torsdag den 10. august 2017

Brev fra Afrika (1917)


Missionær Marie Jensen i Katanga har sendt Pastor Ørsnæs et Brev, hvor af vi med Tilladelse gengiver følgende Uddrag:

Ja, nu er jeg saa i Afrika, i det Land og blandt det Folk, som jeg i Aarevis har tænkt paa og drømt om.

Det er med Glæde, Fred og en dyb Stilhed i min Sjæl, jeg ser tilbage paa Herrens Førelse med mig. Skridt for Skridt aabnede han Vej for mig. Men ser jeg fremad, saa er Vejen stadig skjult. Dog jeg ønsker fremdeles, at Gud maa lede mig, saa jeg maa blive en Velsignelse, hvor jeg nu er.

Legemligt befinder jeg mig bedre, end jeg har gjort de sidste fire Aar. Jeg haaber, det maa vare ved, saa jeg kan fortsætte Arbejdet sund paa Legem og Sjæl.

Vor Fodtur, der var paa 456 miles, var fuld af Oplevelser. Hver Dag bragte noget nyt. Dersom vi havde hørt om det alt sammen paa Forhaand, vilde vi have sagt, at det var umuligt.

Vor Fører, der ledede Karavanen, førte os ad de indfødtes Sti. En af den belgiske Regerings Officerer sagde til os, at det var det samme som at sætte Livet til, om vi rejste den Vej. Ingen Kvinde havde nogen Sinde gaaet den Vej før, og det vilde være umuligt for mig at komme igennem. Men hvad skulde vi gøre? Vor Fører vilde ikke gaa ad nogen anden Vej, og vi kunde naturligvis ikke gaa uden Fører.

Saa drog vi da af Sted over høje Bjerge, dybe Dale, gennem umaadelig lange, mørke Skove, gennem Græs langt over Mands Højde. Vi vadede i Mudder til Bæltestedet og gik gennem Floder, hvor Vandet naaede os til Halsen. En Dag var Fru Brinton og jeg i Vandet i tre Timer, derefter gik vi, vaade, som vi var, i Mørke gennem en lang Skov.

Hr. Brinton gik noget foran os andre med Barnet paa sine Skuldre (Missionær Brinton og Frue har et lille Barn med ud til Afrika), og vi var fuldstændig overladt til alle disse sorte Mænds Forgodtbefindende; dog tænkte jeg ikke et Øjeblik paa, at der kunde ske os noget ondt; de var da ogsaa allesammen meget behjælpsomme mod os.

Den omtalte Dag havde vi startet om Morgenen Klokken 5 og naaede ikke Lejr før om Aftenen Kl. 8. Men det var ogsaa den haardeste Dag paa hele Turen. Nu kan I maa-ske bedre forstaa mig, naar jeg siger, at det var kun ved Guds særlige Bistand, vi kom levende igennem. Det, der gjorde det saa særlig vanskeligt var, at det var netop lige i Regntiden, og alle Floder og Sumpe var derfor overfyldte med Vand. Det tog os lidt over en Maaned at komme hertil.

Nu maa I ikke tro, at alle Dagene var som den omtalte; mange af dem var fulde af Solskin, skønt Vejen var lidt trang. Vi saa Naturen i al sin storslaaede Skønhed; den var som lige kommen fra Skaberens Haand.

Aldrig har jeg set saa mange mægtige, skønne Træer som paa denne Tur eller saa mange smukke Fugle.

Dog det smukkeste og rigeste paa Farver var Insekterne fra den mindste til den største; endnu den Dag i Dag maa jeg staa stille og beundre dem i deres smukke, rige Dragt.

Som I allerede ved, dersom I har læst Springers Bog, var Dr. Pipers Hustru og deres lille to-aarige Datter her paa Stationen, da vi kom. Vi var altsaa fire: Pastor Brinton og Hustru, deres lille elleve Maaneder gamle Søn og jeg. I kan tro, vi fik en varm Modtagelse. Vi var de første hvide Kvinder, Fru Piper havde set i tre Aar.

