Brev fra Afrika (1917)

Missionær Marie Jensen i Katanga har sendt Pastor Ørsnæs et Brev, hvor af vi med Tilladelse gengiver følgende Uddrag:

Ja, nu er jeg saa i Afrika, i det Land og blandt det Folk, som jeg i Aarevis har tænkt paa og drømt om.

Det er med Glæde, Fred og en dyb Stilhed i min Sjæl, jeg ser tilbage paa Herrens Førelse med mig. Skridt for Skridt aabnede han Vej for mig. Men ser jeg fremad, saa er Vejen stadig skjult. Dog jeg ønsker fremdeles, at Gud maa lede mig, saa jeg maa blive en Velsignelse, hvor jeg nu er.

Legemligt befinder jeg mig bedre, end jeg har gjort de sidste fire Aar. Jeg haaber, det maa vare ved, saa jeg kan fortsætte Arbejdet sund paa Legem og Sjæl.

Vor Fodtur, der var paa 456 miles, var fuld af Oplevelser. Hver Dag bragte noget nyt. Dersom vi havde hørt om det alt sammen paa Forhaand, vilde vi have sagt, at det var umuligt.

Vor Fører, der ledede Karavanen, førte os ad de indfødtes Sti. En af den belgiske Regerings Officerer sagde til os, at det var det samme som at sætte Livet til, om vi rejste den Vej. Ingen Kvinde havde nogen Sinde gaaet den Vej før, og det vilde være umuligt for mig at komme igennem. Men hvad skulde vi gøre? Vor Fører vilde ikke gaa ad nogen anden Vej, og vi kunde naturligvis ikke gaa uden Fører.

Saa drog vi da af Sted over høje Bjerge, dybe Dale, gennem umaadelig lange, mørke Skove, gennem Græs langt over Mands Højde. Vi vadede i Mudder til Bæltestedet og gik gennem Floder, hvor Vandet naaede os til Halsen. En Dag var Fru Brinton og jeg i Vandet i tre Timer, derefter gik vi, vaade, som vi var, i Mørke gennem en lang Skov.

Hr. Brinton gik noget foran os andre med Barnet paa sine Skuldre (Missionær Brinton og Frue har et lille Barn med ud til Afrika), og vi var fuldstændig overladt til alle disse sorte Mænds Forgodtbefindende; dog tænkte jeg ikke et Øjeblik paa, at der kunde ske os noget ondt; de var da ogsaa allesammen meget behjælpsomme mod os.

Den omtalte Dag havde vi startet om Morgenen Klokken 5 og naaede ikke Lejr før om Aftenen Kl. 8. Men det var ogsaa den haardeste Dag paa hele Turen. Nu kan I maa-ske bedre forstaa mig, naar jeg siger, at det var kun ved Guds særlige Bistand, vi kom levende igennem. Det, der gjorde det saa særlig vanskeligt var, at det var netop lige i Regntiden, og alle Floder og Sumpe var derfor overfyldte med Vand. Det tog os lidt over en Maaned at komme hertil.

Nu maa I ikke tro, at alle Dagene var som den omtalte; mange af dem var fulde af Solskin, skønt Vejen var lidt trang. Vi saa Naturen i al sin storslaaede Skønhed; den var som lige kommen fra Skaberens Haand.

Aldrig har jeg set saa mange mægtige, skønne Træer som paa denne Tur eller saa mange smukke Fugle.

Dog det smukkeste og rigeste paa Farver var Insekterne fra den mindste til den største; endnu den Dag i Dag maa jeg staa stille og beundre dem i deres smukke, rige Dragt.

Som I allerede ved, dersom I har læst Springers Bog, var Dr. Pipers Hustru og deres lille to-aarige Datter her paa Stationen, da vi kom. Vi var altsaa fire: Pastor Brinton og Hustru, deres lille elleve Maaneder gamle Søn og jeg. I kan tro, vi fik en varm Modtagelse. Vi var de første hvide Kvinder, Fru Piper havde set i tre Aar.

