsvejen 31. Salen er lejet for en Maaned, og der skal prædikes første Gang førstkommende Torsdag Aften. Gud ske Lov for at disse Døre er aabnede for os, han lægge nu Velsignelse i vort Arbejde for Jesu Kristi Skyld.“ 
Værket gaar nu godt fremad baade i Korsgade og paa Frederikssundsvejen, og der høres intet om Forandring af Lokaler før Pastor P. M. S. Jensen til Kvartalskonferencen d. 1. Maj 1885 rapporterer:
„I dette Kvartal har vi lejet os et nyt Lokale paa Nørrebro, som er udmærket beliggende for vore Forsamlinger der, og til hvilket vi knytter det Haab, at vi skulde se Herren gøre store Ting til Synderes Omvendelse. Stedet ligger i Griffenfeldtsgade Nr. 4, 1. Sal og skal koste 1200 Kr. om Aaret i Leje. Det bliver at tiltræde først i Juli Maaned.“    
— Lokalet i Griffenfeldtsgade 4, der fik Navnet „Betania“ blev taget i Brug den 16. August 1885. Pastor P. M. S. Jensen skriver:
„Her samles mange Mennesker for at høre Livets Ord, flere Aftener har Lokalet været aldeles fuldt af Tilhørere, og Gud har velsignet Ordets Prædiken.“ 
Lignende Vidnesbyrd lyder senere, hvor vi tillige faar at vide, at en Del har forenet sig med Menigheden.

Præsterne C. F. Eltzholtz og Ole Olsen, der derefter var Menighedsforstandere for Modermenigheden her i København, tog sig med Interesse af Arbejdet paa Nørrebro, og de i Forening med Brødrene L. C. Larsen, der hjalp Eltzholtz og Chr. Jensen, A. Bast, Gaarde, Chr. Nielsen og R. Pedersen, der under deres Ophold paa Den theologiske Skole virkede under Ole Olsens Ledelse og havde saaledes alle mer eller mindre Andel i Værkets Fremgang, saa Dagen oprandt, at „Betania“ blev en selvstændig Menighed.

Metodist-Menigheden paa Nørrebro blev stiftet d. 5. August 1889 og bestod da af 78 Medlemmer og 14 paa Prøve.

2 Dage senere blev den første Kvartalskonference afholdt under Forsæde af Pastor J. J. Christensen. Brødrene: J. Karlsen, P. M. Larsen, J. Rasmussen, H. Nielsen, P. Rasmussen, H. Jensen og M. Madsen der alle vare Medhjælpere, udgjorde det første Menighedsraad.

Flere af disse er gaaet hjem hos Gud, og kun en eneste, J. Rasmussen staar endnu i de kæmpendes Rækker. — Maa Herren bevare ham og hans kære fremdeles for Gud og Kirken! Af Indberetninger findes kun følgende i Konferencens Protokol:
„Forstanderen havde faaet et godt Indtryk af Forholdene. Arbejdet skal jo først begyndes nu.“ 
Udover at nogle Komiteer nedsattes, er der kun at meddele, at man lovede 500 Kr. til Prædikantløn og 700 Kr. til Salsleje, samt at Brødrene, Skomager P. Rasmussen og Missionselev Chr. Jensen, vare Søndagsskolebestyrere henholdsvis i „Betania“ og paa Frederikssundsveien.


Ved Aarsmødet i Frederikshavn 1889 ansatte Biskop C. H. Fowler Anton Christensen som Forstander for den nystiftede Menighed. Christensen, der er født i Bangsbostrand, blev omvendt til Gud ved Metodisternes Virksomhed i Frederikshavn.

Den unge Menighed tager venlig imod den nye Præst og støtter ham i Arbejdet. I „Betania“ erfarer man derfor ogsaa, at Herren er blandt Venneskaren, som samles der, saa Hjerte slaar imod Hjerte af Kærlighed og Glæde, og de føler til at udbryde:
„Hvor lifligt, naar Brødre og Søstre bor tilsammen! Da flyder Glædens Oliestrøm, da ser vi Himlen aaben.“
Forsamlingerne var gennemgaaende saa store, som Lokalet kunde rumme; den unge Menigheds Medlemmer forsømmer intet Møde, alle er grebne af Begejstringens Varme for Herrens Sag, og Haabets stærke Vingefang bar fremad, hjemad og opad trods alle Vanskeligheder, det er derfor meget naturligt, at vi hører, at mange søger og finder Herren, som deres Frelser.

Hvis vi forventer, at Menighedens Dage skal forløbe under lutter Solskin, da tager vi Fejl. Livets Kampe maa til, og de kommer ogsaa. Guds Sags svorne Fjende kan selvfølgelig ikke med Ligegyldighed se paa den lille blomstrende Menighed, men maa søge at hindre den, og der er jo altid nogle, som bevidst eller ubevidst gaar hans Ærende, men trods det var Herren med sin Menighed og beredte den gennem Kampe og Vanskeligheder for Fremtidsgerningen.

Ude paa Frederikssundsvejen gaar Arbejdet godt fremad, særlig i Vintermaanederne 1890. Det daarlige Lokale i Nr. 37, der bærer saa mange Minder om Livtag med Bøller og Slagsmaal for at faa Lov at tale Guds Ord, blev os omsider for trangt, og den 15. Juni 1890 tog vi det nye Lokale i Brug, som fik Navnet „Elim“ og var beliggende paa Østre Fasanvej tæt ved Frederikssundsvejen, „Elim“ kunde rumme c. 150 Personer og var i alle Maader et hyggeligt Kirkelokale med Knæfald og Prædikestol.

Desværre var der store Udgifter forbundne med Gudstjenesternes Afholdelse paa dette Sted, og i „Kristelig Talsmand“ anmoder Menighedsforstanderen, alle Kirkens Medlemmer i Landet om 25 Øre af hver for at faa denne Gæld betalt, som var fremkommen ved Inventariets Anskaffelse. En Del kom ind.

For Betaniamenigheden bliver Trangen til et mere Tidsvarende Lokale føleligere, som Tiden gaar, og Superintendenten siger om denne Sag:
„Hvad Betaniamenigheden behøver, er et eget Guds Hus, hvor den kan samle Folket, thi Lokalet i Griffenfeldtsgade er uheldig baade om Vinteren og om Sommeren. Brødrene har imidlertid gjort Skridt til at faa et eget Guds Hus opført, og der er Haab om, at der inden ret længe skal rejse sig et praktisk Metodistkapel paa Nørrebro.“
Pastor Christensen forlader imidlertid København førend, der bliver bygget nogen Metodistkirke her ude. Om Forholdene udtaler han sig paa følgende Maade:
„Det første Aar i „Betania“ var meget velsignet. En god Aand — maaske til Tider for god (?) — var raadende. Der var en Del Vækkelse i Vinteren 1889, som gav Menigheden nogen Tilvækst. Det andet Aar var fuldt saa meget et Kampens som et Sejrens Aar. De indre Forhold gjorde, at vi ikke vandt det udadtil, som vi ventede og ønskede, og dog var Herren med i Arbejdet, saa Sjæle frelstes og lagdes til Menigheden“. 
Og i sidste Indberetning hedder det:
„Angaaende Besøget i „Betania“, da var det godt i de tre første Maaneder af Aaret, men er nu taget en Del af. Søndag Formiddag er Pladserne omtrent optagne.“
I 1891 blev Pastor S. N. Gaarde, der er født i Tistrup ved Varde, Anton Christensens Efterfølger. Det var langt fra nogen let Gerning at gaa ind til, thi Menigheden, der stod i Begreb med at opføre en Kirke, var allerede kommen ind i vanskelige Byggeforetagender.


Der var udarbejdet en meget smuk Plan, der gik ud paa at rejse en Kirke med Taarn og Spir paa hele Byggegrunden mellem Møllegade og Peter Fabersgade, just et Guds Hus, der kunde tilfredsstille de berettige Krav, men da de aarlige Udgifter vilde overstige, hvad man med Billighed kunde vente af Menigheden og Vennekredsen, opgav man den, og enedes saa om at opføre en Kirke paa Halvparten af Grunder, den Del der vender ud mod Møllegade og afstaa Resten.

