søndag den 31. januar 2016

Helsingør Menighed

Helsingør, ejendommen med
menighedens kirkesal St. Annagade 77
Af Poul Fredsby, 1980

Jeg er blevet bedt om at fortælle historien om menigheden i Helsingør. Det er en historie om en menighed, hvis begyndelse og levevis var vidt forskellig fra alle vore andre menigheder.

Om bedre eller dårligere, men anderledes, helt anderledes.

Jeg fik et meget stærkt indtryk af denne forskel, ja, næsten et chok første gang jeg kom til metodistkirken i Helsingør. Jeg kom til Helsingør fra Aarhus for næsten 50 år siden. Jeg havde aldrig været i Helsingør før og kendte ikke eet menneske der.

De første måneder gik med at sætte mig ind i mit nye arbejde, men endelig en dag satte jeg mig for at opsøge de metodister, som jeg fra min tid i København vidste skulle findes i Helsingør.

Jeg husker, hvordan jeg gik ud af en lang, trist sidegade. Uden butikker og uden nogen trafik. Gaden bestod mest af gamle eenetages huses, og så længst ude kom jeg så til nr. 77. Det var ganske vist i 2 etager, men ved et at det var bygget direkte på jorden, ja, gulvet lå endda lidt under fortovet, var der noget knuget over det hele.

Huset var over 200 år gammelt med små vinduer og en smal og lav dobbeltdør, og med et udseende som mindede mig om Prinsensgade! - Og så var der lukket. Selv om det var den sædvanlige mødetid stod jeg uden for en låset dør, og jeg tænkte uvilkårligt kan der virkelig ske noget her?

Næste søndag kom jeg igen. Kom ind i en forgang med cementgulv, og derfra ind i kirkesalen. En stor firkantet stue, der var lavt til loftet. Belysningen bestod af 4 - 25 lys pærer. Lampefatningen sad i loftet.

Helsingør menigheds kirkesal i Sct. Annagade 77.
Hundrup med hans kor var der. De stod i et hjørne, supleret med det lokale kor, medens der sad nogle få på bænkene og lyttede til. Jeg husker intet fra selve mødet, men jeg husker tydeligt den venlighed jeg mødte efter mødet.

Jeg havde haft min faste gang i 3 af vore kirker, og havde besøgt flere andre, og jeg tror I forstår min skuffelse. Og mon ikke disse omgivelser har haft deres andel i at menigheden var anderledes.

En anden grund til forskellen fandtes i dette, at der aldrig havde været en fastboende præst på stedet, men jeg fandt en 3. grund, og det var sikkert den væsentligste i at Helsingør menigheds særlige psyke. Det var den måde det hele begyndte på.

Medens de fleste af vore menigheder blev oprettet for ca. 100 år siden i en åndelig tør tid, hvor der samledes en flok vakte mennesker omkring en tilrejsende metodistpræst, hvorefter man byggede en kirke, eventuelt med økonomisk hjælp fra Amerika. Sådan var det ikke i Helsingør.

Metodismen kom først til Helsingør 30 år senere, omkring 1914. Og på den tid var der allerede et stærkt åndeligt liv af forskellig art i Helsingør.

Indre Mission var stærk, havde bygget stort Missionshus, havde en indremissionær boende, K.F.U.M, havde sit eget store hus flere store sale til de forskellige grene af arbejdet, og desuden et stort pensionat med 30 værelser, og K.F.U.K. havde sit eget hus i den anden ende af byen.

Luth. missionsforening havde en stor forsamling, og fik en stærk støtte fra deres højskole i Hillerød. Bl.a. kom musiklæreren derfra, Th. Evald (en far til Finn Evald) og ledede deres sangkor i Helsingør.

Og nogle år forinden var der sket dette, at sekretæren i K.F.U.M., løjtnant Sigurd Bjørner, var blevet grebet af pastor Barrats forkyndelse. Dette førte til at Bjørner blev afskediget fra sit sekretærjob, hvorefter han begyndte en pinsemenighed "Libanon", som også samlede mange.

Og efter alt dette kom så Metodistkirken. Det begyndte vist med, at maskinmester Hiechelmann kom til byen. Familien stod Anton Bast meget nær. Således sendte de deres børn til konfirmandforberedelse hos ham i København.