Efter at vi havde hvilt os en Ugestid, blev vi sat i Arbejde. Jeg blev sat til Skolearbejde, skønt jeg ikke syntes videre godt om det, jeg var bange for. at jeg ikke kunde gøre det tilfredsstillende. Dog Skole er ikke det samme her som i Danmark eller Amerika, saa det gaar helt godt.

Lunda-Folket er meget fattigt; den længste Tid paa Aaret er det vanskeligt for dem at skaffe Arbejde, saa de kan tjene tilstrækkeligt til deres Ophold. Mange, mange af dem kommer til os og beder om Arbejde, men vi maa stadig sige, at vi ikke har noget.

Det er dog ikke helt rigtigt, vi har Arbejde nok, men vi har ikke noget at betale dem med for deres Arbejde. Det kan til Tider gøre meget ondt at se deres modløse Ansigter, naar vi har maattet give dem et saadant Svar.

De forstaar ikke, at den hvide Mand ikke kan hjælpe dem, naar han blot vil, saa kan han efter deres Mening gøre hvad som helst. Jeg har ikke haft den Ære før at blive kaldt Moder, men her kalder baade stnaa og store mig saaledes.

I Førstningen lød det temmelig morsomt, især naar det var nogle voksne unge Mænd eller Piger, der sagde det. En Dag kom lille Ikatombo og sagde:

»Mama, maa jeg ikke bede om en Naal og en Traad.« 

Han havde revet en særlig slem Flænge paa sin i Forvejen stærkt pjaltede Trøje. Jeg vil blive meget glad, om jeg en Dag kan blive i Stand til at give ham Tøj til en ny Trøje, og han vil blive endnu mere.

For en Maaned siden begyndte vi en Søndagsskole med 120 Børn. Vi delte dem i to Klasser, Fru Brinton har de største, og jeg de mindre — 63 i Tal. Mutumbo oversætter for mig til Lunda-sproget.

Disse 120 Børn fra Missionen her er Børn af forhenværende Slaver. Inden længe haaber vi ogsaa at faa en Søndagsskole i Landsbyen|Mwata Yamvo, der er adskillige hundrede Børn i den Landsby. Men inden vi kan det, maa vi have noget mere Hjælp.

Vi bruger de store Søndagsskolelektiebilleder i vor Søndagsskole, men det er kun en Del af dem, vi kan bruge med nogen virkelig Fordel.

Børnene forstaar kun de bibelske Karakterer som: David, Josef, Jesus i hans Barndom o. s. v. Den anden Dag kom jeg til at tænke paa en Gang at faa et Juletræ for vore sorte Venner, hvor vilde de gøre store Øjne, om det kunde realiseres, men det ligger vel foreløbig udenfor Mulighedens Grænser.

Jeg antager, at I gerne vil vide noget om, hvorledes vort Skolehus ser ud. Det er naturligvis bygget i afrikansk Stil. Det er en smuk Lerhytte med Straatag og Lergulv. Engang var der ogsaa Døre, men de er forsvundne nu. Der er ingen Siddepladser; Eleverne sidder allesammen paa Gulvet, hvis de da ikke tager en Stol med.

De indfødte laver to Slags Stole. De, der har haft nogen Forbindelse med den hvide Mand, laver smukke behagelige Stole, medens de andres naturligvis staar en Del tilbage, hvad Skønhed og Behagelighed angaar.

Da vi nu ingen Døre har, aflægger Gederne os Besøg, naar der ingen er nærværende; det giver imidlertid en Parfume, som ingen Skole i Danmark har Mage til, og det er det gode ved den, at den er meget billig.

Jeg fik for nogen Tid siden Brev fra Fru Springer; hun fortæller, at Bræstrup muligvis kommer til Afrika, hans Station vil i saa Tilfælde blive 500 miles fra vor. Jeg antager, at han vil blive den eneste hvide Mand paa den Station.

Vor Konference skal holdes i Kamhove i April, til den Tid faar vi at vide, om vi alle skal blive sammen igen næste Aar, eller vi skal skilles. Vi haaber at faa Lov at blive sammen, her er Arbejde nok til os alle og mere til.

— — —

Bragt i Kristelig Talsmand, 10. august 1917