Pastor Gaarde maatte i Forening med enkelte andre Brødre, der havde et varmt Hjerte for Sagen, til Tider trække et altfor stort Læs, thi her var i Sandhed meget at gøre angaaende Byggeforetagendet selv om vor Kirkesags Velgørere, Hr. Patikuler J. Johansen med Frue, havde skænket Menigheden 16000 Kr. mod at den forrenter Summen til Givernes Død.

Grundstenen til Betaniakirken blev nedlagt d. 26 Maj 1892, og Opførelsen var overdraget en Entreprenør A. Christensen for en Sum af 22000 Kr. Entreprenøren kunde imidlertid ikke opfylde sine Forpligtelser, men frasagde sig det hele, og kun efter megen Besvær blev det Menigheden mulig at faa Kirken færdig, saa den kunde indvies den 11. December s. A.

Men dermed var Vanskelighederne ikke overvundne, thi faa Dage ind i det ny Aar, nedlægger Bygningsinspektøren Forbud mod Kirkens Afbenyttelse, indtil visse Mangler ved Bygningen var rettet.

Det var først den 18. April, at vi fik Bygningsattest med Tilladelse til at bruge Kirken. Alt havde nu været godt, hvis ikke Entreprenørens Kontraktbrud havde stillet Menighedens Pengesager i et saa misligt Forhold, at disse kun ved juridisk Bistand kunde ordnes, og naar man skal gaa de Veje, bliver det kostbart.


Om Forholdene her skriver Pastor Gaarde:
„Angaaende „Betania“ Menighed i min Tid, da betragter jeg det som en stor Naade fra Herren, at jeg fik Lov at leve to Aar af mit Liv blandt Vennerne der. To uforglemmelige Aar! Vel sandt, det var Læretid, og Læretiden er sjælden ublandet Fornøjelse; men bag efter vil dog ingen, som har haft den, undvære den.
Det manglede sandelig ikke paa Skyggesider i Mindet; men lad dem ligge! Jeg fik lært en Del, hvorfor jeg evig vil takke Gud og de Venner, som havde Taalmodighed med mig. Medlemmerne i vore Menigheder er jo sjældent „skaarne over een Læst;“ hvorlænge og hvor ofte vore Modstandere raaber op om vor Omvendelsesmetode, saa slipper de fleste af vore Venner mærkværdig heldig gennem den og beholder deres forskellige Karakter og Naturel temmelig ubeskaarne.
Synet af vore Forsamlinger frembyder en meget behagelig Afveksling saavel i ydre som indre Henseender. Kan dette siges om Menighederne i Almindelighed, saa kunde det siges om den 2 Aar gamle „Betania“ Menighed i Særdeleshed, da jeg kom dertil i 1891. Og de Forhold, der blev arbejdet under i de følgende 2 Aar, bidrog til at aabenbare Hjerternes skjulte Tanker og Raad.
Der var baade Maria’r, Martha’r og Lasarus’r, ja, jeg kunde nævne Navnene paa alle Jesu Disciple — Judas med indbefattet uden at mangle Repræsentanter for nogen af dem ved vore Gæstebud. Men det bedste af alt var dog, at Jesus var der med sin Aand. Ved hans forbarmende Kærlighed blev vi holdt sammen trods alle Mørkets Fyrsters Angreb.
Der var nok af Muligheder — flest til Nederlag og Skam, naar vi saa hen til os selv, — men Herren var naadig. Han gik foran hele Tiden; og hvor levende mindes jeg ikke hver Broder og Søster, hvis Hjerte han Betaniakirken bøjede til at „arbejde med“ — i Forbønnen, med Indbydelser og ved Undervisningen baade blandt store og smaa. Ingen af dem skal miste sin Løn.
De skal høste i sin Tid, saafremt de ikke forsager —  . Nogle af dem er allerede gaaet over den kolde Flod — vi andre maa følge efter.“


Ved Aarsmødet 1893 i København blev Pastor Herman Jacobsen ansat ved Betaniakirken og betjente Menigheden i 5 Aar. Der kommer nu mere rolige Tider for Menigheden efter at alt Kirkebygningen ved-rørende er ordnet, og vi i November 1893 modtager Skøde paa Ejendommen.