Pastor Bast var et meget kendt navn på den tid, især for sin omsorg for de hjemløse mænd i storbyen, samt for sit store børnehjemsarbejde. Der blev så holdt nogle møder med ham som taler. Der var stor tilslutning til disse møder, og der blev derefter arbejdet for at begynde en en menighed i Helsingør.

Men så sker der dette, at fru Heichelmann dør. Heichelmann får en husbestyrerinde, Marie Christensen, som var metodist. Kort tid efter bliver Heichelmann forflyttet til Esbjerg, medens frk. Christensen, bliver tilbage i Helsingør, hvor hun oprettede et pensionat.

Omkring 1915 bliver så P.M.S. Jensen, som da var nær pensionsalderen, ansat som præst i Helsingør. Det var meget små forhold. Jeg har set en regnskabsbog, hvori der med hans smukke håndskrift, var opført hvor mange der var til møderne, og hvor stor en kollekt der var optaget.

Der kunne f.eks. stå 7 deltager, og kollekt 1 kr. 95 øre. Men trods dette var han fuld af optimisme. Han fik den originale ide at trykke nogle ark med billeder af mursten, og hver af disse sten skulle så sælges ud over landet, til hjælp til en ny kirke. Det blev begyndelsen til et kirkefond.

Men da P.M.S.Jensen rejste kort tid efter, var disse penge forsvundet, ingen vidste hvor de var blevet af, og ingen vidste hvor mange penge der var. Og der skulle gå mere end 20 år før sagen blev opklaret.

Dette skete på den måde, at der blev afleveret en gammel regnskabsbog, der var fundet i et dødsbo. Og i den stod, at man havde lånt pengene fra fonden til hjælp til kirkens almindelige daglige udgifter. Det drejede sig om 200 kr., og dette beløb blev så indbetalt med det dobbelte til det ny byggefond.

Efter P.M.S. Jensen kom den unge pastor Ried. Der blev lejet et lokale, begyndt en søndagsskole af børn som tidligere havde gået i søndagsskole i indre mission og Frelsens Hær. Pastor Ried lærte dem at spille og dannede et lille strengekor.

Helsingørs første strengekor, pastor Ried i midten.
Blandt de første medlemmer var Kirsten gift med pastor Olesen, og Edith, mor bl.a. til Gerda Kronborg Chrstensen.

Pastor Ried kom gennem disse børn i forbindelse med forældrene, og der var snart en god forsamling. Således kom pastor Ried også i forbindelse med Kirstens forældre, Jens og Marie Mortensen. Der var en meget stor børneflok i dette hjem.

De havde på den tid en lille kælderbutik, hvor man blandt meget andet solgte øl. Og der fortaltes længe efter, om hvordan man en skønne dag så, Jens Mortensen og pastor Ried stå og hælde alt øllet i rendestenen.

Pastor Ried rejste dog snart, men efter hans tid har der været holdt faste møder hver uge. I mange år blev Helsingør betjent fra Jerusalemskirken. Og de fleste af vore ældre præster, som gik på skole dengang i København, begyndte med at tage til Helsingør og holde møder der.

Desuden har der siden den tid været en stor skare lægprædikanter fra København, der trofast har taget turen til Helsingør.

I 1920 skete det så, at menigheden fik foden under eget bord. Der var en gammel beværtning med tilhørende ejendom til salg. Biskop Bast skyndte sig at købe den, men da der var lavvande i kirkens hovedkasse, tog Bast pengene fra Centralmissionen, og på den måde blev Sct. Annag. 77 Centralmissionens ejendom.

Ejendommen med menighedens kirkesal indviet 11. oktober 1920
Ved indvielsen af den nye kirkesal optages der 6 medlemmer. Og af dem er Louis Nielsen stadig levende.

I 1926 blev der holdt en række vækkelsesmøder med den svenske evangelist Israelsson. Der var stærkt åndeligt røre og mange blev frelst. Men det hændte, som i en lignelse pastor Mann engang fortalte, "om pæretræet, der hældede ind over skellet til naboens jord. Frugterne faldt mest hos naboen!"

