fredag den 8. januar 2016

Fru Vilhelmine Rasmussen

Vilhelmine Rasmussen
1876-1950
Fru Vilhelmine Elisabeth Rasmussen, født Thaarup, enke efter pastor P. Rasmussen, fødtes i Vejle den 8. januar 1876 af forældrene pastor C. J. M. Thaarup og hustru, Inger Marie, f. Pedersen.

Hendes barndomshjem var præget af en inderlig gudsfrygt, og hun voksede op i en atmosfære, hvor retsind og respekt for høje etiske idealer sad til højbords.

Fra sin barndom var hun fortrolig med de kår, et metodistpræstehjem i hine fjerne tider måtte leve under. Hun var derfor på flere områder vel udrustet til den nye tilværelse, hun gik ind til, da hun i 1896 ægtede den unge pastor P. Rasmussen.

Det unge præstepar gik ind til kirkens tjeneste med kærlighed til Gud og arbejdet og med stor nidkærhed og tro på kaldet, de havde modtaget af Gud.

Gud velsignede da også deres tjeneste, og de oplevede rige tider i flere af de menigheder, de fik betroet. Gud kronede deres arbejde med megen nåde.

Fru Rasmussen stod trofast ved sin mands side og var ham en betydelig hjælp i gerningen. Hun var rigtignok først og fremmest hjemmets kvinde, en sjælden god hustru og elskelig mor. Men ved siden af sit arbejde i hjemmet, hvor der var en stor børneflok, havde hun altid tid til kirken, og når hendes mand kaldte.

Fru Rasmussen havde flere rige evner. Hun var en dygtig organist, og med sit fine øre for toner var hun en god leder af koret i flere af deres menigheder.

Stor var fru Rasmussen som menneske og kristen. Med sit noble væsen vandt hun sig altid mange venner. Med sit blide sind og sin stilfærdige færd øvede hun en tjeneste blandt mennesker på tomandshånd, en sjælesørgergerning i det stille. Hun var den finest tænkelige medhjælp i en metodistprædikants gerning.

Fru Rasmussen overlevede sin mand i 11 år. Som hun havde levet og virket gennem travle år og spredt glæde og velsignelse om sig, gjorde hun sin livsaften rig ved at færdes særlig blandt de gamle, ved at opmuntre og trøste og smile mennesker mod til.

Hun hørte til den kategori af mennesker, om hvem Mads Nielsen synger:
»Der er nogle, der bestandigt går, som de gik kongebud«, og
»som tør leve det vi andre synger søndagssange om«.
Fru Rasmussen levede en lang og rig livsdag, og da det blev aften, tog Gud hende hjem.

Æret være fru Vilhelmine Rasmussens minde!

Niels Mann.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar