Allehelgen (1970)

Vi er ved Allehelgen. I Norden falder den i mørketid med nøgne marker og ribbede træer og i storm og slud. Det er de dødes dag med naturens store prædiken om alle tings forgængelighed.

Vi tænker vel alle ofte på vore kære, der gik bort. Nu og da kan de være os så nær, så vi ser deres ansigt og kan høre deres stemmer, det kendte tonefald, og mærke den hånd, der kunne trykke så varmt. Men vi er ikke i illusionen ret længe. De er her ikke, de er for bestandigt borte for os på denne jord. Kun mindet lever. Og længslen.

Men Allehelgensdag taler om døden og vore døde på en helt anden måde end minder og længsler. Den taler med største ret om, at vi er Guds børn, og om håbet, Guds børns kostelige klenodie, det, som er lagt ind i vort hjerte sammen med troen og kærligheden. Det gudfødte i os. Den henter sin fortrøstning fra Guds eget ord.

Hør, hvad der lyder ved vore åbne grave:

»Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde«. 

Den synger om den store hvide flok, der for Johannes synes som tusinde bjerge, der er dækket med sne. Og lægger vi øret til det samme kapitel i Åbenbaringen, hvorfra Brorson også fik sit store syn og nedfældede det i bunden stil, hører vi om den store skare, som ingen kunne tælle, de mange, der bar de hvide klæder, og på spørgsmålet om, hvem de er, får vi at vide, at det er dem, som kommer fra den store trængsel og nu er foran Guds trone og tjener ham, de skal ikke mere lide eller savne, og Gud vil aftørre hver tåre af deres øjne.

Det er et af disse udødelige ord, der har fået vore fædre til at forme Allehelgensdag. Men Ny Testamente har så mange ord, der fortæller os, hvad der venter dem, der tror på Kristus.

Må vi bede for vore døde? Vi skal i hvert tilfælde ikke gøre det for at få dem ud af skærsilden. Vi tror ikke på den. Men der er protestantiske kristne, der beder for deres hengangne kære. Vi skal ikke tage stilling til dette spørgsmål her. Men vi forstår måske den fromme mand, der i sin an-
dagt nævnte navnene på sine nærmeste, der var gået bort. Han delte med Gud sit savn og længsel.

Vi metodister lærer sammen med andre trossamfund, at der eksisterer en synlig og usynlig kirke, og det er samme kirke. Vore døde er nok borte, men de danner den del af kirken, der er skjult for os. Charles Wesley har givet så stærkt udtryk for denne sandhed i sin kendte salme — i Grundtvigs gendigtning:

Helgen her og helgen hisset 
er i samme menighed, 
derom haver os forvisset 
han, som alle dybder ved.
Sammen bo vi i Guds-haven 
skilt kun ved et lille bælt. . .

Der er noget meget smukt i det gamle billede af nadverbordet, hvis øverste ende er i Himlen, og den er tæt besat, og den nederste ende hernede, hvor vi, der endnu er i den stridende kirke, bænker os.

Jeg færdedes i Jerusalemskirkens menighed i mange år, og jeg kendte så mange, mange af denne menighed, der nu er bag ved skyen. De var med i højtidsskaren til Guds hus. Jeg kan endnu se så mange af dem på deres bestemte pladser i kirken. Men jeg holder af at tænke på den usynlige kirke og dens medlemsliste, som Gud fører. Nu tælles de med i den. De er blot overførte. De står i samme menighed som du og jeg.

Det gælder også de elskede, som du mistede. Hvilken dejlig tanke!

Allehelgensdag skal også minde os om, at vi endnu lever i den stridende kirke modsat dem, der er gået forud og nu er i den triumferende.

Paulus taler om troens strid. Han taler om den fulde rustning. Han tillod aldrig sig selv at lægge den. Han kendte noget til den modstander, troen måtte stå på vagt overfor.

Vi er også, om vi vil høre Gud til, i troens strid. Fristelserne og anfægtelserne er så tit over os, tidsåndens isnende vinde blæser om os. Kampen for vor tro skal være standende: Giv os at kæmpe med det samme mod som fordum her din helgenskare god, til den med sejrskrans for tronen stod.
Og med Gud skal vi sejre. Han giver kraften og velsignelsen til hver, der stoler på ham.

Men det at leve i troen på Kristus og i håbet om et evigt liv, er ikke ensbetydende med at leve med en uvirkelig og en hel eller halv sygelig himmellængsel. Klostertanken er en misforståelse. Vi skal leve midt i vor hverdag med vor tro, og Gud har kaldet os til at være vidner.

»I er jordens salt ... I er verdens lys!« 

Og det er et lige så stærkt udtryk for Allehelgensdagens evangelium som noget andet. Vi er lige så fuldt kaldet til at være, hvor mennesker lider, trodser og bander Gud, som vi er kaldet til at være med i Guds hus.

Så mange af dem, der gik forud, skal mane os til at følge Kristus efter, »for at vi må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser . . .«

Lad denne Allehelgen mane os til alvor og til at besinde os på vort kald: at tjene Kristus med vort liv.

N. M.

Bragt i Kristelig Talsmand, 30. oktober 1970