Efter at vi havde hvilt os en Ugestid, blev vi sat i Arbejde. Jeg blev sat til Skolearbejde, skønt jeg ikke syntes videre godt om det, jeg var bange for. at jeg ikke kunde gøre det tilfredsstillende. Dog Skole er ikke det samme her som i Danmark eller Amerika, saa det gaar helt godt.

Lunda-Folket er meget fattigt; den længste Tid paa Aaret er det vanskeligt for dem at skaffe Arbejde, saa de kan tjene tilstrækkeligt til deres Ophold. Mange, mange af dem kommer til os og beder om Arbejde, men vi maa stadig sige, at vi ikke har noget.

Det er dog ikke helt rigtigt, vi har Arbejde nok, men vi har ikke noget at betale dem med for deres Arbejde. Det kan til Tider gøre meget ondt at se deres modløse Ansigter, naar vi har maattet give dem et saadant Svar.

De forstaar ikke, at den hvide Mand ikke kan hjælpe dem, naar han blot vil, saa kan han efter deres Mening gøre hvad som helst. Jeg har ikke haft den Ære før at blive kaldt Moder, men her kalder baade stnaa og store mig saaledes.

I Førstningen lød det temmelig morsomt, især naar det var nogle voksne unge Mænd eller Piger, der sagde det. En Dag kom lille Ikatombo og sagde:
»Mama, maa jeg ikke bede om en Naal og en Traad.« 
Han havde revet en særlig slem Flænge paa sin i Forvejen stærkt pjaltede Trøje. Jeg vil blive meget glad, om jeg en Dag kan blive i Stand til at give ham Tøj til en ny Trøje, og han vil blive endnu mere.

For en Maaned siden begyndte vi en Søndagsskole med 120 Børn. Vi delte dem i to Klasser, Fru Brinton har de største, og jeg de mindre — 63 i Tal. Mutumbo oversætter for mig til Lunda-sproget.

Disse 120 Børn fra Missionen her er Børn af forhenværende Slaver. Inden længe haaber vi ogsaa at faa en Søndagsskole i Landsbyen|Mwata Yamvo, der er adskillige hundrede Børn i den Landsby. Men inden vi kan det, maa vi have noget mere Hjælp.

Vi bruger de store Søndagsskolelektiebilleder i vor Søndagsskole, men det er kun en Del af dem, vi kan bruge med nogen virkelig Fordel.

Børnene forstaar kun de bibelske Karakterer som: David, Josef, Jesus i hans Barndom o. s. v. Den anden Dag kom jeg til at tænke paa en Gang at faa et Juletræ for vore sorte Venner, hvor vilde de gøre store Øjne, om det kunde realiseres, men det ligger vel foreløbig udenfor Mulighedens Grænser.

Jeg antager, at I gerne vil vide noget om, hvorledes vort Skolehus ser ud. Det er naturligvis bygget i afrikansk Stil. Det er en smuk Lerhytte med Straatag og Lergulv. Engang var der ogsaa Døre, men de er forsvundne nu. Der er ingen Siddepladser; Eleverne sidder allesammen paa Gulvet, hvis de da ikke tager en Stol med.

De indfødte laver to Slags Stole. De, der har haft nogen Forbindelse med den hvide Mand, laver smukke behagelige Stole, medens de andres naturligvis staar en Del tilbage, hvad Skønhed og Behagelighed angaar.

Da vi nu ingen Døre har, aflægger Gederne os Besøg, naar der ingen er nærværende; det giver imidlertid en Parfume, som ingen Skole i Danmark har Mage til, og det er det gode ved den, at den er meget billig.

Jeg fik for nogen Tid siden Brev fra Fru Springer; hun fortæller, at Bræstrup muligvis kommer til Afrika, hans Station vil i saa Tilfælde blive 500 miles fra vor. Jeg antager, at han vil blive den eneste hvide Mand paa den Station.

Vor Konference skal holdes i Kamhove i April, til den Tid faar vi at vide, om vi alle skal blive sammen igen næste Aar, eller vi skal skilles. Vi haaber at faa Lov at blive sammen, her er Arbejde nok til os alle og mere til.

— — —

Bragt i Kristelig Talsmand, 10. august 1917

søndag den 6. august 2017

Brev fra Feriekolonien (1937)


Puh ha, hvor er det varmt heroppe i Raageleje. Vi er allesammen helt brunstegte, men vi har i Aar undgaaet at blive skoldede, for vi har brugt en Krukke Coldcreme til at gnide Huden med, og Resultatet vilde faa en Malaj til at blegne af Misundelse, saa herligt brune er vi alle lige fra lille Karl og til Leif den store.

Der siges forresten om disse to Drenge, at de har slugt en Fodbold, men det passer nu ikke, de har bare spist saa meget Havregrød, at Fru Vernholm, (vor Madmoder) troede, at de vilde slaa Verdensrecord i Grødspisning.

Men de to er nu ikke de eneste, der har faaet tykkere Maver, det har vi alle, selvom den ikke er ligestor hos enhver.

Vore gamle Huler og Stier oppe i Skoven er blevet udbedrede, og naar vi ikke spiller Boldt omme paa Fodboldbanen, saa er vi oppe i Skoven eller paa Lyngbakken for at lege Indianere o. lign.

Og det bedste af det hele er, at vi endnu ikke har haft et eneste Sygdoms- eller Ulykkestilfælde. Hidtil har der kun været nogle faa smaa Skrammer at behandle i vor "Sygekasse", det kalder vi nemlig den Del af Sovesalen, hvor Medicin- og Forbindskassen staar, og hvor vi bliver forbundet og faar "Piller".

Vi har det godt, og der er højt Humør over hele Linien, og vi siger Tak til alle dem, der har støttet Centralmissionens Feriekoloni paa den ene eller den anden Maade.

En, der er med.

Bragt i Kristelig Talsmand, 6. august 1937

lørdag den 5. august 2017

Solveig Nybergs beretning fra Landslejren (1967)


75 spejdere og førere fra Metodistkirkens pigespejdere deltog i det store eventyr, Landslejren 1967, på Svenstrup ved Borup på Sjælland i dagene fra den 19. til 28. juli.

I sandhed, det var et eventyr for os, der var med, 15000 piger havde skabt en enorm teltby med alt, hvad der skal være i en by, posthus, politi, sygehus, cafeteria, forretninger og meget mere.

Den store by var opdelt i 6 mindre byer med navnene Kæden, Knuden, Kvasten, Løkken, Slyngen og Sløjfen. MP boede i Sløjfen sammen med jyder, københavnere, fynboer, japanere, australiere, belgiere og nordmænd, og vor byledelse bestod af 5 førere, hvoraf Gudrun Bjerno fra MP var den ene.

Lejrens program var afvekslende og righoldigt, men først og sidst var det kammeratskabet, der bar det hele så godt igennem. Skel mærkedes ikke, surhed mødte vi ikke, men hvor man gik og stod, hørte man lystige sange, og glade smil hørte til dagens orden.

Hvad skal man mon drage frem af alt det, vi oplevede? Hvad kom til at betyde mest for den enkelte?

Var det åbningsparaden med de 1600 smældende faner, eller var det den godt tilrettelagte dagsøvelse, hvor MP blev nr. 135 af 180 deltagende patruljer? Måske var det en af de 5 bibeltimer, hvor vi ude i Guds natur delte Hans ord, eller det var omkring lejrbålet, når de fleste var gået til ro? For mange førere var det en berigelse at deltage i lejrhøjskolen, hvortil man havde hentet mange fremragende og dygtige foredragsholdere.

Det er med stor tak til KFUK-spejdeme, vi mindes denne lejr, men den største tak sender vi opad til Ham, som var med os fra først til sidst. Han vågede over vor by, Han gav os det gode vejr, Han passede på os, idet vi ikke havde større uheld eller sygdom. Vi følte, at vi via Hans trone blev bundet sammen i et fællesskab, som ikke forsvinder nu, da vi er kommet hjem og skal begynde vor hverdag.

