onsdag den 30. november 2016

Karna Bræstrup: Kender du en?

Hvert år i november fyldes jeg med en stille, rislende glæde. Sådan har det været siden jeg var lille. De første år var det nu nok mest julegaverne, som gav anledning til glæden.

Jeg holder meget af at pynte op og julen giver jo én den bedste anledning på hele året til lige netop det. Jeg elsker hyggen i en lun stue, en mørk aften. Sådan var det også da jeg var barn.

Men med tiden gik det selvfølgelig op for mig, hvad det var for en »julegave«, der er den egentlige årsag til glæden. Alligevel er det sådan, at jeg og resten af den danske befolkning hvert år på denne tid gribes af en ubetvingelig trang til at hygge sig, pynte op og bruge penge.

Overalt bliver vi i adventstiden bombarderet med reklameslogans, som alle går på et eller flere af emnerne: Hygge, mad og gaver. Desværre er det vist de færreste, som skænker Maria, Betlehem, stalden og Jesus mange tanker mens de jager rundt for at nå det hele.

Jeg har oplevet, at jeg længe inden juleaften kunne være godt træt af det hele, på grund af al den travlhed, men når jeg så i en stille stund minder mig selv om Jesu fødsel i fattige omgivelser, foragter jeg mig selv lidt fordi, jeg alligevel med iver kaster mig ud i »juleræset«, som om julen ikke kan fejres uden al denne ydre glans og herlighed. Samtidig med disse melder der sig andre tanker.

Man siger, at julen er hjerternes fest, julen er familiens fest osv. Det er ligesom en selvfølge, at man holder jul sammen med nogen. Bare tanken om at være alene juleaften kan gøre en helt elendig.

Ensomhed er en byrde, som er ekstra tung at bære, når julen stunder til. I de lange helligdage får tankerne frit spil, ensomheden føles ekstra bitter når alle andre tilsyneladende hygger sig i familiens skød.

Ud over det ganske land er der tusindvis af mennesker, som ikke har nogen at fejre kirkens store glædesfest sammen med - måske kender du en?

Med ønsket om en velsignet julefest i hjem og kirke sender jeg alle M.K.’ere mange venlige hilsener,

Karna Bræstrup

Bragt i MetodistKvinden, November-December 1983

søndag den 27. november 2016

Charlotte Nyberg: En forberedelse til fødsel og genkomst

Advent, Mark. 13:33-37

Med adventstiden indledes et nyt kirkeår. I denne tid forbereder vi Jesu komme - ikke blot hans fødsel i julen, men også Jesu genkomst.

Derfor er adventstiden ikke i kirkelig forstand en hyggelig før-julefest. Fra gammel tid har advent den lilla bodsfarve og den alvorlige tone fælles med påskens forberedelsestid - fasten.

Adventstiden er til selvransagelse -både som kristen og som kirke. Vi skal bruge tiden til at se vort liv i lyset af Jesu genkomst.

Jesus forberedte sine disciple på, at han ville komme tilbage, sådan som han forberedte dem på, at han skulle forlade dem. Han fortalte om kommende trængsler og forfølgelser, om frafald og falske profeter.

I det hele taget blev det ikke skjult for dem, at det ville blive svært både at være til og at være kristen. Alligevel må de ikke give op - men holde ud, Jesus kommer! Jesus fortæller dem en lignelse om husherren, der drager udenlands og i sit fravær overdrager huset til sine tjenere. Alle fik opgaver og magt til at udføre disse.

Fælles for de forskellige tjenere i huset er, at de alle må være på vagt og forberedte til husets herre vender tilbage - det er det, de skal se hen til.

Fler har vi os selv placeret i tiden -som husholdere og dørvogtere ventende på, at Herren skal vende tilbage. Vi har på forhånd fået klar besked om, at det skal blive hårde tider og være svært at være kirke og kristen, men det til trods, har vi fået overdraget en opgave i tiden og i verden. Vi har et ansvar, og magt til at forvalte dette ansvar.

Lever vi som ansvarlige forvaltere?
Adventstidens spørgsmål lyder: Lever vi som forvaltere, der hele tiden har det for øje, at husets herre kan komme tilbage når som helst, og at han har overdraget os et ansvar.