Men Kirkegælden er ogsaa bleven saa stor, saa den aarlige Rente andrager 1695 Kr., som ansaas for en meget stor Afgift og hvilede særlig i Begyndelsen meget tungt paa Menigheden. Dette foraarsager, at Arbejdet i „Elim“ blev nedlagt, thi Vennkredsen der var ikke i Stand til selv at bære Udgifterne, der var forbundne med Mødernes afholdelse der, thi Menigheden fik nok med selve Kirken at gøre, saa den ikke kunde hjælpe „Elim“.

Det er beklageligt, at vi ikke kunde fortsætte det velbegyndte Arbejde i det smukke Kirkelokale, hvor ikke saa faa havde fundet Herren og et aandeligt Hjem, men skulde se dem spredes for alle Vinde. En ikke lille Del søger Kapernaumskirken, en anden Del finder Vej til Betaniakirken, og en tredie Del besøger fra den Tid sjælden nogen Kirke.

Hvad det aandelige og sjælefrelsende Arbejde angaar, da maa det siges, at det gaar godt. En ret betydelig Vækkelse fremkom i Vinteren 1895, hvor Pastor Jacobsen med Assistance af J. J. Christensen og Emil Nielsen havde en gylden Tid. Mange blev vundne for Gud og lagt til Menigheden.

Af nyt, som saa Dagens Lys, medens Jacobsen var Menighedens Præst, maa nævnes Sekstetten, der til stor Glæde for Menighedens Medlemmer og Venner spillede ved Fester o. l., og frem for alt gjorde storartet Lykke ved Søndagsskolebørnenes Skovture.

Før vi afslutter disse Optegnelser om Pastor Herman Jacobsens Virken her i Betaniakirken, maa vi meddele, at han er født paa Langeland og virkede en Tid som Missionær i Indien, til han i 1883 kom til Danmark. Om de Aar, Pastor Jacobsen var her, skriver han følgende:
„Det var trange Tider i „Betania“, da jeg modtog Menigheden; men Herren var med og hjalp os. Brødrene i Bestyrelsen og Menigheden havde Tillid til mig og jeg til dem, og ved fælles Arbejde gik det fremad baade i aandelig og materiel Henseende. Alle hjalp, og Gud velsignede, — det var Hemmeligheden. Jeg glæder mig ved at kunne sige, at da jeg forlod Menigheden var den stærkere baade indad til og udad til, end da jeg overtog den, for hvilket Gud alene tilkommer Æren.“

Ved Aarsmødet 1898 blev dette lille Festskrifts Forfatter ansat ved Betania-kirken, hvor jeg virkede i 4 Aar. Mange herlige Minder drager frem for min Sjæls Blik. naar jeg mindes de 4 Aar, det blev mig forundt at være med i et velsignet Menigheds-, Søndagsskole- og Foreningsarbejde.

Med særlig Forkærlighed tænker jeg paa nogle uforglemmelige Stunder ved Alteret og ved Møderne paa Pulpituret, hvor ufrelste Mennesker, mest unge, søgte og fandt Vorherre.


Mange af disse staar endnu i Dag i de helliges Rækker, nogle i John Wesleys Kirke og andre uden for, men med Gud. Selvfølgelig var disse velsignede og minderige Aar ogsaa haarde Kampaar, hvor mangen en sort Sky drog op og formørkede min Horrisont, men Gud var med, og i Tillid til hans forbarmende Naade imødeser jeg Høstdagen over disse Naade-aar med Glæde.

Ved et Medlems Hjælp, blev vi sat i Stand til at bygge Kirkens Orgel, og selv om det nu langt fra er tidssvarende, ja er for Tiden det ringeste Orgel, som findes i vore Kirker her i København, og vi i høj Grad kunde ønske at faa det omdannet efter Nutidens Fordringer, saa har det dog nu i adskillige Aar gjort Tjeneste ved vore Gudstjenester, Møder og Søndagsskoler, hvorfor vi takker Gud alle Gavers Giver.

Betaniakirkens Guitarkor begynder i dette Tidsafsnit sin Gerning. Koret synger og spiller ved vore Gudstjenester og Møder til stor Opmuntring.

Den 15. December 1898 udsendes det første „Menighedsbud for Betania-kirken“ som vi ansaa for et nødvendigt og naturligt Bindeled i den store Bys Menighedsarbejde, hvor Medlemmerne bor saa spredt, og Bladet er da ogsaa med Undtagelse af en ganske kort Hviletid fortsat igennem Aarene, og har sikkert været til stor Velsignelse.