Under denne omtale af Landslejren 1967 vil jeg gerne på MP’s vegne bringe en hjertelig tak til alle forældre og venner, som har hjulpet os i forberedelserne med denne lejr. Tak til alle som besøgte os, det var dejligt at hilse på venner og bekendte. En særlig tak til den spejderfar, som så rundhåndet gav os midler til diverse „Guf“, da vi sidste gang samledes omkring vort eget lille bål.

Stor spejderhilsen fra MP.  
Solveig Nyberg

Bragt i Kristelig Talsmand, 11. august 1967

tirsdag den 1. august 2017

Et Mindeord om Pastor P. M. S. Jensen (1927)

Mange af mine Barndomsminder er knyttet til Pastor P. M. S. Jensen.

Han gav mig i min tidlige Barndom et Indtryk af en Metodistpræsts Personlighed, og det var et højt Ideal, han allerede den Gang viste i sit Liv.

Hans Redelighed, Trofasthed, Nidkærhed og dybe Fromhed kunde læses selv med Barneøjne. Han kom til min Fødeø, Langeland, vistnok i 1874.

Pastor H. Hansen havde berejst Øen som Kolportør, og Jensen fulgte nu efter ham. Han drog fra Sted til Sted og forkyndte Evangeliet i alle Øens 14 Sogne, og han efterlod en Menighed paa ca. 70 Mennesker. — Den Iver, der betegnede hans Ungdom, svigtede ikke igennem hans lange Liv i noget Øjeblik.

Jeg skal give et kort Omrids af hans Liv. Jeg haaber, der ikke skal være Fejl deri, men jeg kan ikke garanterer derfor, da jeg ikke her har Adgang til andre Kilder end mundtlige Meddelelser.

Peter Martin Severin Jensen fødtes i Hillerød den 30. April 1848. Hans Fader var Guldsmed og havde en stor Børneflok — 12—13 Børn. Den unge Jensen blev Kleinsmed, og fingernem og interesseret, som han var, har han uden Tvivl været en dygtig Mand i sit Fag.

Men i en ung Alder, først i Tyverne, blev han omvendt til Gud og sluttede sig til Metodistkirken. Og den unge, nidkære Mand blev snart Prædikantemne, og efter den Forberedelse, som dengang kunde ydes, blev han sendt ud. Hans første Plads var som sagt Langeland, og her virkede han til stor Velsignelse. „Den lille Jensen“ var kendt og respekteret overalt.

Jeg kan ikke i Enkeltheder følge ham i de mange Omskiftelser og Forflyttelser, som dengang faldt i en Metodistpræsts Lod. Men jeg skal nævne enkelte af hans Virksomheder. Saa vidt jeg ved, blev under hans Virksomhed Kapellet i Hornsyld bygget.

Efter et stort Arbejde lykkedes det ham i Frederikshavn at faa en Kirke bygget. Fra Frederikshavn begyndte han Virksomhed i Aalborg. Da han senere var ansat i Aalborg, begyndte han Virksomhed i Randers.

I Odense byggede han Trækirken, der blev benyttet i Fangel, i Odense og Silkeborg. Og i de sidste Maaneder, han levede, var han travlt optaget af at konstruere en transportabel Trækirke, som han vilde faa rejst i Byer og Landsbyer paa Sjælland for at prædike der.

Og hans gode Ven,Bagermester Rockstroh, som gik forud for ham ind i Evigheden, skulde køre for ham og transportere Kirken rundt. En Del af Kirken og dens Inventar ligger færdig. Saaledes var han i Virksomhed til det sidste.

Det lyder underligt at kalde os andre for aktive Præster og Jensen pensioneret. Han var saa aktiv som nogen iblandt os til sine sidste Dage. Ofte udtalte han sit Ønske om at maatte prædike et Par Gange hver Dag og 3 Gange hver Søndag.

Under vor Aarskonference i Varde i Aar blev Br. Jensen syg. Dette var noget forholdsvis ukendt for ham, og vi havde alle en Følelse af, at dette i hans Alder og med den Sundhed, han hidtil havde nydt, vistnok var skæbnesvangert.

