Hans Växby: Jul for de små

Julen er en skøn højtid. På mange måder og for mange mennesker er det den bedste tid på hele året. Og den fortjener det!

De små
En af årsagerne til, at julen er en så stor højtid, er, at de små forstår den. Ikke bare på den måde, at den er enklere at forklare for et barn, end de andre højtider er det. Men fremfor alt, fordi barnet synes at kunne forstå på et dybere plan, hvad julen drejer sig om.

Jeg husker, hvordan det var, da jeg var ude at gå med en af vore drenge, da han lige havde lært at gå. Der kom mange voksne mennesker forbi ham, uden han værdigede dem et blik - det at gå krævede al hans opmærksomhed.

Men så kom der et andet lille barn gående - og så blev det anderledes: Det med selv at gå var pludseligt ikke så vigtigt længere. For her kom et menneske, der befandt sig på samme plan, som talte samme »sprog«, og sikkert havde noget interessant at fortælle.

Sådan tror jeg, det er, når vore børn ser Jesus-barnet. Gud taler samme sprog som dem, og de åbner deres sind på vid gab for at tage imod, hvad han har at give.

Det er måske derfor mange af os voksne synes, at en rigtig jul skal fejres sammen med børn, fordi de forstår underet i krybben, så får vi også del i glæden.

Jesus kaldte engang et barn hen til sig og stilledet det midt blandt disciplene og sagde:

»Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.«
(Mat. 18,2-3)

De små
En anden ting, der gør julen så fin, er, at de fleste, der var med den første julenat, var ganske almindelige mennesker.

Vist begynder juleevangeliet vældig pompøst med at nævne Kejser Augustus og statholderen Quirinius, men når der begynder at ske noget, så er de allerede »glemte« - de er der bare for tidsangivelsens skyld. Ikke engang den lokale lydkonge Herodes var med - og vi husker, hvor fornærmet og truet han følte sig.

Nej, det var hyrder, der blev indbudt til at være med, da verdenshistorien tog en ny vending. Hyrderne var repræsentanter for den ganske jævne og almindelige arbejder - her i Norden måske en hårdtarbejdende arbejder i metalindustrien, der så skulle møde englene på værkstedsgulvet.

De var lavtlønnede, uden titel og palads. Men det var til dem, Himlens hilsen kom. Det var disse samfundets små, som fik den ære at være blandt de første, der så underet i krybben.

Jesus viste siden med sin undervisning og hele liv, at de små har en særlig plads i Guds plan og Guds hjerte.

»Alt, hvad I har gjort for en af disse mine mindste brødre, det har I gjort for mig.«
(Mat. 25,40).

Vi små
De fleste af os, som deler disse tanker, er sikkert hverken børn eller metalarbejdere (tak Gud, hvis du er, for så har du sikkert allerede set, hvor vigtig du er i Guds øjne!), men julens vidunderlige budskab er, at ingen af os behøver at være noget specielt.

Vi får lov til at erkende, at vi er små og ikke skal være store og betydningsfulde for at være med, når Gud giver sin kraft og kærlighed.

I stedet bliver Guds søn så lille, at vi med et barns selvfølgelighed og tillid overgiver os til vor Fader.

Og Guds søn vinder sejr over roden til al ondt, så vi med glæde lader Ham være Herre i vort liv.

Derfor er underet i krybben værd at fejre en gang om året, og Guds søn værd at følge hele livet igennem.

Hans Växby

Kristelig Talsmand,
Uge 50, 1990