Ved Aarsmødet i Aarhus 1902 blev Pastor Herman Jacobsen atter ansat for Menigheden her. I de paafølgende 4

Aar, i hvilke Jacobsen denne Gang betjener Menigheden, erfares den samme Guds Naade, som under det første Ophold, selv om det ikke bliver dem forundt at opleve saadanne lyse og herlige Tider som i 1895.

I 1905 var Menigheden med i den da oprettede Bymission, hvis Opgave var lejlighedsvis at holde Vækkelsesmøder i forskellige lejede Lokaler i Byen, hvorved de kom i Berøring med mange Mennesker, og ikke saa faa blev vunden for Gud, og lagt til Menigheden.


I Aaret 1906 paa Aarsmødet i Horsens ansattes Pastor S. S. S Rosendahl ved Betaniakirken. Det blev ham forundt at leve og virke sammen med Menigheden her i 2 Aar, det var i en Tid, hvor store aandelige Brydninger gik igennem Landene og paavirkede ogsaa en Del af Hovedstadens kristelig interesserede saavel som helt verdslige Individer.

Mange blev sikkert beriget ved dette Aandens Vejr, medens der samtidig var nogle, der tog Skade deraf, og hvad der maa siges om Bevægelsen i det hele og store gælder blandt Vennerne i Betaniakirken.

Angaaende Menighedens Forhold og Stilling, saa giver følgende Strofer i Indberetningen til Aarskon-ferencen klar Besked, idet der siges, at Menigheden har haft et godt Aar, at Vennerne har faaet nyt Mod og ny aandelig Kraft og vil atter gaa frem til Sejr.

Foruden det rent aandelige Arbejde, som der sikkert blev lagt al Kraft ind i, saa sysler man ogsaa i denne Tid med Rammen om Menighedsbilledet. Til den 8. Oktober 1907 indbydes Menigheden til et Møde for at drøfte Spørgsmaalet om at omdanne den ene Kælderlejlighed til en Kryptkirke, hvor Ugemøderne kan afholdes.

Og det lykkedes Pastor Rosendahl i Forening med Menigheden at løse dette betydningsfulde Spørgsmaal. Kryptkirken blev en Virkelighed, og har nu i adskillige Aar været til uvurderlig Nytte særlig i Ungdoms- og Afholdsarbejdet.

Pastor Rosendahl, der er født i Varde, hørte i sit Barndomshjem Metodisterne holde Klassemøder, og Kærligheden til disse Møder var saa stærk, at han meget energisk tilskyndede Medlemmerne til flittigt at besøge Klassemøderne.


Ved Aarskonferencen i København 1908 modtog Pastor Chr. Jensen Ansættelse som Menighedens Præst i Betaniakirken og tjente som saa-dan i 2 Aar. Om Virksomheden skriver Pastor Chr. Jensen i Kirkens Menighedsbud for Juli 1909:
„Det var med nogen Ængstelse, at jeg overtog Menigheden i Fjor, dels fordi de 2 foregaaende Aar havde været en Opgangstid for Menigheden baade i timelig og aandelig Henseende, og dels fordi Overtagelsen af Menigheden vilde forøge mit Arbejde meget. Men det nu svundne Missionsaar kan med Rette betegnes som et Naadeaar fra Herren.
Han var med os i Arbejdet for Guds Riges Fremme. Vore Gudstjenester var ofte herlige Stunder, hvor Ordet varmede vore Hjerter, og hvor Aanden oplod vore Øjne, saa vi skuede nye og herlige Aabenbarelser af ham, som er Vejen, Sandheden og Livet. Vore Klassemøder var til megen Velsignelse for os og Gennemgaaelsen af Rommerbrevet styrkede vor Tro. Ungdomsmøderne var gode og Søndagsskolen voksede.“
I 1908 stiftedes Drengenes Afholdsforening, vistnok paa Initativ af en Søndagsskoleelev. Foreningen udgav et lille Blad, som de kaldte „Afholds-Basunen“, samlede Drengne paa 10 Aar og derover, og var til virkelig Velsignelse for dens Medlemmer. Lederne var Brødrene Carl Rosdal og Johannes Bræstrup. Senere blev der stiftet en Pigernes Afholdsforening, som ogsaa gjorde stor Nytte.

Pastor Jensen giver i følgende et lille Billede af Betaniamenigheden, han skriver:  
„Enhver Metodistkirke staar som et Vidnesbyrd om Guds frelsende Naade i Kristus. Og som et saadant Vidne har ogsaa det lille „Betania“ i Møllegade staaet nu i 25 Aar. En Del af min Virksomhed har ogsaa funden Sted indenfor „Betanias“ Mure.
I de 6 Aar, jeg var Distriksforstander i Københavns Distrikt, kom jeg der jævnlig og i de 2 Aar (1903—10) jeg var Forstander for Menigheden i Betaniakirken, oplevede jeg mange herlige Stunder i denne Kirke.
Det er en stor Skare, baade Børn og voksne, som har gaaet ud og ind i Betaniakirken i de svundne 25 Aar. Og mange, baade unge og ældre, har ved Ordet, der har lydt, fundet Vej til Korset og er bleven frelst. Herren give, at dette Sted, maa være helliget Herren fremdeles, og at det i Sandhed maa være et Guds-Tempel. “


Pastor J. C. Iversen bliver efter Aarskonferencen i Vejle 1910 Pastor Chr. Jensens Afløser ved Betaniakirken, og virker her i 3 Aar til Menighedens Trivsel og Fremgang. De erfarer, at Herren er med dem, saa Sjæle frelses og lægges til Menigheden, og at ikke saa faa fremmede Søndag efter Søndag i Betaniakirken lytter til det gamle Budskab om Korsets Naade, der aldrig er forgæves.

I Januar 1911 lejes der et Lokale paa Frederiksborgvej 42 til at holde Møder og Søndagsskole i. Senere blev dette Lokale erstattet med et andet paa Østre Fasanvej 230, hvor der var en udmærket Søndagsskole, som lededes af Th. Jacobsen.

I Efteraaret 1912 optages et lignende Arbejde i Birkerød, efter at en Søster gentagende Gange havde betjent sig af det makadoniske Raab: „Kom og hjælp os!“

Den 13. Septbr. 1912 stiftes Betaniakirkens Afholdsforening, der har kundet glæde sig ved god Tilslutning lige fra Begyndelsen.

Brødrene J. Jacobsen og Otto Jensen, der har været Foreningens Formænd, har sammen med adskillige Brødre og Søstre i Foreningen udført et udmærket Arbejde, som vi haaber skal bære rige Frugter for Kirken her og hisset.

Fru Thora Ifverser, en hellig og from Kvinde med en aldrig svigtende Interesse for Menigheden i Betaniakirken, døde d. 22. Februar 1911 c. 83 Aar gammel. Hun var Menighedens ældste Medlem og et levende Vidne om Guds Naade. Efter hende modtog Menigheden 100 Kr., som blev bestemt at skulle udgøre det første Bidrag til et Fond til Støtte for Menighedens Arbejde. Fondet kom til at bære hendes Navn.

Den 18. Marts stiftedes Epworthforeningens Juniorafdeling paa Resterne af Drengenes og Pigernes Afholdsforening, som Pastor J. C. Iversen udtrykker sig i den sidste Rapport.

Carl Rosdal med nogle Hjælpere fortsatte nu Gerningen blandt de mindreaarige under de nye Former indtil Carl Pedersen i 1916 overtog Ledelsen af Juniorafdelingen. Begge disse Brødre med deres Hjælpere har udført et godt og opofrende Arbejde, selv om det ikke altid er forstaaet.

I Pastor Iversens forannævnte Rapport fremholder han følgende:
 „Jeg vover at paastaa, at Betania-menigheden har aldrig haft saadanne Arbejdskaar og Muligheder som nu.“

Ved Aarskonferencen i Randers 1913 blev Pastor H. Særmark ansat ved Menigheden her og betjente den i 3 Aar, som kan betegnes for gode Arbejdsaar, der bar sine Frugter for Gud og Kirken.

Af nyt, som ser Dagens Lys i denne Tid, maa noteres, at den 10. Marts 1914 stiftedes en lille Epworth-forening i Birkerød, og Kristi Himmelfartsdag s. A. indvies den nye Sal til gudstjenstlig Brug. Den følgende Søndag begyndtes der en Søndagsskole.   

Tillige stiftedes den 15. November s. A. en Afdeling af Kvindernes ydre Missionsforening med Fru Særmark som Formand. Efter Fru Særmarks bortrejse i 1916 valgtes Frk. Vilhelmine Bagger.

Om de aandelige Forhold siger Pastor Særmark i en Kvartalsindberetning:
„Gud har vedkendt sig Arbejdet, og vi fik Lov til at lede Sjæle til Gud. Det er især blandt de yngre Familier og unge, der har været nogen synlig aandelig Bevægelse“.

Pastor Særmark meddeler i sin Indberetning til Kvartalskonferencen, at Søndagsskolen paa Østre Fasanvej er nedlagt af Mangel paa Lokale. E. F. i Birkerød ophører ogsaa at eksistere.

Paa vor Opfordring skriver Pastor Særmark:
„Naar jeg skal skrive lidt om de 3 Aar, jeg havde den Forret at være Forstander for „Betania“, saa er det lidt vanskeligt at gøre det saa hurtig efter Bortrejsen. Det er jo vanskeligt at faa Tiden saa meget paa Afstand, at baade Lys og Mørke kommer til sin Ret. Som Helhed kan det vist siges, at den jævne Udvikling, der altid har kendetegnet Menigheden, ogsaa blev fortsat i de 3 Aar.
Der skete intet revolutionært, hverken til den ene eller anden Side. Gennem Afholdsforeningen og Møderne paa Blaagaards Plads og Kapelvejen kom vi i Berøring med et større Publikum som ogsaa fulgte med ved Menighedens Gudstjenester. Økonomisk var det en god Tid. Vi oplevede ogsaa ret ofte at se Herren blotte sin Arm til Frelse for adskillige.“

I 1916 blev det min Lod at afløse Pastor Særmark. Jeg har søgt at gøre min Mesters Gerning efter de Evner og den Naade, han har betroet mig. Gud har været med os, og velsignet ethvert modtageligt Hjerte. Efter endte Teltmøder i Efteraaret 1916 lejede vi et Lokale i Raadmandsgade 40 for der at fortsætte, og det er i nogen Maade lykkedes.

Det er med Tak til Gud, at jeg dvæler ved ethvert Arbejde, stort eller lille, som mine Brødre for Guds Ansigt har udført, men samtidig føler jeg mig som en stor Skyldner overfor de mange trofaste og opofrende Medlemmer, Menigheden tæller i Dag, eller de, der har faaet Hjemlov.

Hvorledes skal jeg kunne orntale disse hellige Brødres og Søstres nidkære og velsignede Gerning i Mesterens Tjeneste, og det mer end noget andet er Aarsag til vor Fremgang? Jeg kan ikke engang nævne alle disse Navne.


Dertil kender jeg altfor lidt til den enkeltes Vingaardsarbejde. Eders stadige Besøg ved Kirkens Gudstjenester og Møder og trofaste Arbejde for at faa andre med til Herrens Hus, for ikke at tale om det store Lønkammerarbejde, hvor sikkert langt den største Gerning øves. Jeg kommer til kun at nævne Kirkens Bestillingsmænd og saadanne, som har en særlig Gerning at udføre.

Først vil jeg nævne Menighedsraadet, der bestaar af følgende: Pastor; N. P. Nielsen; Lokalprædikant: Carl Rosdahl; Formanere; Otto Jensen og Carl Pedersen; Værgere: J. Jacobsen (Formand), Alfred Hansen (Kasserer), J. Rasmussen, J. F. Olsen, Sofus Petersen, Hans Christiansen og Asmus Hansen; Medhjælpere; J. F. Olsen, J. Rasmussen, Carl Rosdahl, Alfred Hansen, Karl Lorentsen, P, Schock, C. Lichtenstein, A. Mouritzen. Karen Andersen, Katrine Grann, Anna Hansen, Vilhelmine Bagger, E. Iversen, S. Jacobsen, M. Nielsen, A. Nielsen og R. Nielsen.


Metodistkirkens Søndagsskolegerning paa Nørrebro er omtalt flere Steder her. Derfor skal jeg kun med Tak til Gud for det velsignede Arbejde, der ved Søndagsskolen er udført iblandt Børnene, nævne Skolens Bestyrere og dens nuværende Personale.

Som forud nævnt var P. Rasmussen Bestyrer i Korsgade og en Tid i Griffenfeldtsgade. Fra 1890 —98 var E. Berger Bestyrer. I det følgende Aar lededes Søndagsskolen af  alene er blevet bevaret fra at komme ud paa Syndens Veje, men tillige er vundne for Gud og Kirken.


Mange forskellige Brødre har beklædt Formandsstillingen i de 25 Aar, men trods Manglen af en førende og ledende Kraft i Foreningens Midte har det dog gaaet godt ja maaske allerbedst.

Den nuværende Bestyrelse bestaar af: N. P. Nielsen (Formand), A. Kyed Nielsen, Uffe Rasmussen, Magdalene Schock, Chr. Iversen, Marie Sivertsen og Ebba Larsen.

E. F.s Juniorafdeling blev, som andet Sted omtalt, stiftet den 18. Marts 1912 af Pastor J. C. Iversen, og den har ubestridelig været til Velsignelse for en Del større Børn i deres vanskeligste Aar. Den nuværende Bestyrelse med Undtagelse af Lederen er ganske unge i Arbejdet, men omfatter det desuagtet med stor Interesse.

Juniorafdelingens Bestyrelse er: C. Pedersen (Leder), G. Kyed Nielsen, Rigmor Sigurdsen, Lydia Jacobsen, Ejner Hansen (Kasserer) og Emilie Jeppesen (Sekretær).


Strengeorkesteret, der praktiserer det paulinske Ord; „Taler hverandre til med Salmer og Lovsange og aandelige Viser og synger og spiller“, er os til megen Glæde og Nytte, ja til Menighedens Opbyggelse og Synderes Frelse. Angaaende Orkesterets Medlemmer se Billedet.


Syforeningen er en gammel Kending i Betaniakirken. I flere Aar var Fru Thora Ifversen den ledende ved de ugentlige Sammenkomster for at forarbejde Klædningsstykker til fattige Børn. Denne Gerning fortsatte E. F., da Syforeningen i sin Tid gik til Hvile.

Men i Februar 1913 fremstod Syforeningen i fornyet Skikkelse. Formaalet blev da at forarbejde smukke Haandarbejder m. m. til Kirkens Missionsudsalg. De ledende Søstre har været Fruerne Bodil og Anna Rosdahl, Marie Iversen, Marie Særmark og Anna Nielsen bistaaet af rnange gode Søstre, hvis Snille har været ofret til Kirkens Fremme. Syforeningen har været til stor Nytte.

K. y. M., hvis Begyndelse er omtalt andet Sted, er en Del af den store verdensomspændende Mission, hvis Motto er „Frelst for at tjene“.


Afholdsforeningen blev, som det er nævnt forud, stiftet den 13. September  1912. Den har været til megen Glæde og Hjælp i det ret besværlige Arbejde at rædde de af Alkoholen stærkt paavirkede Individer. Lederne med deres mange Hjælpere har haft Held i Gerningen.


Foreningens nuværende Bestyrelse er Otto Jensen (Formand), A. Kyed  Nielsen (Næstformand),    Peder Schock (Sekretær og Kasserer), J. Jacobsen, Chr. Iversen, Viggo Hansen og N. P. Nielsen.

Der var endnu adskilligt, som jeg gerne vilde omtale, men Festskriftets meget begrænsede Plads    forbyder mig det, dog maa jeg nævne Kirkens Organist, Hr. Martin Gyldsø, der demitteredes fra Københavns Organistskole 1911 og siden Ansættelsen i 1913 har tjent os med Troskab.

Med Ærbødighed og Tak vil jeg som Slutsten sætte Navnene paa de Medlemmer, der endnu er iblandt os, og som var med til at danne Betaniamenigheden:

Peter og Dortea Mou, Jens og Hansine Rasmussen, Sofie Berger, Anna Grosshenning, Martine Andersen, Ane Larsen, Alma Lorentsen, Vilhelm og Kirstine Larsen og Johanne Pedersen.