Halvt overtroisk mindedes vi, hvorledes under vor forrige Konference i Varde, hvor Jensen dengang var Præst, Pastor J. J. Christensen var bleven syg, en Sygdom, der snart førte til Døden. Denne Gang slog vore mørke Anelser til.

Det lykkedes at faa Br. Jensen flyttet hjem, men efter faa Ugers kærlig Pleje af Hustru og tilstedeværende Børn, blev han den 1. Aug. kaldt hjem til den evige Hvile. Et sjældent virksomt og uegennyttigt Liv var afsluttet.

Jeg er ombord paa Færgen fra Kalundborg. I Dag har vi fulgt Br. Jensens Legeme til det sidste Hvilested. Jeg skal fortælle lidt om Begravelsen. En talrig Skare var mødt frem i Kirken, og et Væld af Kranse dækkede Kisten og Pladsen foran. Pastor Særmark talte først. Han anvendte med fuld Ret Karakteristiken af Barnabas paa vor afdøde Broder:
„Han var en god Mand, fuld af den Helligaand og Tro. Og der blev meget Folk ført til Herren“.
Den afdødes Søn, Pastor E. Ried, fortalte bevæget om sin Fars sidste Timer. Da de talte sammen om Himmelen, udbrød den gamle Herrens Tjener:
„Ja, og vi har Ret til en Plads derhjemme — i Kraft af Blodet“.
Undertegnede sang: „Den store, hvide Flok“, og Pastor Rogert som Distriktsforstander afsluttede med at omtale Pastor Jensen som en lykkelig Mand, der var glad i sin Gerning, glad over sin personlige Frelse og glad i sin Gud. Ved Graven forrettede Pastor Særmark Begravelsen.

Ved Bordet, hvor om Eftrm. den afdødes Slægtninge og Kolleger samledes, blev der talt varme Ord om Br. Jensens Arbejde og Personlighed. Brødrene Rosendahl, L. P. Bjerno og undertegnede talte.

For os ældre tynder det ud i Rækken af de gamle Medarbejdere. Vi tænker paa Navne som Willerup, Schou, J. J. Christensen, H. Hansen, Chr. Thaarup. A. Christensen, Folden m. fl., og vi føler, at som Rækken af de gamle Venner tyndes ud hernede, vokser Skaren paa den anden Side.

Og vi er en Del, der sommetider synes, vi kan skimte „Lysene fra Land“. Gud give os at være tro indtil Døden, saa Herren kan skænke os Livets Krone.

L. C. Larsen.

Til ovenstaaende smukke Minderune vil jeg gerne føje et Par Ord. Jeg har altid følt mig i nogen Taknemmelighedsgæld til Pastor P. M. S. Jensen. Han var den første Metodistpræst, der kom ind i min Barnetilværelse.

Under hans Gerning i Vejle sidst i Firserne blev min Moder omvendt til Gud og Medlem af Kirken, og ganske naturligt har Mors Omtale af denne Mand, hun kaldte sin „aandelige Fader“, ogsaa været med til at bestemme mine Følelser overfor ham. Siden jeg blev ansat her i Kalundborg, er disse Følelser blev uddybet, saa Pastor Jensen staar for mig som en af de frommeste Mænd, jeg har mødt.

Altid levede han i sin Kristendom, det var ikke noget, han skulde søge frem ved given Anledning, nej, hans Kristenliv var det Element, han levede i.

Det var altid rart at besøge ham i hans Hjem, hvor hans Hustru hjalp til at berede ham en hyggelig Livsaften, og netop denne Omsorg har været med til at gøre det muligt for vor gamle Broder at bevare sin Energi og Arbejdslyst lige til det sidste.

Han vidste, at naar han kom hjem fra sine mange ofte lange Rejser, saa ventede der ham et hyggeligt Hjem. Gud velsigne vor Søster og lønne hende, for hvad hun var for ham, der er draget bort.

H. Særmark.

Bragt i Kristelig Talsmand, 12. august 1927