torsdag den 29. december 2016

1916: En Nytaarshilsen fra Biskoppen


For tredie Gang begynder vi et Nytaar under denne rædselsfulde Krig. Det svundne Aar var fyldt med Sorger og Lidelser, som Verdenshistorien heldigvis aldrig har set Mage til før. En Tid, da baade Karakter og Tro blev prøvet.

Vi ved ikke, hvad det nye Aar vil bringe os. Men vi ved, at Gud arbejder paa sine naadige Planer og Formaal, selv gennem Domme, der ryster os ved deres Grusomhed. Vi ved, at ingen Mørkets Magter er i Stand til at forhindre hans Riges Komme.

Derfor vil vi opløfte vore Hoveder. Denne Tid er fyldt med ubegrænsede Muligheder for enhver, som tror paa Jesus Kristus, til at lade deres Lys skinne, til at styrke det, som er svagt, til at vise deres Tro i Gerning. Det er vor Opgave og Forrettighed, nu mere end nogen Sinde, at udøve Jesu Kristi vor Frelsers Kærlighed og Magt i en Verden saa fuld af Synd, Egenkærlighed, Had og Sorg.

Af hele mit Hjerte ønsker jeg ethvert af Guds Børn et rigt Maal af Faderens Naade, Kærlighed og Styrke i det nye Aar!

Maatte han ikke blot velsigne enhver, men ogsaa gøre enhver af os til en Velsignelse for andre. Lad os være udholdende i vore Bønner om, at der snart maa blive skænket Fred til denne stakkels, lidendejord; og maatte vi være utrættelige i vort høje Kald til at være Fredsstiftere — ved at lede mange Sjæle ind i Guds Fred.

Maatte vi blive stærke i Herren og kæmpe imod al Synd og Ondskab og mere end sejre ved ham, som styrker os.

Naade være med eder og Fred fra ham, som er, som var, og som kommer.

Dette ønsker af Hjertet eders Broder og Medarbejder:



Bragt i Kristelig Talsmand, 29. december 1916

onsdag den 21. december 2016

1916: Centralmissionens Juleuddeling


Vi kunde skrive rigtig meget om dette forunderlige Barmhjertighedsarbejde; men vi vil foretrække at lade Nationaltidendes Red. faa Ordet denne Gang. I dette Blad og de andre ferslewske Blade skrives d. 22. ds., som følger:
I Gaar Formiddag begyndte Centralmissionen sin store Juleuddeling til 5000 fattige Familier — det vil sige til ca. 30,000 Mennesker.

I lange Rækker havde Husmødrene taget Opstilling ved Jerusalemskirken. Kl. 10 aabnedes Dørene til dennes store Hal, og saa begyndte Uddelingen. Paa lange Borde og fra Gulv til Loft i hele Hallens Længde var der anbragt Bjerge af Rugbrød og Sigtebrød — 15,000 ialt — der var i Tusindvis af Margarinepakker og mægtige Lagre af store Poser, fyldt med Sukker og Kaffe.

Og ved Udgangsdøren satte Pastorinde Bast —  bogstaveligt talt — »Kronen paa Værket« ved at give hver eneste, der kom med Kurven fyldt af gode Fødevarer, et Kronestykke.

I Tilgift fik de yderligere »Fyrtaarnet«s Julenummer, overrakt af den amerikanske Dr. theol. Count. Doktoren, der i en Aarrække har været Leder af den bulgarske Metodistkirke, opholder sig for Tiden her i Byen paa Gennemrejse til Amerika, hvor han en Tid tager Rekreationsophold.

Uddelingen varede til langt ud paa Aftenen. I Dag og i Morgen fortsættes den. Men desuden har Centralmissionen, takket være en Stab af Spejdere, sendt Julepakker rundt til en Del Hjem, hvor Husmoderen var syg, og i Gaar uddelte Pastor Bast desuden flere Tusinde Kroner til Hjem, hvor der — efter hvad Centralmissionen havde taaet at vide under Haanden — herskede skjult Nød.

Til dette smukke Formaal skulde der gerne i disse sidste Dage før Jul skaffes endnu op imod 3000 Kr., siger Pastor Bast.
Vi lader hans Juleønske gaa videre til vore Læsere — og vore Ekspeditionskontorer Ved Stranden 18, og Telegramhallen ved Frihedsstøtten, modtager med Tak disse Bidrag til Centralmissionen.
Juleaften og derefter. —

Samme Blad skrev Juledag:
»Centralmissionen tog sig i Aar som tidligere Juleaftener paa den bedste Maade af Hovedstadens Fattigste. Takket være Centralmissionen blev 800 Nødlidende bespist i den filantropiske Virksomheds Lokaler i Rigensgade.

Kl. 4 var talrige Kvinder og ikke mindre end 200 sultne Børn Missionens Gæster, og hele Aftenen igennem fortsattes Bespisningen. Alle fik lige saa meget Sødsuppe og Flæskesteg med Rødkaal og Kartofler, Kaffe og Julekage, som de kunde spise. Det var ikke Smaating, der gled ned — der blev f. Eks. brugt halvtredie Tønde Kartofler.

