lørdag den 10. december 2016

1976: Vejle menighed fejrer sit gamle kapels 100-årsdag

Den 10. decemder er i år en mærkedag for Vejle menighed.

Den dag - for 100 år siden i 1876 indviedes den smukke forbygning ud til Vissingsgade til menighedens kapel.

Metodismen kom til Vejle allerede i 1860, men man havde siden virket ud fra en lejet sal. Som menigheden voksede i tal, blev det nødvendigt med et andet samlingssted.

I 1873 købte man grunden i Vissingsgade, men først i 1876 kunne det nye kapel tages i brug.

Bortset fra kirketårnet og den smukke indgangsportal ser bygningen ud som på indvielsesdagen.

I referatet fra indvielsen fremgår det, at kirkesalen kunne rumme ca. 250 personer, og at der i samme etage også var et skolelokale.

Der var nemlig oprettet en dagskole allerede 1. november 1874 for menighedens og andre venners børn, og denne skole fik nu plads i det nye kapel. Der er ingen tvivl om, at skolens virksomhed fik stor betydning for menighedens hele udvikling. På 1. sal var der bolig for præsten og hjælpeprædikanten.

Der er noget forunderligt ved at bo og virke i denne 100-årige gamle bygning. Som vi synger:
Tider skal komme, tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.
Aldrig forstummer tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang!
Kapellet blev begyndelsen til den senere store kirke, der byggedes i 1892.

Er det egentlig ikke betegnende, at hver gang vi skal i kirke, må vi gennem »det gamle kapel« med de mange minder om fædrenes tro, dem, der lagde grunden, som vi senere slægter kunne bygge videre på. Med dyb taknemmelighed og ærefrygt vil vi mindes pionærernes stærke tro og vovemod!

Gennem disse linier vil vil også gerne sende en hjertelig hilsen til de mange ude i landet, der har haft tilknytning til Vejle menighed.

Pastor A. Rogert, der var menighedens præst, da menigheden fejrede sit 75-års jubilæum skrev i afslutningen på et særligt jubilæumsskrift om to ting, som han havde fundet væsentlige i Vejle menighedsliv.

Det første, at det var en vækkelsesmenighed og det andet, at der var en stor flok af trofaste, frivillige medarbejdere i alle grene af virksomheden.

Spørgsmålet kom uvilkårligt til mig: Gælder det også for os i dag i året 1976?

Gud give, at vi her i Vejle såvel som i hele vor elskede kirke, må opleve en åndelig fornyelse både i vor personlige erfaring som i vor tjeneste for Gud og kirken.

På Vejle menigheds vegne
Hans Kristian Bhutho.

Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

Ingen kommentarer:

Send en kommentar