Mange gange lader vi os overvælde af problemerne, der omringer os netop nu, det gælder både kirken og den enkelte kristne. At det er forudsagt os, at der skal komme trængsler, og at det skal være tegn, der skal få os til at huske, netop på Jesus genkomst, det ser vi måske ikke så ofte.

Det hele havde været lettere, hvis vi ikke havde levet i uvished om tiden for Jesu genkomst. Mange har forsøgt at regne tidspunktet ud - til trods for, at Jesus udtrykkeligt har sagt, at ingen kender tidspunktet undtagen faderen.

Netop det, at vi ikke kender tidspunktet, skal gøre os mere skærpede og vagtsomme, det skal holde os til vor opgave.

Er vi parate til at modtage husets herre? Kan vi aflægge regnskab for det, vi er blevet betroet?

Tegnene har vi fået, som kristne til alle tider har fået deres tegn, for at vi skal huske den begrænsede tid.

Vor opgave rækker uden for kirkens mure

Paulus skriver i Romerbrevet: »Frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende« - det gælder også tidsmæssigt - vi er Jesu genkomst nærmere, end disciplene var på Jesu tid.

Profeterne i Det gamle Testamente taler om Herrens dag med stor respekt. Det er ikke kun glæde, men også en opgørelsens tid. Da skal helliggørelsens frugter ses, da er det for sent at lede nogen til frelse, for sent at gøre andre opmærksom på, hvor meget det har betydet for dig at være en kristen.

Hvad er da vor opgave i verden? I tiden? Husholdere og dørvogtere, skrev Markus. Meget afhænger af, hvordan vi tolker denne lignelse.

Opfatter vi huset som Kirken, så er dørvogterne præsterne og husets personale de kristne - altså de frelste. Da handler lignelsen om, at vi i kirken må være forberedte på at modtage Jesus, nærmest som når en stor prædikant ventes på besøg.

Men Jesus er ikke guru for en lille udvalgt skare disciple. Han er verdens frelser. Det hus, han overlod sine disciple at være tjenere i og dørvogtere for, det er verden. Jesus er Vejen til verdens frelse, og Han ønsker ikke, at en eneste skal gå fortabt.

Vi har altså fået en overordentlig stor og betydningsfuld opgave, som også rækker langt uden for kirkens trygge mure. Derude hvor problemerne er og kampen kæmpes.

Adventstiden er en ransagelsens tid, hvor vi igen skal have rettet vort liv og vor gerning ind efter den opgave Jesus gav os.

Adventstiden er også tidspunktet for at sande, at vi ikke blot fik opgaver og ansvar, men også kraft og myndighed til at udføre, hvad der forventes af os.

Lad os forberede Jesu komme!

Charlotte Nyberg

Bragt i Kristelig Talsmand, 23. december 1986

fredag den 25. november 2016

1989: Julebrev fra Jette og Anders i Kapanga

Her er en hilsen fra os i Kapanga for at ønske jer en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår. Her har vi det begge godt, sunde og raske, så hvad kan vi ønske os mere. Det skulle lige være at kunne holde jul hjemme hos familien. Det har vi tænkt os at gøre, idet vi lukker øjnene og betaler billetterne med et smil!

Kapanga, 25. november 1989.

Anders bygger klinikker
Anders arbejder som sagt for ISROS, som er et byggeprojekt fra USA. Han skal bygge og istandsætte 13 klinikker og dele af hospitalet her i Kapanga.

Begyndelsen til de nye klinikker.
Niels French havde allerede bygget en del, da vi kom, og Anders er fortsat, hvor han slap.

Arbejdet går godt, det kniber dog for afdelingen i Lubumbashi at sørge for forsyning af materialer, dem, de sendte sidst, er sluppet op. Dette betyder, at tingene ikke altid glider helt, som de skulle. Men i det store og hele går det godt.

De fem første klinikker er færdige og der er gjort indledende øvelser til opstart på tre nye. Det vil sige, at der er sendt to ud for at hjælpe byen med at lave mursten af en ordentlig kvalitet. ISROS har investeret i nogle murstenspressere, kirken herude har også nogle, så nu skal der bare sørges for at få fat i den bedst mulige lerkvalitet.

Det er meget vigtigt, at stenene bliver ordentlig brændt, de skal ligge i ovnene 3-4 dage, så der skal bruges meget brænde for at fyre i så lang tid, at der bliver sten til et enkelt hus på 90 kvadratmeter, som er størrelsen på klinikerne.

Jette underviser og arbejder på laboratoriet

 Som vi har fortalt tidligere, har ISROS også sat laboratoriet i stand, hvilket var
særdeles tiltrængt, det er blevet mere arbejdsvenligt og nemmere at holde rent, hvilket var en umulighed før.

Ved hjælp af de penge, vi har fået til laboratoriet hjemmefra, har der været mulighed for at få igangsat de mest nødvendige analyser, som f.eks. malarietest, tuberkulose, hæmoglobin og blodsænkning, urin og fæces. I øjeblikket laver vi ca. 25 forskellige analyser, hvilket skulle udgøre det, som er næsten uundværligt, hvis man ønsker et laboratorium, der skal bruges til noget!

Jeg er også begyndt at undervise i laboratorieteknik 4 timer om ugen. Det er lidt svært for mig, for i en fransk ordbog findes ikke rigtig de fagudtryk, jeg har brug for. Og for eleverne er det også svært, for når man er opvokset et sted som her, hvor man aldrig har lært, hvad en lineal er og hvordan den inddeles i centimeter osv., er det svært at fortælle om, hvordan en vægt virker og hvad det betyder, hvis man ikke gør tingene helt præcist.  Og hvordan forklarer man, hvordan et fotometer er bygget op.

Det er utroligt svært, jeg prøver virkelig at simplificere det ved at give eksempler fra dagligdagen. Men i det store og hele hygger vi os gevaldigt og jeg føler, at de lærer mere end før, så jeg har overvundet skrækken for at stå oppe ved tavlen og være den, der har svar på alt!

Fransk overlæge
Vi har på hospitalet fået en ny administrerende overlæge, det vil sige, at dr. Kakoma, som var her før, er rejst. Det er nu en fransk læge, Claude Haburé, som er vores nye chef. Med denne udskiftning ser vi frem til at kunne få stoppet nogle af de kanaler, hvor penge, medicin, benzin og andet tidligere er forsvundet igennem, det har været medvirkende til den store gæld, hospitalet nu har.

Vi ser fremtiden på hospitalet i møde med stor optimisme og beder om jeres forbøn, så vi kan få rettet tingene op, og at det vil være en sygeplejerske og en økonomisk administrator, der vil føle sig kaldet til at komme ud til os i Kapanga.

De bedste hilsener
Anders og Jette

Bragt i Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990

torsdag den 24. november 2016

Pastor Ejler Sørensen

Pastor Ejler Sørensen døde den 24. november 1976 i en alder af 91 år i Sønderborg. 

Den sidste tid var han plaget af sygdom, men mange af os husker ham som den, der utrættelig tog del i kirkens liv, under årskonferencer og præstemøder. Sin høje alder til trods, var han hele sit liv aktiv i tjenesten. 

Da han bosatte sig i Sønderborg, kom han til at øve en gerning indenfor folkekirken, i bibel timer og andet. Han var en meget afholdt prædikant. Pastor Ejler Sørensen blev optaget i konferencen i 1912 og pensioneredes i 1956 efter at have tjent i flere af vore menigheder.

Læs også: Fødselsdagsportræt af Ejler Sørensen (85)

Under stor deltagelse blev pastor Sørensen bisat fra Christianskirken i Sønderborg, hvor pastor Erik Kyst talte meget smukt over ham, og kirkens sognepræst forrettede jordpåkastelsen. Foruden pastor Kyst deltog også pastor Poul Rasmussen og Knut Bjarne Jørgensen.

Vi takker Gud for den tjeneste, pastor Sørensen fik nåde til at udrette for vor kirke. Vi beder Gud styrke familien, datteren Else, sønnen Harald, svigerdatter, børnebørn og øvrige familie, for hvem sorgen og savnet må være stort.

Læs også: Erik Kysts mindeord

Æret være pastor Ejler Sørensens minde iblandt os.    

kbj.

- - - 

Det er med tak i sindet, jeg tænker tilbage på de gange, jeg har arbejdet sammen med, mødt og talt med pastor Ejler Sørensen. Jeg har aldrig haft ham som menighedspræst, men i Centralmissionen og på »Solborgen« og ved Årskonferencerne mødte jeg denne milde, blide og fromme mand. 

Med stor glæde fik jeg ham til at fortælle om sin tid i Amerika, hvor han blev omvendt og studerede. Han var meget vidende og havde en skarp og klar tankegang. Hans »Solsikker« vil vedblivende minde mig om, at hans ansigt altid var vendt mod Livets sol - Jesus Kristus.    

FJ.

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

mandag den 21. november 2016

1976: Mogens Bjerno på besøg i Rønne

I ugen den 15.-21. november 1976 havde vi her i Rønne en møderække med Mogens Bjemo, Strandby. De to af aftenerne var vi i vores lille kirke i Allinge, resten af ugen var vi i Rønne. Det var en dejlig uge, hvor vi fik budskabet forkyndt, så det var til gavn og glæde for os alle sammen.

Lørdag aften havde vi »Drop in Café«, hvor vi sang sammen, og der blev aflagt vidnesbyrd. Mogens Bjerno holdt en bibeltime, hvor han gennemgik emnet »Frelsens vished«. Til sidst sang vi igen. Det var en uge, som er kommet til at betyde meget for mig selv, og jeg tror også, at de andre har fået meget ud af den uge.   

Susanne.

»Der stod i mit hjerte så streng en strid, ak, Verden blænded mit øje«, men så tog jeg til møderække i Rønne i tro på, at Jesus ville hjælpe mig. Og det gjorde han sådan: »Men Jesus kaldte på samme tid og vinked min sjæl mod det høje«.

Så løstes det problem, jeg stred med, fordi jeg lod Jesus hjælpe mig sådan at »Da følte jeg midt i den strid, jeg stred: De evige arme når helt herned«.

Det er jeg taknemmelig for, at de evige arme når helt herned, sådan at jeg kunne og altid kan hente hjælp hos Jesus, som jeg har gjort så mange gange før. Nu jubler jeg: »Har brug du for mig Herre kær? Her er jeg, send mig«.

Tak for en god møderække.   

Hans.

Vi har haft en god og velsignet uge i Rønne med pastor Mogens Bjerno som prædikant. Men først skulle der deles indbydelser ud i byen, og både unge og ældre kom i arbejde, og dermed var vor forventning begyndt hos alle. At det er svært at vække menneskers lyst til at komme i kirke, fik jeg bevis for, da jeg gav en dame en indbydelse. Det varede lidt, før hun svarede:
»Jeg tager den nu kun for billedets skyld. Det er nemlig mit barndomshjem, huset ved siden af kirken«. 
Da kan jeg siges at være mere heldig, for kirken i Østergade 16 var mit hjem, da jeg var stor pige, i nogle år, og er bestandig mit åndelige hjem.

Men mennesker, der overvandt deres magelighed og søgte kirken disse aftener, blev ikke skuffede. Mogens Bjerno kom med sit budskab på en dyb og inderlig måde, så det var ikke til at tage fejl af; ja det var Guds ord, der fængede fra først til sidst.

Emner var givet for hver aften. »Jesus - et nyt livs begyndelse«, »Kristenlivet er glæde«, »Mennesket, det søgende«, »Kristent liv er meningsfyldt«, »Mennesker, der levede i nåden«, »At leve er for mig Kri-stus«, »Menneske, hvor er du?« og »Mennesket - et levende væsen fornyet i Kristus«.

Det var berigende at lytte til den appel, der udgik fra alle disse emner. Alle vore dejlige unge sangere medvirkede hver aften med deres smukke korsange, solo og duet. Det talte sit eget stærke sprog.

Ja, det var velsignede aftener, men nok også travle dage for vor gæst Mogens Bjerno og vor egen præst Lilly Thomsen, der også medvirkede til, at vor møderække blev den store, gode oplevelse.

Derfor sender vi en varm tak her fra Rønne med hilsen og tak for besøget.

Helga Beck.

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976