Pastor Bast havde i Dagens Løb sørget for, at en Del unge, hjemløse Mæpd fra Landet fik ordentlige Klæder og blev sendt til deres Hjem i Provinsen.

I Nat har Herberget i Jerusalemskirkens Krypt været fyldt til sidste Plads af henimod halvandet Hundrede hjemløse Mænd paa Onsdag Aften holdes der en Julefest for 400 fattige Kvinder, hver Dag i Julen bespises Hundreder af Børn, og paa Lørdag skal 700 fattige Mænd til Julefest i Jerusalemskirken.«
 Bragt i Kristelig Talsmand, 29. december 1916

mandag den 19. december 2016

Niels Mann: Den rigtige Jul


O, kommer med til Davids by,
hvor engle sjunge under sky;
o, ganger med på marken ud,
hvor hyrder høre nyt fra Gud.

Og lad os gå med stille sind
som hyrderne til barnet ind,
med glædestårer takke Gud
for miskundhed og nådebud.

Luther. Grundtvig.
Det gamle ord om, at julen kommer til os i den allermørkeste tid af året lyder måske noget forslidt, og dog er det nok værd at minde hinanden om, at julen kommer, som mørket er tættest, og med julen vender det.

Da har vi vintersolhverv, og så går det mod lyset.

Og åndeligt var det på samme måde, da den første julenat gled ind over den lille by i Judæa, og Jesus Kristus blev født. I flere århundreder havde der ikke været en profet i Israel, og folket var i bundløs nød både åndeligt, moralsk og socialt.

Men som det var mørkest, kom Han, patriarkers håb og slægters dybe længsel. Da blev der vintersolhverv, og »godt kan vi nu ved nattetid kende som børn vor fader blid«.

Men det skulle jo også være ensbetydende med, at det stadig gik mod lysere tider. Med Jesus kan det jo kun gå fremad. Men mørke ligger endnu over folkene.

Det er endnu ikke tilfulde gået op for de store skarer, hvad julen betyder. Man holder nok fest; man søger julens hyggelige stemning, god mad og drikke. Men det er også det hele, og med den flygtige stemning er både hyggen og glæden borte.

Skal det være således?

Nej, absolut ikke for dem, der hører Jesus Kristus til. Her skal det ikke være på den måde, at glæden og festen skal være afhængig af den ydre glans.

Julen er Jesus Kristi fødselsfest. — Julen er Jesus. Og dette, at julen er Jesus, er ikke blot, at han ikke glemmes, men at han er julens midtpunkt. Så bliver det os en glæde at samles om julens velsignede evangelium — om dette: »eder er i dag en frelser født«.

Jul med Jesus er at ofre ham tak og tilbedelse. Der må være i vort hjerte en glæde, der stadig øges, og som ligger bag ved vor tak for »hans uudsigelige gave«.

Så synger man lovsangen med sit hjerte. Det er dejligt at synge julens gamle salmer. Men det kan virke både tomt og trættende, dersom man kun synger dem med sin mund og af vane. Vi skal sige Gud tak og synge ham lovsangen af et oprigtigt hjerte.

Jul med Jesus er også noget andet. Det er at sprede glæde og velsignelse. Der går så mange »juleløse«, og det vil ikke blot sige dem, der ikke har råd til at holde en nogenlunde god jul for pengenes skyld.

Men det er de mange hjerter, der er uden glæde og tryghed, men i stedet har nød og sorg i sit hjerte, endog uden de ret ved af det. Holder vi jul med Jesus, bærer vi glædens budskab med os, hvor vi går, og spreder noget af mørket.

Gud hjælpe os til at holde jul med Jesus, og Gud give, at denne ulykkelige slægt må finde julens dybe hemmelighed, sådan som Matthæus har citeret den fra Esaja:
»Det folk, som sad i mørket, har set et stort lys, og for dem, som sad i dødens land og skygge, for dem er der opgået et lys«.
Niels Mann.

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1949

torsdag den 15. december 2016

1916: Aarhus Centralmission køber Mindegade 15

Aarhus Centralmission har købt Ejendommen Mindegade 15 for 34000 Kr. Det er et Sted, der har været blandt Byens værste Buler — Vi overtog Huset d. 15. December, og den 17. December holdt vi de første Møder i Missionssalen dér.

Søndagsskole Kl. 2, Møde for Venner af Missionen Kl. 3½ og offentlig Møde Aften Kl. 9. Det var en velsignet Begyndelse. Mange vaade Øjne vidnede om, at der ikke blev talt forgæves.

I Julen holdes der Gudstjeneste, to Julefester, og til Nytaar tænker vi at have en Uddeling af Fødevarer.