Således også her. Det var kun ganske få der sluttede sig til Metodistkirken. Men deriblandt var Åge og Else Mortensen, samt pastor Harald Jakobsen, der fik sit åndelige gennembrud ved disse møder.

På den tid var der ikke mange der havde tanke for moderkirken i Danmark, højest et håb om økonomisk og åndelig hjælp til en ny kirkebygning, derimod et alliancesind overfor de andre kirkeretninger i byen. Man deltog i andres møder, var med i sangkor udenfor vor egen kirke.

Og medens det er almindeligt at Metodister er "Kattekristne", som nødigt bevæger sig bort fra deres hjem, så var der i Helsingør så mange bånd mellem de forskellige samfund, at der til tider næsten ingen var hjemme hos os selv.

Dette sindelag havde den store ulempe, at når de unge giftede sig, så var ægtefællen ofte ude fra.

Som eksempel på denne afgang kan jeg nævne Jens Mortensens mange børn.

Een søn sluttede sig til indre mission, 2 sønner sluttede sig til Adventistkirken. 2 døtre giftede sig med mænd fra Luth. Missionsforening, 2 døtre blev gift med mænd, som vist ikke var kirkeligt interesserede, og kun to piger af disse 9 børn blev tilbage, og af disse 2 blev den ene, Eva, gift med Harald Jakobsen, og så var der kun en tilbage, nemlig Kirsten, som blev gift med en fuldblods indremissionsk ung mand, som så sluttede sig til vores menighed.

Og med de andre unge gik det nogenlunde på samme måde. Og da så både Jens Mortensen og Aage Mortensen købte landejendomme langt fra Helsingør, så tyndede det stærkt ud i rækkerne.

Omkring 1930 var der kun en lille trofast flok tilbage. Men så et par skete der igen en opblomstring, og man fattede nyt mod. Der kom således 3 søstre fra Frederikshavn, de 2 skulle studere sygepleje, de trak andre unge med sig så der pludselig var en frisk ungdomsskare.

Der var et par unge hjem med småbørn, og endelig hændte dette glædelige at Aage Mortensen vendte tilbage til Helsingør.

Senere så sluttede Agnes og P. H. Hansen, som senere skulle få så stor betydning for spejderarbejdet, sig til menigheden. Så trediverne blev en tid med fremgang for vor lille menighed. Aage Mortensen og Edith Nielsen fik genoplivet vor søndagsskole. De formåede at samle en masse børn.

Omtrent samtidig begyndte Aage Mortensen et nyt byggefond. Det begyndte i det små, forskellige ældre søstre gik fra dør til dør og samlede 25 ører ind. Trofaste var de, og de mange bække små blev med tiden til en stor å, så at nu i 1980 ejer fondet obligationer på mere end 100.000 kr.

I 1933 kom gamle pastor Emil Nielsen til Helsingør. Han ville så gerne hjælpe, men hans hjerte var svagt, så flere gange måtte vi afbryde et møde fordi hans hjerte svigtede og jeg måtte hjælpe ham hjem i Taxa. Jeg husker endnu hvor glad han var fordi han fik lov at døbe en lille pige.

Den 9. april 1940 skulle Ungdomsforeningen have generalforsamling, det blev til et bedemøde i de nu mørklagte lokaler. Men siden fortsatte arbejdet uden afbrydelser.

Selv under tiden med mødeforbudet holdt vi, som de eneste foruden statskirkerne, vore sædvanlige gudstjenester, og vor søndagsskole var den eneste i byen, der holdt ud under hele krigen.

I det første krigsår holdt vi møder med missionær Bræstrup, lige inden han med det sidste fly slap ud af landet. Ligeledes nåede vi at holde en uges møder med Israelsson fra Råå i Sverrig. Et par år senere, husker jeg, var vi vært for et sommermøde for ungdomsforeningerne fra København.

Det blev holdt i en lysning i en skov nær Helsingør. Det var en skøn sommerdag, og trods mødeforbudet, samledes der masse mennesker omkring os. Og spontant blev der sunget den ene fædrelandssang efter den anden.

Men ellers gik arbejdet sin vante gang, og selv om vi var under stadig mistanke fra værnemagten, fordi vor kirke stammede fra England og Amerika, og også fra anden side blev kritiseret, fordi der jævnlig hos os kom tyske Metodister, som var soldater, så lykkedes det trods mange besværligheder at komme godt igennem den svære tid.

I krigsårene havde vi et nært samarbejde med folkekirkens præster, og det førte til, at man i årene efter 1945 holdt et månedligt fælleskristeligt møde, hvori de forskellige samfund deltog.

Møderne holdtes lørdag aften i den gamle Sct. Mariæ kirke, og blev ledet af dennes sognepræst, pastor Dalsager. Til disse møder havde man et ca, 30-mands strengekor, samlet fra de forskellige menigheder.

Efter pastor Dalsagers død og indtil der blev indsat en ny sognepræst hændte det usædvanlige, at en Metodist stod for og ledede disse i en folkekirke. Men da så den nye sognepræst kom, blev det definitivt slut med disse møder. Hos ham var det intet alliancesind.

I godt 10 år efter krigen udviklede der sig et stort spejderarbejde hos. os. Der var store troppe både blandt piger og drenge.

Og hos drengene blev der yderligt oprettet en trop i Hornbæk, 12 km fra Helsingør. Og i en overgang var dette arbejde det største inden for vor kirke i Danmark. P. H. Hansen gjorde et enestående arbejde for drengene og ofrede al sin fritid derpå. Fru Hansen, og senere Gitte, nu Tvilling, var ledere hos pigespejderne, hvor der også var en meget stor flok.

Men så skete det, som også var hændt før, at vor ungdom flyttede bort, hvorefter spejderarbejdet sygnede hen, og vi måtte opgive denne arbejdsgren.

Omkring 1960 var der så kun den ældre generation tilbage, som trofast samlede sig om møderne. Og i 1968 lykkedes det endeligt efter mange forgæves forsøg, at købe en nyere ejendom, hvor vi kunne indrette en bedre kirkesal.

Helsingør menigheds ejendom på Esrumvej. Indviet 24. november 1968.
Der står, "Dersom Herren ikke bygger huset, er bygmesterens møje forgæves!"

Men her fik vi virkeligt at opleve, at Herren byggede med. Alle håndværkerne var enestående, og menighedens medlemmer gav alle i stor enighed en hjælpende hånd, hvor de kunne.

På samme tid blev menigheden organiseret som en selvstændig menighed. Og den 24. novbr. samme år indviede biskop Odd Hagen vor nye kirkesal.


Og siden har vort arbejdet gået den samme gode gang. Et ungt ægtepar flyttede til Helsingør et par år senere, og hjalp i vort børnearbejde, men flyttede desværre efter et par år til Holbæk.

Noget senere havde vi den glæde at pastor Ole Olesen flyttede til Helsingør. Men ellers det nu, når medlemmernes gennemsnitsalder er omkring 70 år, at kredsen svinder ind, fordi så den ene og så den anden løftes højere op!

Men det er stadig dette glædelige, at medlemmerne viser en stor interesse for kirkens fællesarbejde. For ydre mission. For Forårsblomsten og for alt hvad der angår "Solborgen", især ældrelejren.

Ovenstående er fortalt ved en sammenkomst for ældre i Jerusalemskirken den 19. novbr. 1980 af Poul Fredsby.
Det kan yderligere nævnes: at efter 1925 har Helsingør været betjent af følgende præster: P. Rasmussen, Carl Petersen, Niels Mann, Ejler Sørensen, og nu de sidste 20 år af Poul Poulsen. Efter at ejendommen i Sct. Annagade var erhvervet 1920 havde vi som kirkebetjent: Jens Mortensen indtil 1929, derefter Edith og Louis Nielsen fra 1929 til 1967. Louis Nielsen var desuden formand for E. F. i 10 år, og menighedens omhyggelige kasserer fra 1929 til 1974. Edith Nielsen var søndagsskolelærer i over 20 år, en tid formand for M. K., og desuden kirkens organist i mange år, en post der blev overtaget af Oda Henriksen (en datter af lægprædikanten Jens Olsen, Horsens.) Og fra 1967 til 1980 var det Herluf Olufsen, der passede vor kirkesal og ejendom.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar