Blade af Jerusalemskirkens Historie: Kirkebygningen

Af S. K. Johansen

I sine Indberetninger til Missionsselskabet fra sin første Tid som Metodistprædikant i København kan Pastor C. Willerup skrive om de overmaade store Forsamlinger i den lejede Sal i St. Kongensgade, som til Tider slet ikke kunde rumme dem, der kom for at høre.

Og det lyder derfor ganske naturligt atter og atter: Blot vi havde en Kirke, stor nok til at tage mod alle, der vil høre os, vilde vor Mission under Guds Velsignelse sikkert bære store Resultater til udødelige Sjæles Frelse.

En uvurderlig Støtte i Kravet om en Kirkebygning havde Willerup i den danske Generalkonsul i Amerika, Døllner, som var Medlem af Missionsstyrelsen og selv af sine rige Midler ofrede store Summer til Guds Riges Udbredelse og var især stærkt interesseret i de religiøse Forhold i sit Fædreland. Det var derfor under hans Anbefaling og med hans Støtte, at det blev tilladt at købe Byggegrund, dog foreløbig for egen Regning, men med pekuniær Støtte fra Selskabet og fra Døllner.

Den 15. Januar 1862 købte Willerup da af Marineministeriet Grunden paa Hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade. Om dette Hjørne samlede sig nu Menighedens Interesse. En Subskription blev optaget; men Menigheden var fattig, og velhavende Medborgere, bl. a. den amerikanske Gesandt med Familie, undskyldte sig med, at først naar de havde en Kirke, kunde de søge deres Opbyggelse blandt Metodisterne. Subskriptionen blev derfor kun forholdsvis lille i Sammenligning med de Beløb, der vilde blive Tale om til en præsentabel Kirkebygning.

Grunden kostede 8000 Specier (32.000 Kr.), og saavel Købesum som Renter, ogsaa for den Dels Vedkommende, som blev sendt fra Amerika, blev betragtet som Laan til Menigheden, eftersom den stod som Ejer.

Saaledes stod det hele, indtil Missionsselskabet i 1864 besluttede selv at bygge Kirken. Det overtog nu Grunden som Ejendom, og den 29. Januar 1864 udstedte Willerup følgende Overdragelsesdokument:

„Jeg undertegnede, C. Willerup, erkender herved at have paa Den biskoppelige Metodistkirkes Missionsselskab i New Yorks Regning købt for den Sum af 16000 Rigsdaler (8000 Specier) det Stykke af den Grund, der ifølge Søfartsloven af 10. Marts 1862 under Matr. Nr. 510 er beliggende paa Hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade (Nr. 13 Rigensgade og Nr. 2 Stokhusgade).

Og da ovennævnte Missionsselskab har betalt alle Udgifter ved Købet og tillige et Beløb af 12000 Rigsdaler (6000 Specier) af ovennævnte Købesum af Grunden og endvidere forpligtet sig til i rette Tid at betale Resten af Købesummen, 4000 Rigsdaler (2000 Specier), erklærer jeg herved, at jeg herefter hverken har Del eller Lod i nævnte Grund, hvilken jeg herved overfører til ovennævnte Biskoppelige Metodistkirkes Missionsselskab til evig Ejendom, med alle de Rettigheder og Pligter, som hviler derpaa, under hvilke jeg i Selskabets Navn har erhvervet og ejer det efter Loven.“

Dette Dokument blev højtideligt vidnefæstet og retmæssig indført, saa nu er det selve Missionsselskabet, der er Ejer og bygger Kirke i København.

Der tages nu fat paa Bygningen, som opføres efter Tegning af Arkitekt Jensen, der for selve Tegningen modtager det efter vore Forhold ret beskedne Beløb 200 Rigsdaler (400 Kr.).

Illustreret Tidende havde i 1865 et Billede af Kirken efter Arkitektens Tegning, som dog under selve Opførelsen blev simplificeret lidt af økonomiske Aarsager; men det var og er fremdeles et smukt Bygningsværk.

I den ledsagende Artikel hedder det om Kirken:

„Metodisterne er ved Tilskud fra den amerikanske Mission sat i Stand til at lade Kirken opføre. Meget skyldes Superintendenten, Pastor Willerups utrættelige Virksomhed og Iver i denne Sag. Arbejdet er endnu ufuldendt, men Kirken vil blive indviet i September eller Oktober Maaned.

Ligesom flere af de nye Bygninger opføres den af røde Sten; Materialet er benyttet med Smag og staar i udmærket Harmoni med den arkitektoniske Composition.

Kirken hviler paa en Sokkel, som helt omgiver den og kun afbrydes af den underste Etages Vinduer og Indgangen. I samme Plan hæver sig Portalens Frontispice og Contraforcerne, to paa Facaden og fire paa hver af Siderne, hvorved det hele faar Karakter af Styrke og Fasthed.

Facaden optages af tre Buer, som hviler paa svære Søjler. Den midterste omslutter Solen over Indgangen, og i den er Kirkeuhret anbragt; Rummet mellem Søjlerne udfyldes med fem Pilastre, som stiger op ad Frontispicens Sider og bærer Solen. Sidebuerne omslutter Facadens to Vinduer.

Søjlernes Fodstykke, Kapitælerne, Frisen over disse tilligemed de smaa Stjerner, som dekorativt er anbragt paa Pilastrene og under Solen, er udførte i Beton. Formerne er overalt simple, men holdt i en Karakter, der svarer til den Plads, hvorpaa de er anbragt.

Saaledes bugner Fodstykkernes nederste Dele ud over den Flade, hvorpaa de staar, saa man ret mærker, hvor stor en Vægt der hviler paa dem. I Kapitælerne er der en langt større Ro, som minder om den antikke Kunst, skønt Motivet nærmest er taget fra den ældre byzantiske Stil.

Siderne inddeles ved de fremspringende Contraforcer i tre Dele, hvoraf den midterste har tre, de andre to Vinduer, adskilte ved Søjler af samme Form som Facadens. Under Taget løber et Galleri af smaa Søjler med Nicher imellem; paa Hjørnerne over Contraforcerne antager de en mere dekorativ Karakter, hvor den skarpe Kant er bibeholdt,medens den længere nede er afbrudt ved en slank Søjle.

Paa Facaden stiger Galleriet op mod Tagets Linier, som danner en stump Vinkel. Over Hjørnerne er der anbragt svære Akroterier af Beton, som ender i fem Lillier; disse er udført i Kobber og lueforgyldte. Taamet er holdt langt lettere end den øvrige Bygning.

Den nederste Del er firkantet, og den forreste Side er en Fortsættelse af Facadens Plan; paa Hjørnerne er der anbragt smaa Søjler.

Firkanten gaar straks over til den ottekantede Form; paa hver af de otte Sider er der Aabninger, af Form som et rundbuet Vindue; de, som vender ud mod Hjørnerne, er mindre, og under dem er der store Udladninger af Beton, som dækker de fremspringende Dele af Firkanten. Siderne ender i spidse Gavle, som bæres af smaa Søjler staaende paa Konsoller, der udgaar fra hver af de otte Kanter.

Bagved Gavlene stiger Spiret let opadstræbende i Vejret. Øverst oppe er der et forgyldt Kors. Hele Bygningen gør et imponerende Indtryk, overalt er der Højhed og Ro, som passer godt for en Kirke, og som aabenbarer sig selv i de mindste Detailler; der findes intet tilfældigt, allevegne mærker man Kunstnerens Aand og Individualitet.

Ligesaalidt kan man henføre den til nogen bestemt Stil eller en vis bestemt Tids Bygninger; den bærer Præget af og tilhører ganske den Tid, hvori den er fremstaaet.

Af de forskellige Haandværkere, som har været beskæftigede ved Kirkens Opførelse, nævner vi Murermester Knudsen, Tømrermester Blom, Smedemester Nielsen, Snedkermester Brødrup og Malermester Wiene.

Søjlernes Kapitæler og Fodstykker er udført af Stukkatør Metzgen, det øvrige Betonarbejde af Billedhugger Fjeldskov. Jernstøberarbejdet er fra Anker Heegaards Fabrik.“

Selve Kirkerummet dannede en Firkant, som fulgte Ydermuren i hele dens Længde fra Præsteboligen til Vestibulen, der var den samme, som der er endnu. Over Vestibulen var der et Galleri med Plads til Orgel og Sangkor. Kirkesalen var, bortset fra dette Galleri, uden Gallerier, Hvælvinger eller Begrænsninger af nogen Art. Loftet var fladt, men meget smukt. Det var et imponerende Rum.

Gulvet var amfiteatralsk. Det skraanede fra Indgangen, hvis Højde var, som den er nu, nedad, saa det sidste Kældervindue rørte Gulvbrædderne. Dette gjorde det lettere at høre Prædikanterne og bødede en Del paa Ulempen ved den stærke Genlyd, som Rummet skabte.

De fire Rækker Bænke var bekvemme Siddepladser, forskellige fra de alle Vegne brugelige, meget trættende, stivryggede Kirkebænke. Da Kirken ved sin første Ombygning i Halvfemserne gik over til „rigtige Kirkebænke“, købte Kommunen en Del af de gamle Bænke og anbragte dem paa Steder, hvor den undte trætte Mennesker en Hvilepause. De øvrige Bænke blev værdige til at tjene i Lokalerne i Kælderetagen.

Disse Lokaler blev meget forbedrede ved den første Ombygning, da Gulvet blev løftet op i Plan. Ogsaa Lydforholdene blev forbedret. De Prædikanter, der undertiden raabte højt, gik det tit i Virvar for. Ole Olesen lod forsøge med nogle Rækker Tøj fra Væg til Væg, for at opfange de uønskede Gentagelser af de gode Ord. Det pyntede ikke, men hjalp dog maaske noget. Gallerierne langs Siderne derimod blev nu en betydelig Vinding.

Endnu i lang Tid blev der lavet om paa Kirkerummet ved at føre Talerstol og Alterparti frem i Salen og danne Platform bag Talerstolen og Kontor og Sakristi paa hver sin Side; men den store Forandring kom dog først efter Branden, som er os alle i frisk Minde.

Nu er der skaaret yderligere fra til Kontor m. m., og Prædikestolen er rykket mere frem, saa Rummet er blevet noget mindre. Dertil kommer Buer og Hvælvinger, som nu har gjort Kirken mere almindelig og mindre imponerende; den sidste Ombygning er dog alt i alt en Vinding.

Men vi gaar tilbage til Kirkens Tilblivelse og Indvielse for 75 Aar siden. Da først Missionsselskabet havde paataget sig at bygge Kirke i København, drev man paa og kunde ikke hurtigt nok blive færdig med Arbejdet. Man regnede i Amerika med at kunne faa den indviet tidligt paa Aaret 1865; men Willerup maa gaa fra sine Løfter adskillige Gange.

Han lover den færdig senest til August, saa til Oktober, saa til December o. s. v. Først faar Vinteren 1865 Skylden, senere Haandværkernes Langsomhed, men endelig kan den indvies den 7. Januar 1866.

Foruden Grunden, hvis Regnskab holdes for sig, og som ved Indvielsen med paaløbne Renter og Skatter m. m. stod Missionen i en Sum, der omregnet beløber sig til 34.720 Kr., kostede Bygningen 218.000 Kr., tilsammen 252.720 Kr.

Disse Penge var paa 50.000 Kr. nær sendt fra Amerika, de 50.000 var laant af Skomagermester Spannier, han, som senere i sit Testamente bestemte, at Søndagsskolen skulde have 1000 Kr. aarligt af de store Legatmidler, han ved sin Død efterlod sig.

Endnu var der dog mange Ting, der krævede Penge. Af Pastor Willerups Indberetninger ses, hvorledes der senere bedes om Penge til Istandsættelse af Lokalerne i Krypten, til Orglet, Lysekroner, Kakkelovne og meget andet.

Men Kirken var indviet og taget i Brug som Arbejdsplads i Guds Rige, og her slutter vi nu med de Breve, Willerup efter Indvielsen skrev til Missionssekretæren Dr. Durbin og til Kirkens Velgører, Konsul Døliner, af hvis Kasse i Virkeligheden alt blev betalt, ogsaa senere de 50.000 Kr., som skyldtes her i København.

København, den 10. Januar 1866.

Til

Korresponderende Sekretær, Pastor Durbin, Dr. theol.

Velærværdige og kære Herre.

Mit sidste Brev til Dem var dateret den 20. September og her» med erkendes med Tak Deres Breve af 27. November og 21. December, i hvilket sidste var indlagt Check paa 1157 $ og et Kreditiv paa 1482 $.

Vor nye Kirke er nu fuldført og blev indviet til den almæg« tige Guds Tjeneste den 7. Januar. Vi havde en underfuld Tid — en Dag, som aldrig vil glemmes. Exguvernør Wright, amerikansk Minister i Berlin, var her og talte ved Anledningen — se indlagte Brev til Konsul Døllner. Der var forskellige amerikanske Familier med Mr. Wright, Dr. Roler, Mr. Knox og andre, ogsaa den amerikanske Minister her, Mr. Yeaman og Familie, var nærværende.

Vi havde Prædiken Kl. 10 om Formiddagen og Kl. 6 om Aftenen. Kirken var overfyldt, og efter hvad der er sagt mig, var der mange flere udenfor end inde, der ønskede at komme ind. Indlagt lægger jeg et af Indbydelseskortene til Dagen for at hindre for stor Trængsel.

Jeg indbød mange Stormænd i Byen og alle Præsterne. Biskoppen indbød jeg personlig; men meget fornemt svarede han mig, at han ikke kunde have den Ære at være nærværende. Hans Grund til ikke at komme vil Mr. Døllner sige Dem, og jeg tror, at ingen af Præsterne var nærværende. Men nogle af Landets Ministre og mange i høje Stillinger var nærværende.

Det var, fordi Gaskronen, Maling og andre Smaating ikke var rede eller færdige som lovet, at Kirken ikke blev indviet før. Men nu er det sket, Kirken er indviet, og Glædes- og Taknemmelighedstaarer rinder fra mine Øjne, medens jeg skriver disse Linier. Maa Gud velsigne Dem, Missionsstyrelsen — den hele Kirke for, hvad der er gjort for os. I vil uden Tvivl møde mange Taarer og Bønner fra frelste Danskere, som er gaaet op til Himlen, til eders Kredit.

— —

København, den 10. Januar 1866.

Konsul H. Døllner.

Kære Herre og Broder i Kristus!

Hermed erkender jeg Modtagelsen af Deres Breve, af hvilke det sidste var dateret den 9. December. Den 7. Januar blev vor nye Kirke indviet til den almægtige Guds Tjeneste. Vi havde en sød og højtidelig Dag, en Dag, som aldrig vil glemmes. Exguvernør Wright, den amerikanske Minister i Berlin, var nærværende og talte ved Anledningen, med ham var Dr. Roler, Dr. Knox og nogle andre amerikanske Familier, ogsaa den amerikanske Minister her, Mr. Yeaman, og hans Familie var nærværende.

Vi havde Prædiken Kl. 10 Formiddag og 6 Aften. Kirken var overfyldt, og et større Antal end inde i Huset var udenfor og ønskede at komme ind. Indlagt sender jeg Dem et Udklip af Avisen og et Indbydelseskort, benyttet den Dag for at forebygge Trængsel.

Jeg sendte Indbydelseskort til de fleste betydelige Mænd i Byen og til alle Præsterne. Biskoppen indbød jeg personlig. Jeg bad ham, om jeg maatte have den Ære at have hans Nærværelse ved vor Kirkes Indvielse. Han svarede meget fornemt, at Æren var paa hans Side, men at han ikke kunde have den Ære. Han bifaldt ikke, at vi har bygget en saadan stor Kirke beliggende just et saadant Sted som dette.

Indlagt sender jeg nogle Breve modtaget fra Professor Hjort, af hvilke De vil se Sindelaget, og hvad der kan ventes af Biskoppen her. Ingen af de indbudte lutherske Præster var nærværende, ikke engang Frimodt.

Jeg véd, at nogle af dem syntes om at have været der, men jeg formoder, at det skyldes en Forstaaelse mellem dem og Biskoppen.

Jeg indbød personligt Kongen, Kronprinsen og Enkedronningen, men de kunde ikke komme, sagde de, og jeg saa tydeligt, at det skyldtes Biskoppen.

Jeg fik Brev fra Kongen gennem hans Gehejmesekretær Trap, at han ikke kunde være til Stede ved Indvielsen, men han vilde være glad ved til en Tid efter Indvielsen at have en personlig Samtale med mig.

Efter at jeg havde sendt Kort og indbudt alle, jeg syntes passende, og givet Kort til alle vore Medlemmer, bekendtgjorde jeg i Bladene, at Adgangskort kunde faas gratis til saadan Dag og Tid, og sjældent har jeg set saadan et Syn af Stimmel paa Gaden som den, der kom for at faa Kort. os i Løbet af en halv Time var alle Kortene væk, og i lang Tid efter vedblev Folk at komme og bede om Adgangskort.

For Aftengudstjenesten havde vi ikke Kort, og Trængslen var endnu større, og den næste Gang vi prædikede, var det ligesaadan. Nytaarsaften havde vi Kærlighedsfest og Vaagenat i Forsamlingssalen i Krypten, og vi havde en herlig Tid.

Deres Navn vil ikke blive glemt i vore Bønner. Det skyldtes Gaskronen, Maling og andre Ting, som ikke blev færdige til den Tid, de var lovet, at Kirken ikke blev indviet før — men nu er den indviet, Gud være Tak! Vi har vort eget Hus — et Hjem — — —.

Glædes og Taknemmeligheds Taarer til al Barmhjertigheds Fader flyder fra mine Øjne, mens jeg skriver disse Linier. Maa Gud velsigne Dem, min kære Broder, og maa han velsigne Missionsstyrelsen og hele den Kirke for alt, hvad de har gjort for os. Taarer og Bønner fra Tusinder af frelste Danskere vil stige op til Himmelen for Dem.

Efter Indvielsen har jeg haft meget travlt, og det har ikke været muligt at skrive til Dem før. Angaaende Kirkens Finansforhold skal jeg skrive om faa Uger, naar jeg faar alle Regninger.

Paa Indvielsesdagen havde jeg den store Fornøjelse at have Ministrene Wright og Yeaman og alle de andre amerikanske Familier hos os i vort Hjem. De blev hele Dagen hos os. Jeg tror, Mr. Wright var meget tilfreds og fornøjet. De vil uden Tvivl høre fra ham.

— — —

Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken 1941