* * *

Angaaende Planen for Missionen skal jeg henholde mig til, hvad jeg har skrevet i de Cirkulærer, der er udsendt i Aarhus i 4000 Ekspl.:
Det er Tanken at indrette et jævnt udstyret Forsamlingslokale, der vil blive i særlig Grad »de fattiges Kirke«, og her vil blive holdt Møder for fattige Kvinder og Mænd, for Søfolk, for fattige Børn o. s. v. Her vil ligeledes Evangelisk Afholdsforening optage en speciel Gerning. Der staar allerede en Stab af Medarbejdere rede til at optage denne Missionsgerning.
Foruden dette vil der blive indrettet en Læsestue for Søfolk og for hjemløse Mænd, hvor de kan finde Husly og Varme og Venlighed gennem de kolde Vinterdage og Vinteraftener.

Endvidere vil der blive etableret et Kontor, hvor fattige Mænd og Kvinder kan henvende sig og blive hjulpne med Klæder, Fødevarer, Arbejde og Vejledning og Hjælp.

Hele denne Virksomhed vil være i nøje Kontakt med Velgørenhedshjemmet i Frederiksgade, men vil have sin specielle Gerning at udføre som Redningsstation for alle saadanne, som er kommen ud paa Skyggesiden af vort Samfund.

Saa snart Midlerne tillader det, er det Tanken at indrette andre Virksomheder, efterhaanden som Trangen dertil maatte komme.

L. C. Larsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 29. december 1916

tirsdag den 13. december 2016

1916: Pastor Bast i Hjørring

Efter Indbydelse var Pastor Bast i Hjørring Onsdag d. 13. Decbr. og holdt et Lysbilledforedrag om »Centralmissionen« i København.

I den Anledning havde vi lejet Byens største og smukkeste Sal, som kan rumme ca 800 Mennesker.

Mødet blev for Hjørring By en Begivenhed. Over en Time før Mødet skulde begynde, strømmede Folk til Lokalet for at sikre sig Siddeplads — og da Klokken var 8, var den store Sal ogsaa fyldt til sidste Plads.

Undertegnede aabnede Mødet med Sang og Bøn, hvorefter Pastor Bast — før han fremviste Lysbillederne — holdt en kort, men gribende Tale, hvori han i Særdeleshed angreb Drikkeriet. Derefter fremvistes de mange prægtige Billeder, og Pastor Bast fortalte jævnt og ligetil om Storstadens Nød og om Centralmissionens velsignelsesrige Virksomheder.

Forsamlingen var greben.

Til Tider var der ganske stille i Salen, mens alle betragtede f. Eks. Billedet af en ung, fattig Mand, som laa og sov paa en Bænk — i næste Øjeblik brast den store Forsamling i Latter, da de berømte, gamle, hullede Støvler viste sig paa Lærredet — og man forbavsedes over, hvor meget der var bleven ud af dem — og forundrede sig over Pastor Basts Opfindsomhed, naar det gjaldt at afhjælpe Nøden.

Pastor Bast holdt saaledes den store Forsamling i Aande i et Par Timer. Mødet sluttede Kl. ca. 10½, og alle var sikkert glade for, hvad de havde hørt og set. Aftenen gav en Indtægt paa ca. 400 Kr. Desuden blev der solgt 255 Evangelietoner og ca. 200 Ekspl. af »Fyrtaarnet«.

Chr. Tjagvad.

Bragt i Kristelig Talsmand, 29. december 1916

lørdag den 10. december 2016

1976: Vejle menighed fejrer sit gamle kapels 100-årsdag

Den 10. decemder er i år en mærkedag for Vejle menighed.

Den dag - for 100 år siden i 1876 indviedes den smukke forbygning ud til Vissingsgade til menighedens kapel.

Metodismen kom til Vejle allerede i 1860, men man havde siden virket ud fra en lejet sal. Som menigheden voksede i tal, blev det nødvendigt med et andet samlingssted.

I 1873 købte man grunden i Vissingsgade, men først i 1876 kunne det nye kapel tages i brug.

Bortset fra kirketårnet og den smukke indgangsportal ser bygningen ud som på indvielsesdagen.

I referatet fra indvielsen fremgår det, at kirkesalen kunne rumme ca. 250 personer, og at der i samme etage også var et skolelokale.

Der var nemlig oprettet en dagskole allerede 1. november 1874 for menighedens og andre venners børn, og denne skole fik nu plads i det nye kapel. Der er ingen tvivl om, at skolens virksomhed fik stor betydning for menighedens hele udvikling. På 1. sal var der bolig for præsten og hjælpeprædikanten.

Der er noget forunderligt ved at bo og virke i denne 100-årige gamle bygning. Som vi synger:
Tider skal komme, tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.
Aldrig forstummer tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang!
Kapellet blev begyndelsen til den senere store kirke, der byggedes i 1892.

Er det egentlig ikke betegnende, at hver gang vi skal i kirke, må vi gennem »det gamle kapel« med de mange minder om fædrenes tro, dem, der lagde grunden, som vi senere slægter kunne bygge videre på. Med dyb taknemmelighed og ærefrygt vil vi mindes pionærernes stærke tro og vovemod!

Gennem disse linier vil vil også gerne sende en hjertelig hilsen til de mange ude i landet, der har haft tilknytning til Vejle menighed.

Pastor A. Rogert, der var menighedens præst, da menigheden fejrede sit 75-års jubilæum skrev i afslutningen på et særligt jubilæumsskrift om to ting, som han havde fundet væsentlige i Vejle menighedsliv.

Det første, at det var en vækkelsesmenighed og det andet, at der var en stor flok af trofaste, frivillige medarbejdere i alle grene af virksomheden.

Spørgsmålet kom uvilkårligt til mig: Gælder det også for os i dag i året 1976?

Gud give, at vi her i Vejle såvel som i hele vor elskede kirke, må opleve en åndelig fornyelse både i vor personlige erfaring som i vor tjeneste for Gud og kirken.

På Vejle menigheds vegne
Hans Kristian Bhutho.

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

1926: Jubilæet i Vejle


50 Aars Dagen for Indvielsen af det gamle Kapel blev højtideligholdt ved en vellykket Fest i Kirken Fredag Aften den 10. December. En talrig Forsamling af Medlemmer og Venner var kommet tilstede.

Undertegnede indledede med Andagt og holdt derefter en Tale angaaende de historiske Kendsgerninger vedrørende Kapellets Indvielse.

Den første Metodistprædikant, der virkede i Vejle, var B. Smith, som i 1860 kom her til Byen og begyndte at holde Møder i et privat Skolelokale.

Senere besøgte Pastor Chr. Willerup Byen, og der blev lejet et større Lokale i Flegborggade, som indviedes til kirkeligt Brug den 12. Maj 1861.

I en Beretning om Arbejdet fra 1861 siges der:  
»Vejle er en lovende Arbejdsmark, og skønt vort Medlemstal er ringe, er Fremtidsudsigterne gode«. 
Menigheden gik i de nærmest følgende Aar jævnt fremad i Antal, i 1876 byggede man Kapellet i Vissingsgade. Indvielsen fandt Sted den 10. December, og det er saaledes nu 50 Aar siden, denne Højtidelighed fandt Sted.

I sin Indberetning til Kvartalsmødet den 20. Januar 1877 skriver Pastor Karl Schou herom følgende:
»Den 10. December blev det nye Kapel indviet. Der havde samlet sig en meget stor Forsamling baade Formiddag og Eftermiddag, og jeg tror at turde sige, at Gud var til Stede for at velsigne. Mange af Byens Borgere og flere Borgerrepræsentanter bivaanede Indvielsen. — Menighedens forrige Forstandere, Br. Sørensen og J. J. Christensen, var tilstede for at tage Del i Indvielsen, der forrettedes af Superintendenten, Pastor Karl Schou. Siden Jul har der været afholdt Gudstjeneste i Kapellet hver Aften. Det har været velsignede Møder, og jeg har Grund til at tro, at flere har fundet Frelseren og mange er øjensynligt vakte til Bekymring »for deres Sjæles Frelse«.
Om Menighehedens Stilling paa dette Tidspunkt siges det, »at det bedste var, at der fandtes en levende Menighed til at samles i og virke ud fra dette Hus, saa at det efterhaanden blev for lille«.

I 1892 blev det derfor udvidet med en stor Kirkebygning i Gaarden, og det gamle Kapel til Gaden blev omdannet til to gode Mødelokaler. Bygningen blev forskønnet med et Taarn og en Portal. Desuden blev der indrettet Bolig til Præsten paa 1. Sal foruden en mindre Lejlighed. Dette var medens Biskop Bast var Menighedens Præst.

Fra den ringe Begyndelse er Samfundet vokset frem til i Dag at tælle 380 voksne Medlemmer og 65 Prøve-Medlemmer og der udføres fremdeles et alsidigt Menighedsarbejde,ikke mindst et godt Ungdoms- og Børnearbejde.

Der er nu kun fire Medlemmer tilbage fra den Tid, da Kapellet indviedes, nemlig Claus Nielsen, der blev blev optaget i 1868, Kathrine Hansen, Jens Schousen-Buch og Rasmus Munk, der alle blev optaget i 1874.

Efter at Kirkens Strengekor havde sunget, smukt, blev Ordet givet til Pastor P. M. S. Jensen, der var Aftenens Hovedtaler. Han begyndte med at mindes de Tider for 50 Aar siden, da han som ung Prædikant var med i Gerningen i Vejle. Derefter talte han ud fra den 122 Salme om Herrens Hus, der er grundlagt paa den evige Klippe og opført af levende Stene.

Efter Talen var der fælles Kaffebord, og ved Bordet tog adskillige af Menighedens ældre og yngre Medlemmer Anledning til at udtale sig om deres Kendskab til Menigheden gennem de svundne Aar. Det kom til at forme sig som et velsignet Vidnemøde, der gav et levende Indtryk af de rige aandelige Velsignelser, som Herren gennem de mange Aar har skænket sin Menighed paa dette Sted.

Forskellige Hilsener blev fremført og Genhilsener vedtaget, bl. a. til de af Menighedens tidligere Præster, der endnu lever.

Det blev helt igennem en vellykket Fest, der længe vil mindes.

Søndag Formiddag afholdtes en Jubilæumsgudstjenesten. En stor Forsamling fyldte Kirken, og det blev en meget velsignet Gudstjeneste. Pastor P. M. S. Jensen prædikede, og af hans Prædiken hidsættes følgende korte Uddrag :

Tekst: »Jesus Kristus er i Dag og i gaar den samme, ja, til evig Tid«. (Hebr. 13, 8).

Pastor Jensen dvælede først ved Guds Søns to over al Beskrivelse herlige Navne: Jesus Kristus som Frelserkongen eller Kongefrelseren. Derefter føjede han til Navnene Ordet er og fastslog, at Jesus Kristus er.

Han er en Virkelighed, ingen Sagnfigur eller Myte, men en historisk Personlighed og tillige en sand og evig Gud. Derefter samlede han Teksten i dens Ordlyd og benyttede den først fra det Tidspunkt, den var skrevet af Hebræerbrevets Forfatter og talte derfra om en Fortid, Nutid og Fremtid. Han spurgte derpaa:
»Hvorledes var Jesus igaar?« 
Ved igaar forstod han Tiden fra Jesus begyndte sit Læreembede til hans Opstandelse og viste derefter, hvorledes Jesus var i sit Forhold til den store Menneskeskare og til de enkelte Personer. Med Nutiden mente han Tiden fra Jesu Opstandelse til den Tid, Hebræerbrevet blev skrevet og kaldte denne Dag.

Han viste, hvorledes Jesus var imod Disciplene, den store Mængde (Pinsefesten) og de enkelte Personer. Med Fremtiden betegnede han Tiden fra Apostlenes Dage til vor Tid, og endelig anvendte han Teksten som udtalt i Nutiden, hvorved der fremkom en Fortid, hvor han dvælede ved Kapellets og Menighedens Historie i de 50 Aar, om den skyfulde, men alligevel forhaabningsfulde Nutid, idet Jesus stadig er den samme og derpaa den herlige Fremtid for Guds Folk, der skal ende med den salige Evighed sammen med den uforanderlige Frelser i Faderhuset.

Idet denne Beretning om vort 50 Aars Jubilæum sendes Talsmandens Læsere, ønsker jeg sluttelig at tilføje en Hilsen fra vore Venner her i Menigheden til alle Trossøskende ud over det ganske Land.

Herren har forunderlig velsignet denne Menighed, og vi staar i Dag ved 50 Aars Mindestenen og skuer fremad efter nye Velsignelser.

Vi tror, at Gud er mægtig til fremdeles at virke gennem os og der er i Sandhed Anledning nok i denne By med sine ca. 25,000 Indbyggere.

Herren hjælpe os at være rette Husholdere over de betroede Naadegaver!

Broderligst
Vilh. Jørgensen

Bragt i Kristelig Talsmand, 31. december 1926

Niels Mann: Lyset sejrede

Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. (Joh. 1,5).

Dette kendte vers havde i den gamle oversættelse formen »og mørket begreb det ikke«.

I den nye har det fået versionen »og mørket fik ikke bugt med det«.

Denne sidste form forekommer sikkert os alle at være langt stærkere. I den gamle oversættelse er det, som om man blot finder det negative i sagen:

»Mørket begreb det ikke«, og det havde mørket affundet sig med, og sagen var dermed færdig. Der var ikke videre at foretage.

Men i den nye form aner man, at der har stået en voldsom kamp imellem de to magter: lyset og mørket. Men det var umuligt for mørket at få bugt med lyset, hvor megen kraft og snille mørket end anvendte i kampen.

Mørket fik ikke bugt med lyset.
Her er julen.

Lyset kom, og det måtte komme til en voldsom kamp imellem de to største magter. Denne kamp begyndte i realiteten julenat, selv om den da var i sin allerspædeste vorden.

Men da Jesus Kristus var bleven mand og trådte frem og viste sig for menneskene med sit revolutionerende program, fortalte, hvem han var, og hvad han ville, tilspidsedes kampen, til den nåede det endelige punkt, hvor den måtte føres til: Golgata.

Det var ikke en kamp imellem Jesus og farisæerne, eller mellem Jesus og Pilatus, men imellem lyset og mørket.

Mørket fik ikke bugt med lyset.



Men mørket synes alligevel at være den stærkeste, langt den stærkeste magt i tiden. Hvilke forfærdende kræfter, mørkets magt dog udløser, og hvor den spiller op med mennesker!

Men vi har fremdeles lov til at hævde, at mørket har ikke fået og aldrig vil få bugt med lyset. Lyset er ubesejret. Det ses jo dog — Gud ske lov — hver gang, Gud sejrer i et menneske.

At de mange, mange mennesker så ikke vil lukke op for lyset, men hellere være i pagt med mørket, er jo aldeles intet bevis for, at mørket har fået bugt med lyset.

Man ville lige så vel kunne påstå, at natten engang ville få bugt med dagen og mørket ruge over os i 24 timer i døgnet.

Gud være lovet, at lyset fra det høje har besøgt os, og mørket skal ikke få bugt med det. Nu står vi igen foran den store højtid, der påny fortæller os om, at den er kommen »med solhverv for hjerterne bange«.

Måtte vi da rigtig kunne glæde os i lyset, og holde lysets fest med glæde.

N. M.

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1950

Hans Växby: Jul for de små

Julen er en skøn højtid. På mange måder og for mange mennesker er det den bedste tid på hele året. Og den fortjener det!

De små
En af årsagerne til, at julen er en så stor højtid, er, at de små forstår den. Ikke bare på den måde, at den er enklere at forklare for et barn, end de andre højtider er det. Men fremfor alt, fordi barnet synes at kunne forstå på et dybere plan, hvad julen drejer sig om.

Jeg husker, hvordan det var, da jeg var ude at gå med en af vore drenge, da han lige havde lært at gå. Der kom mange voksne mennesker forbi ham, uden han værdigede dem et blik - det at gå krævede al hans opmærksomhed.

Men så kom der et andet lille barn gående - og så blev det anderledes: Det med selv at gå var pludseligt ikke så vigtigt længere. For her kom et menneske, der befandt sig på samme plan, som talte samme »sprog«, og sikkert havde noget interessant at fortælle.

Sådan tror jeg, det er, når vore børn ser Jesus-barnet. Gud taler samme sprog som dem, og de åbner deres sind på vid gab for at tage imod, hvad han har at give.

Det er måske derfor mange af os voksne synes, at en rigtig jul skal fejres sammen med børn, fordi de forstår underet i krybben, så får vi også del i glæden.

Jesus kaldte engang et barn hen til sig og stilledet det midt blandt disciplene og sagde:
»Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.«
(Mat. 18,2-3)
De små
En anden ting, der gør julen så fin, er, at de fleste, der var med den første julenat, var ganske almindelige mennesker.

Vist begynder juleevangeliet vældig pompøst med at nævne Kejser Augustus og statholderen Quirinius, men når der begynder at ske noget, så er de allerede »glemte« - de er der bare for tidsangivelsens skyld. Ikke engang den lokale lydkonge Herodes var med - og vi husker, hvor fornærmet og truet han følte sig.

Nej, det var hyrder, der blev indbudt til at være med, da verdenshistorien tog en ny vending. Hyrderne var repræsentanter for den ganske jævne og almindelige arbejder - her i Norden måske en hårdtarbejdende arbejder i metalindustrien, der så skulle møde englene på værkstedsgulvet.

De var lavtlønnede, uden titel og palads. Men det var til dem, Himlens hilsen kom. Det var disse samfundets små, som fik den ære at være blandt de første, der så underet i krybben.

Jesus viste siden med sin undervisning og hele liv, at de små har en særlig plads i Guds plan og Guds hjerte.
»Alt, hvad I har gjort for en af disse mine mindste brødre, det har I gjort for mig.«
(Mat. 25,40).
Vi små
De fleste af os, som deler disse tanker, er sikkert hverken børn eller metalarbejdere (tak Gud, hvis du er, for så har du sikkert allerede set, hvor vigtig du er i Guds øjne!), men julens vidunderlige budskab er, at ingen af os behøver at være noget specielt.

Vi får lov til at erkende, at vi er små og ikke skal være store og betydningsfulde for at være med, når Gud giver sin kraft og kærlighed.

I stedet bliver Guds søn så lille, at vi med et barns selvfølgelighed og tillid overgiver os til vor Fader.

Og Guds søn vinder sejr over roden til al ondt, så vi med glæde lader Ham være Herre i vort liv.

Derfor er underet i krybben værd at fejre en gang om året, og Guds søn værd at følge hele livet igennem.

Hans Växby

Kristelig Talsmand,
Uge 50, 1990

mandag den 5. december 2016

1976: Biskop Muzorewa på besøg i Jerusalemskirken

Det var meget spændende, da hr. Poul Brandrup fra Dansk Ungdoms Fællesråd telefonerede og sagde, at biskop Muzorewa ville komme til København med kort varsel fra sit forhandlingsmøde i Geneve.

Besøget løb af stabelen lørdag den 4. og søndag den 5. december. Forinden blev det udvirket, at der blev reception ved en frokost i Udenrigsministeriet, hvortil også undertegnede var indbudt sammen med biskop Muzorewa og de af hans medhjælpere, der var med i København.

Udenrigsminister K. B. Andersen var selv til stede og holdt en smuk lille tale for biskoppen og for hans indsats for Zimbabwes eller Rhodesias befrielse. Dette var fredag den 3. december.

Lørdag den 4. december var der indbudt til et møde i vore ungdomslokaler på 4. sal. Mødet var sat til kl. 15, men på grund af biskoppens stærke optagethed - han sad stadig kl. halvfire til møde i Ungdommens Fællesråd - blev mødet noget forsinket.

Vi drak i mellemtiden en kop kaffe, og de, der ventede, blev ikke skuffede, men fik et levende indtryk af den mand, der med liv og sjæl har identificeret sig med sit folk og er gået ind i dets lidelser og er blevet dets kårne leder. Om han også til sin tid bliver den, der får lov at lede en kommende majoritetsregering for Zimbabwe, er naturligvis et åbent spørgsmål.

Men foruden biskoppens spørgsmålstime den lørdag eftermiddag fik vi søndag formiddag en stærk prædiken ud fra Mattæus kap. 16:24-25: Da sagde Jesus til sine disciple:
»Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det«.
Ved en middag i Ruth og Henning Bjernos hjem fik jeg lejlighed til at forhøre mig lidt om Metodistkirkens forhold i Rhodesia:

Biskop Muzorewa, hvor mange metodistkirker er der i Zimbabwe?

Der er 5 forskellige, nemlig vor egen kirke, Den Forenede Metodistkirken, og den, der er udgået fra Englands missionsarbejde. Så er der den afrikanske, biskoppelige Metodistkirke, der støttes af de sorte i USA. Der er den afrikanske metodistkirke, der er brudt ud af den engelske metodistkirke på stedet, og endelig er der de frie metodister. Foruden dem er der adskillige andre kirkesamfund, hvorimellem den anglikanske kirke spiller en fremtrædende rolle.

Hvordan trives det åndelige liv i kirkerne?

Der er et meget stærkt åndeligt liv, specielt er bønnebevægelsen stærk i Den Forenede Metodistkirke. Søndag morgen ved daggry samles folk i store skarer til forbøn for gudstjenesten. Fredag ved daggry er det især kvinderne, der samles til bøn. Denne bevægelse har også spredt sig til andre kirker. Bønnebevægelsen startede blandt de studerende ved det teologiske seminarium og bredte sig derfra til andre grupper.

Hvordan er kirkernes forhold til biskoppens arbejde i det afrikanske nationale råd?

Folk støtter os i dette arbejde, og mens konferencen er i Geneve, samles folk i hvert fald 2 gange om ugen til bøn, og dette gælder så vel folk, der har overgivet sig til Kristus som mange, mange andre.

Hvor stærk er metodismen i Zimbabwe?


I vor kirke er der alt iberegnet ca. 50.000 i konferencen. Der er over 400 kirker.

Hvordan ser biskoppen på kirkens fremtid?

Der vil være en fremtid for kirken. Når hvide kristne optræder ansvarligt, er de accepteret og vil blive det. Der er i øjeblikket mange unge, der føler kaldet til at blive præster, ja, så mange, at vi ikke kan klare det økonomisk for øjeblikket. Præsterne må nemlig have 5-6 kirker hver, ellers går det ikke økonomisk, men havde vi penge til det, kunne vi have en præst ved hver kirke.

Hvordan uddannes præsterne?

Der er i dag et interkonfessionelt præsteseminarium, hvis rektor er metodist, men tidligere var seminariet metodistisk og Kåre Eriksen fra Norge var dets rektor. Seminariet har i øjeblikket ca. 30 studenter fra de forskellige kirkesamfund.

Hvor mange missionærer er der fra fremmede lande?

Vore missionærer kom fra Skandinavien, jeg blev selv hjulpet til verden af en svensk jordemor. Desuden kom de fra Schweitz og USA. Der har tidligere været mere end 100 missionærer. I dag er der vel ca. 30.

Erik Kyst.


Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

søndag den 4. december 2016

Mogens Bjerno: Til glæde

Evangeliet kommer til os med al dets føn og karskhed. Det taler til os i enhver situation, i hvilken vi kæmper og lever.

»Et evangelium, som kommer i generelle vendinger uden at henvende sig til vort liv, vor kamp, vor angst, vor glæde, vore forhåbninger, vor desperation er dømt til at være uden virkninger.

Derfor må vi gøre mere end blot gentage bibelske vendinger. Vi må anvende kraften i dette ord for den situation, som vi nødvendigvis lever i.«

Sådan har Allan Boesak fra Sydafrika sagt. Det er ord, vi kan lære noget af.

Altså: ikke bare gentage bibelske vendinger, men anvende kraften i Ordet - ind i vore aktuelle situationer. Det er evangeliets hensigt.

Floskeltid
Adventstiden er kommet. Jeg fristes til at sige den kirkelige floskeltid. For det bliver den meget, meget nemt.

Alle gode og velmente ønsker om »fred«, »glæde«, og vendinger med disse ord, kan så alt for let blive tomme sprogblomster.

Da kom den tanke: hvordan mon vor Herre oplever vor floskel-plabren? Trækker han på skuldrene? Ryster han smilende på hovedet? eller tænker han: gid de ville lade de tomme ord i fred? det vil være til glæde!


Glæden for hele folket
Ikke for ingenting begyndte det hele med: »Glæden til hele folket«. Glæde og fred er jo netop forbundet med englenes budskab og lovsangskoret julenat.

Det er ikke bare bibelske vendinger, men kraften og indholdet fra budskabet skal omsættes gennem
 vor tilværelse og i vor menighedssituation.

Det gælder både i glæde og mod, som i frygt og modløshed.

»Glæden til hele folket« virkeliggøres, når Helligånden fremmer troen.

Hvor mennesker deler livets glæder og sorger, forstås og formidles evangeliet.

Ofte er de bedste forkyndere de beskedne, usentimentale mennesker, som trofast samles i små omsorgsfulde menigheder, og som gennem hele deres livsførelse fremkalder spørgsmål som: »Hvad giver dig mening i din tilværelse?« »Hvad er kraften i din magtesløshed?«

Ved at dele vore erfaringer med hinanden, oplever vi, at Kristus kommer med »glæden, som er for hele folket«.

Det er ikke en floskel - det er liv, det er kraft i enhver aktuel situation. Det vil være til glæde!

God advent!

Mogens Bjerno

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1986

fredag den 2. december 2016

1976: En speciel aften i Betaniakirken

Det var ungdommen, som stod for en »Alles aften« med emnet »Giv os i dag . . .« tirsdag den 2. dec. Programmet var inspireret af og til fordel for indsamlingen »Flygtning 76«.

Det viste sig, at netop dette program var kommet i de rigtige hænder hos ungdommen.

Aftenen startede med, at der var tre, der sang »Hymn to Freedom«, og så blev der øst op af det righoldige stof med eksempler på flygtninge fra forskellige dele af verden. Vi så Bitsch-Larsens film, som handler om et eksperiment i Afrika med hjælp til selvhjælp. Kaffen serveredes med en bemærkning om, at den måske skulle være undgået netop sådan en aften. Der var udstilling og livlig salg af plakater o. a. materiale.

Forud havde ungdommen været ude på Nørrebrogade og rasle med bøsserne, og alt i alt indkom der netto kr. 1.028,70. Ved andagten blev der fremdraget eksempler på flygtninge i Bibelen.

Det var i al fald et emne, som havde engageret ungdommen, og det blev derfor en god aften.  

Poul Poulsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

torsdag den 1. december 2016

Emil Larsen: Kan Stemningen holde?

Der er noget, vi kalder Julestemning. Og enhver af os ved, at denne Stemning er forskellig fra alle andre Stemninger.

Og det er ikke bare, fordi den faar os til at tænke paa straalende Julelys og Gran, paa tindrende Barneøjne, Kirkegang og Salmesang, Gaver og Sne, Barndomsminder og alt dette.

Men Julestemningen ligger dybere, den ligger nede i de Sindets Dybder, hvor det guddommelige rører sig.

Til andre Tider af Aaret kan man maaske holde sig det fra Livet, men naar Jul er nær, saa er der en usynlig Magt, der fører os ned til Sindets dybe Skakter, hvor Gudslængselen bor, og hvor vi alle længes efter at se Paradis opladt paany. Blive Børn, der hører Guds Stemme, der lytter til Englebud og himmelske Sange.

Og naar vi indstilles paa den Bølgelængde, saa kommer vi i Julestemning. Og Julestemningens dybeste Tone er Offerglæden. Og den Glæde er i Pagt med Guds Kærlighed. Mennesker, som ikke til daglig røres af andres Nød, giver gladelig til ti forskellige Juleindsamlinger. Og andre, der aldrig viser deres nærmeste Opmærksomhed, gaar og tænker paa, hvad de kan glæde denne eller hin med.

Godsindet kommer op i os ved Berøring med det Sindelag, der var i Gud Fader, saa han i Kærlighed gav os sin enbaarne Søn, og det Sindelag, der var i Kristus Jesus, han som blev fattig, for at vi ved hans Fattigdom skulde blive rige.

Hvis vi alle var, som vi er i Julen, vilde vi saa ikke alle være glade og gode? Hvis vi altid levede i Julens Land, vilde det saa ikke være et Land, hvor Nød og Elendighed var sat ned til et saa lille Minimum, som det er tænkeligt under menneskelige Kaar? Sikkert.

Men vi oplever ogsaa Aar efter Aar, at Julestemningen er en Stemning, der hurtig fortager sig. Den svinder bcrt, endog før Duften af Gran er ude af vore Hjem. Spørgsmaalet bliver saa: Kan denne Stemning holde? Er det muligt paa en eller anden Maade at udstrække den til at vare til Paaske eller til Pinse, eller til at vare hele Aaret ud?

Og dette er muligt. Det vil ske, hvis Juleevangeliet gaar os til Hjerte og bliver bevaret levende i vort Hjerte. Saadan bar Maria sig ad, den Kvinde, der blev Frelserens Mor. Om hende staar der, at alt det, Hyrderne fortalte hende om Englesyn og Evangelium, om Sang fra Himlen og Lys fra det høje, det bevarede hun altsammen i sit Hjerte.

Var det ikke ogsaa en Overvejelse værd for os, om vi ad samme Vej kunde bevare Julens Stemning gennem hele Aaret, daglig høre den Sang fra Himlen, som aldrig forstummer, og daglig lukke op for det Sindelag, der var og altid er i Jesus Kristus?

Emil Larsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 25. december 1936