FESTSKRIFTET BETANIAKIRKEN 1892-1917
Ved N. P. Nielsen
Indledning og forhistorie
MED oprigtig Tak til Gud og hans Venner udsendes dette lille Festskrift i Anledning af, at Betaniakirken, Møllegade 7 i København for 25 Aar siden blev bygget og indviet, og fordi den siden har været et godt Hjem for Metodistmenigheden paa Nørrebro.
Vi haaber, at Festskriftet ved at bringe et lille Pust fra svundne Dages Kampe og Sejre maa glæde og inspirere alle Kirkens Venner, unge som ældre og hjælpe dem til endnu større Sejre i Fremtiden.
De svundne Arbejdsaar fortæller, at Herren ogsaa paa Nørrebro har benyttet Metodistkirken til sin Sags Fremme, og meget tyder paa, at han fremdeles vil bruge den herude og muligvis til endnu større og mere gennemgribende Ting.
I de 25 Aar har Menigheden mange Gange staaet som en ung drømmende Helt, der støttet til de smaa vundne Sejre planlagde og profeterede om de store Sejre, Fremtiden skulde blive vidne til. — Gid den altid maa planlægge i Tillid til Herren og hans Kraft.
Men til andre Tider har den ogsaa lignet en lidende Moder, der begræd Tabet af sine Døtre og Sønner. Hun vred Hænderne i Smerte og vilde ikke paa nogen Maade lade sig trøste, før hun havde dem alle hjemme hos sig. — Velsignede Moder!
Vi mindes med Glæde og Tak de forskellige Forkæmpere, Sagen har haft her paa Nørrebro, og vi haaber, at Herren vil bevare dem i sit Samfund, som endnu er tilbage i Stridens Land og lønne dem med de hjemfarene for deres trofaste Gerning, og at Gud tillige vil opvække nye Kræfter og hellige dem til sin Tjeneste, saa vi ikke blot i de kommende Dage maa faa Lov til at være en selvstændig Menighed, men at vi maa blive livskraftige og frugtbærende Gud til Ære og Mennesker til Frelse.
Allerførst maa jeg dog med et Par Pennestrøg tegne de første Spor af Metodistkirken her i vort Land. I 1857 kom Burril Smith fra Amerika til Danmark, hvor han virkede som Lægprædikant.
I New York blev han omvendt til Gud ved Metodistkirken, og i dens Tjeneste virkede han iblandt os. Resultatet af Smiths Forarbejder her, indtil Pastor Chr. Willerup i 1858 kom til Danmark, fortæller Kirkens Protokoller intet om, men det er sikkert indtegnet i de himmelske Annaler.
Willerup, der er født i København, kom som ganske ung til Amerika, hvor han blev omvendt til Gud og sluttede sig til Metodistkirken. I denne Kirke virkede han som Prædikant til stor Velsignelse.
„Der var 50 af begge Køn af den simple, mellem og den fornemmere Klasse .... Prædikenen var vel udtænkt, skarp, indtrængende og dog kortfattet, meget sagt med faa Ord, uden Gentagelser; men tillige kristelig, enfoldig, hjertelig, uden Angreb paa Statskirken...“Den 11. Januar 1859 organiserede Pastor Willerup den første biskoppelige Metodistmenighed i Danmark og den 6. Januar 1866 indviedes den smukke, men kostbare Metodistkirke paa Hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade.
Dette Kirkehus var indtil 1889 Midtpunktet for vor Virksomhed, ikke blot i Hovedstaden, men for hele Sjælland. Her var de forskellige Prædikanter ansatte som optog Arbejdet flere Steder i Byen og dens Omegn. Paa de fleste af disse Pladser er Arbejdet desværre nedlagt. ---
Vi, som tilhører Betaniakirken, har meget at takke Modermenigheden for, og vi ønsker den fortsat Naade til at opforstre Herren et helligt Folk her i denne vor gamle Hovedstad.
Dernæst vil vi omtale Superintendenterne Schou og Christensen, der begge betød meget baade for Kirkens Trivsel i Danmark og for Betania-Menigheden i Særdeleshed.
Pastor Schou studerede ved Garrets Institut i Evanston, og kun 32 Aar gammel blev han udnævnt til Superintendent for Metodistmissionen her i Danmark, hvor han virkede som saadan med Troskab og Kærlighed, indtil Gud efter en forholdsvis kort Arbejdsdag kaldte ham hjem til den evige Hvile.
Pastor Jens Joakim Christensen, der blev Karl Schous Efterfølger, er født i den yndige Grejsdal ved Vejle og uddannet herhjemme til den Gerning, som Gud paa en underfuld Maade vedkendte sig, til mange Menneskers Frelse.
Denne Mand har, som vi vil se en enestaaende fremskudt Plads ved Arbejdets Begyndelse her paa Nørrebro, og hans Minde er velsignet iblandt os.
Selvfølgelig er der mange andre, hvis Navne vi ikke kender, der ved Forbøn og en hellig Vandel var med til at jævne Vejen for Metodisterne paa Nørrebro.
Gud glemmer ingen, men lønner dem i sit evige Himmerige.
Begyndelsen paa Nørrebro
DE allerførste Spor af Metodisternes Virksomhed her paa Nørrebro er os ukendte. Den første Indberetning om Arbejdet giver Pastor J. J. Christensen ved Konferencen d. 5. Januar 1874, hvori det hedder:
„Paa Nørrebro har der ogsaa i den senere Tid været meget gode Forsamlinger, og en Del er ogsaa der vundne og lagt til Menigheden. .... Virkomheden paa Blegdamsvejen og i Ordrup har heller ikke været uden Velsignelse.“Denne Meddelelse fortæller jo ikke, hvem der først ved Metodisternes lyse og malmfulde Toner kaldte Folket sammen om den korsfæstede Frelser her paa Nørrebro eller hvornaar det skete; men den siger, at de paabegyndte Møder fortsættes og bærer Frugt.
Dog har jeg bragt i Erfaring, at i 1872 lejede Pastor P. M. S. Jensen, der da var Formaner her i København, et Lokale i Fru Løves Institut paa Nørrebrogade ved Runddelen, hvor Brødrene P. M. S. Jensen og H. Hansen bistaaet af Præsterne Sørensen og Schou virkede.
Paa Blegdamsvejen hos Fru Weile, blev der kun afholdt Møder nu og da, og disse havde efter Pastor Hansens Udsagn mest Karakter af selskabelige Sammenkomster. Den 28. Februar 1874 rapporteredes:
„Møderne paa Blegdamsvejen er ophørt som Følge af, at Lokalet blev opsagt. Søndagsskolen flytter ind i Fru Løves Institut“Paa Nørrebrogade fortsættes Arbejdet et Aars Tid længere, men ved Kvartalskonferencen d. 8. Februar 1875 meddeler Pastor J. J. Christensen, at ogsaa dette desværre er opgivet af Mangel paa Lokale.
Nu ligger Arbejdet stille i flere Aar. — De spæde Spirer i Hjerteagrene: Anger over Synden, gode Forsætter til at leve et bedre Liv, Omvendelse til Gud, og hvad andet stort og skønt Evangeliets velsignede Solstraaler har fremtryllet lider overmaade meget, ja næsten helt ødelægges af de kolde Verdensvinde, der ugenert hærger Ødemarken her; thi i Sandhed, København var paa den Tid at ligne ved en øde Mark, næsten blottet for Evangeliets Vingaardsarbejde.
Følgende Udtog af „Dansk Kirketidende“ for 1874 vil give os et lille Billede af de kirkelige Forhold her i Hovedstaden, hvor afdøde Biskop Fr. Nielsen, dengang Kappellan ved Vor Frelsers Kirke og Bladets Redaktør, skriver:
„København er intet London og Paris, hvad Størrelsen angaar, men det gemmer vel en forholdsvis lige saa stor Masse, der er fremmedgjort for Evangeliet og stillet i et blot statskirkeligt Forhold til Herrens Indstiftelser. Hvad kan der gøres for at vinde blot enkelte af disse Masser? . . . Hvad gøres der for at vinde dem? Kun saare lidet . . . Naar man saaledes overfaldes af Mismod baade over Arbejdernes ringe Tal og Gerningens faa Frugter, er det ikke ilde at se hen til de helt frivillige Arbejdere, der virke udenfor Folkekirken. I Metodisternes Kirketidende (April 1874) læses der saaledes:Aarsagen til at der atter bliver taget fat herude er sikkert ikke at finde hos noget Menneske, men alene i Guds Kærlighed til Menneskene, thi de første Møder, der nu bliver afholdt finder Sted i nogle Gaarde. Det var en Slags Gaardmission, som nogle unge stærkt Missionsinteresserede Metodister i Forsommeren 1883 afholdt. Disse unge arbejdede ikke for at faa en Menighed stiftet, deres Tanke gik ikke saa langt, men de ønskede at gøre noget for Jesus. Den kristelige Ungdom er til alle Tider grebet af Kongstanken.
„Paa Christianshavn vedbliver Tilstrømningen for at høre Ordet fremdeles at være stor, og vi nære Haab om, at der med Tiden skal blive oprettet en selvstændig Menighed.“Med Forholdene her i Hovedstaden for Øje maa vi inderlig længes efter en Pinsetid...!“
— Forfatteren af dette lille Festskrift havde det Hverv at lede de første Møder, som vor Kirke lod afholde i Gaardene baade paa Nørrebro og Christianshavn.
Pastor J. J. Christensen, der atter var ansat som Menighedsforstander her i København omtaler denne Sag i sin Rapport for 2. Juli 1883 paa følgende Maade:
„Der er Trang hos vore Venner til at gøre noget for Jesus, og denne Trang tilfredsstiller en Del ved Søndag Eftermiddag at gaa omkring i forskellige Gaarde og synge og tale med Børn og Voksne. Jeg var selv i Søndags Vidne til et saadant Møde, hvorved 150 Mennesker var samlede. Jeg føler Trang til at virke paa flere Steder i denne store By og vil herved bede Konferencen at lægge Sagen frem for Gud, at han maa vise os baade Vejen og Maaden at bringe dette i Udførelse.“Allerede samme Efteraar begynder Pastor J. J. Christensen at holde Møder i Korsgade 40, saa han til Kvartalskonferencen d. 8. Oktober s. A. kan rapportere:
„Paa Nørrebro er Forsamlingerne meget gode, og flere har hver Gang givet tilkende, at de søgte Gud; der prædikes regelmæssig hver Fredag Aften... Indvidere er der gjort Skridt til at begynde en Virksomhed paa Frederikssundsvejen 31. Salen er lejet for en Maaned, og der skal prædikes første Gang førstkommende Torsdag Aften. Gud ske Lov for at disse Døre er aabnede for os, han lægge nu Velsignelse i vort Arbejde for Jesu Kristi Skyld.“Værket gaar nu godt fremad baade i Korsgade og paa Frederikssundsvejen, og der høres intet om Forandring af Lokaler før Pastor P. M. S. Jensen til Kvartalskonferencen d. 1. Maj 1885 rapporterer:
„I dette Kvartal har vi lejet os et nyt Lokale paa Nørrebro, som er udmærket beliggende for vore Forsamlinger der, og til hvilket vi knytter det Haab, at vi skulde se Herren gøre store Ting til Synderes Omvendelse. Stedet ligger i Griffenfeldtsgade Nr. 4, 1. Sal og skal koste 1200 Kr. om Aaret i Leje. Det bliver at tiltræde først i Juli Maaned.“— Lokalet i Griffenfeldtsgade 4, der fik Navnet „Betania“ blev taget i Brug den 16. August 1885. Pastor P. M. S. Jensen skriver:
„Her samles mange Mennesker for at høre Livets Ord, flere Aftener har Lokalet været aldeles fuldt af Tilhørere, og Gud har velsignet Ordets Prædiken.“Lignende Vidnesbyrd lyder senere, hvor vi tillige faar at vide, at en Del har forenet sig med Menigheden.
Præsterne C. F. Eltzholtz og Ole Olsen, der derefter var Menighedsforstandere for Modermenigheden her i København, tog sig med Interesse af Arbejdet paa Nørrebro, og de i Forening med Brødrene L. C. Larsen, der hjalp Eltzholtz og Chr. Jensen, A. Bast, Gaarde, Chr. Nielsen og R. Pedersen, der under deres Ophold paa Den theologiske Skole virkede under Ole Olsens Ledelse og havde saaledes alle mer eller mindre Andel i Værkets Fremgang, saa Dagen oprandt, at „Betania“ blev en selvstændig Menighed.
Metodist-Menigheden paa Nørrebro blev stiftet d. 5. August 1889 og bestod da af 78 Medlemmer og 14 paa Prøve.
2 Dage senere blev den første Kvartalskonference afholdt under Forsæde af Pastor J. J. Christensen. Brødrene: J. Karlsen, P. M. Larsen, J. Rasmussen, H. Nielsen, P. Rasmussen, H. Jensen og M. Madsen der alle vare Medhjælpere, udgjorde det første Menighedsraad.
Flere af disse er gaaet hjem hos Gud, og kun en eneste, J. Rasmussen staar endnu i de kæmpendes Rækker. — Maa Herren bevare ham og hans kære fremdeles for Gud og Kirken! Af Indberetninger findes kun følgende i Konferencens Protokol:
„Forstanderen havde faaet et godt Indtryk af Forholdene. Arbejdet skal jo først begyndes nu.“Udover at nogle Komiteer nedsattes, er der kun at meddele, at man lovede 500 Kr. til Prædikantløn og 700 Kr. til Salsleje, samt at Brødrene, Skomager P. Rasmussen og Missionselev Chr. Jensen, vare Søndagsskolebestyrere henholdsvis i „Betania“ og paa Frederikssundsveien.
Ved Aarsmødet i Frederikshavn 1889 ansatte Biskop C. H. Fowler Anton Christensen som Forstander for den nystiftede Menighed. Christensen, der er født i Bangsbostrand, blev omvendt til Gud ved Metodisternes Virksomhed i Frederikshavn.
Den unge Menighed tager venlig imod den nye Præst og støtter ham i Arbejdet. I „Betania“ erfarer man derfor ogsaa, at Herren er blandt Venneskaren, som samles der, saa Hjerte slaar imod Hjerte af Kærlighed og Glæde, og de føler til at udbryde:
„Hvor lifligt, naar Brødre og Søstre bor tilsammen! Da flyder Glædens Oliestrøm, da ser vi Himlen aaben.“Forsamlingerne var gennemgaaende saa store, som Lokalet kunde rumme; den unge Menigheds Medlemmer forsømmer intet Møde, alle er grebne af Begejstringens Varme for Herrens Sag, og Haabets stærke Vingefang bar fremad, hjemad og opad trods alle Vanskeligheder, det er derfor meget naturligt, at vi hører, at mange søger og finder Herren, som deres Frelser.
Hvis vi forventer, at Menighedens Dage skal forløbe under lutter Solskin, da tager vi Fejl. Livets Kampe maa til, og de kommer ogsaa. Guds Sags svorne Fjende kan selvfølgelig ikke med Ligegyldighed se paa den lille blomstrende Menighed, men maa søge at hindre den, og der er jo altid nogle, som bevidst eller ubevidst gaar hans Ærende, men trods det var Herren med sin Menighed og beredte den gennem Kampe og Vanskeligheder for Fremtidsgerningen.
Ude paa Frederikssundsvejen gaar Arbejdet godt fremad, særlig i Vintermaanederne 1890. Det daarlige Lokale i Nr. 37, der bærer saa mange Minder om Livtag med Bøller og Slagsmaal for at faa Lov at tale Guds Ord, blev os omsider for trangt, og den 15. Juni 1890 tog vi det nye Lokale i Brug, som fik Navnet „Elim“ og var beliggende paa Østre Fasanvej tæt ved Frederikssundsvejen, „Elim“ kunde rumme c. 150 Personer og var i alle Maader et hyggeligt Kirkelokale med Knæfald og Prædikestol.
Desværre var der store Udgifter forbundne med Gudstjenesternes Afholdelse paa dette Sted, og i „Kristelig Talsmand“ anmoder Menighedsforstanderen, alle Kirkens Medlemmer i Landet om 25 Øre af hver for at faa denne Gæld betalt, som var fremkommen ved Inventariets Anskaffelse. En Del kom ind.
For Betaniamenigheden bliver Trangen til et mere Tidsvarende Lokale føleligere, som Tiden gaar, og Superintendenten siger om denne Sag:
„Hvad Betaniamenigheden behøver, er et eget Guds Hus, hvor den kan samle Folket, thi Lokalet i Griffenfeldtsgade er uheldig baade om Vinteren og om Sommeren. Brødrene har imidlertid gjort Skridt til at faa et eget Guds Hus opført, og der er Haab om, at der inden ret længe skal rejse sig et praktisk Metodistkapel paa Nørrebro.“Pastor Christensen forlader imidlertid København førend, der bliver bygget nogen Metodistkirke her ude. Om Forholdene udtaler han sig paa følgende Maade:
„Det første Aar i „Betania“ var meget velsignet. En god Aand — maaske til Tider for god (?) — var raadende. Der var en Del Vækkelse i Vinteren 1889, som gav Menigheden nogen Tilvækst. Det andet Aar var fuldt saa meget et Kampens som et Sejrens Aar. De indre Forhold gjorde, at vi ikke vandt det udadtil, som vi ventede og ønskede, og dog var Herren med i Arbejdet, saa Sjæle frelstes og lagdes til Menigheden“.Og i sidste Indberetning hedder det:
„Angaaende Besøget i „Betania“, da var det godt i de tre første Maaneder af Aaret, men er nu taget en Del af. Søndag Formiddag er Pladserne omtrent optagne.“I 1891 blev Pastor S. N. Gaarde, der er født i Tistrup ved Varde, Anton Christensens Efterfølger. Det var langt fra nogen let Gerning at gaa ind til, thi Menigheden, der stod i Begreb med at opføre en Kirke, var allerede kommen ind i vanskelige Byggeforetagender.
Der var udarbejdet en meget smuk Plan, der gik ud paa at rejse en Kirke med Taarn og Spir paa hele Byggegrunden mellem Møllegade og Peter Fabersgade, just et Guds Hus, der kunde tilfredsstille de berettige Krav, men da de aarlige Udgifter vilde overstige, hvad man med Billighed kunde vente af Menigheden og Vennekredsen, opgav man den, og enedes saa om at opføre en Kirke paa Halvparten af Grunder, den Del der vender ud mod Møllegade og afstaa Resten.
Pastor Gaarde maatte i Forening med enkelte andre Brødre, der havde et varmt Hjerte for Sagen, til Tider trække et altfor stort Læs, thi her var i Sandhed meget at gøre angaaende Byggeforetagendet selv om vor Kirkesags Velgørere, Hr. Patikuler J. Johansen med Frue, havde skænket Menigheden 16000 Kr. mod at den forrenter Summen til Givernes Død.
Grundstenen til Betaniakirken blev nedlagt d. 26 Maj 1892, og Opførelsen var overdraget en Entreprenør A. Christensen for en Sum af 22000 Kr. Entreprenøren kunde imidlertid ikke opfylde sine Forpligtelser, men frasagde sig det hele, og kun efter megen Besvær blev det Menigheden mulig at faa Kirken færdig, saa den kunde indvies den 11. December s. A.
Men dermed var Vanskelighederne ikke overvundne, thi faa Dage ind i det ny Aar, nedlægger Bygningsinspektøren Forbud mod Kirkens Afbenyttelse, indtil visse Mangler ved Bygningen var rettet.
Det var først den 18. April, at vi fik Bygningsattest med Tilladelse til at bruge Kirken. Alt havde nu været godt, hvis ikke Entreprenørens Kontraktbrud havde stillet Menighedens Pengesager i et saa misligt Forhold, at disse kun ved juridisk Bistand kunde ordnes, og naar man skal gaa de Veje, bliver det kostbart.
Om Forholdene her skriver Pastor Gaarde:
„Angaaende „Betania“ Menighed i min Tid, da betragter jeg det som en stor Naade fra Herren, at jeg fik Lov at leve to Aar af mit Liv blandt Vennerne der. To uforglemmelige Aar! Vel sandt, det var Læretid, og Læretiden er sjælden ublandet Fornøjelse; men bag efter vil dog ingen, som har haft den, undvære den.
Det manglede sandelig ikke paa Skyggesider i Mindet; men lad dem ligge! Jeg fik lært en Del, hvorfor jeg evig vil takke Gud og de Venner, som havde Taalmodighed med mig. Medlemmerne i vore Menigheder er jo sjældent „skaarne over een Læst;“ hvorlænge og hvor ofte vore Modstandere raaber op om vor Omvendelsesmetode, saa slipper de fleste af vore Venner mærkværdig heldig gennem den og beholder deres forskellige Karakter og Naturel temmelig ubeskaarne.
Synet af vore Forsamlinger frembyder en meget behagelig Afveksling saavel i ydre som indre Henseender. Kan dette siges om Menighederne i Almindelighed, saa kunde det siges om den 2 Aar gamle „Betania“ Menighed i Særdeleshed, da jeg kom dertil i 1891. Og de Forhold, der blev arbejdet under i de følgende 2 Aar, bidrog til at aabenbare Hjerternes skjulte Tanker og Raad.
Der var baade Maria’r, Martha’r og Lasarus’r, ja, jeg kunde nævne Navnene paa alle Jesu Disciple — Judas med indbefattet uden at mangle Repræsentanter for nogen af dem ved vore Gæstebud. Men det bedste af alt var dog, at Jesus var der med sin Aand. Ved hans forbarmende Kærlighed blev vi holdt sammen trods alle Mørkets Fyrsters Angreb.
Der var nok af Muligheder — flest til Nederlag og Skam, naar vi saa hen til os selv, — men Herren var naadig. Han gik foran hele Tiden; og hvor levende mindes jeg ikke hver Broder og Søster, hvis Hjerte han Betaniakirken bøjede til at „arbejde med“ — i Forbønnen, med Indbydelser og ved Undervisningen baade blandt store og smaa. Ingen af dem skal miste sin Løn.
De skal høste i sin Tid, saafremt de ikke forsager — . Nogle af dem er allerede gaaet over den kolde Flod — vi andre maa følge efter.“
Ved Aarsmødet 1893 i København blev Pastor Herman Jacobsen ansat ved Betaniakirken og betjente Menigheden i 5 Aar. Der kommer nu mere rolige Tider for Menigheden efter at alt Kirkebygningen ved-rørende er ordnet, og vi i November 1893 modtager Skøde paa Ejendommen.
Men Kirkegælden er ogsaa bleven saa stor, saa den aarlige Rente andrager 1695 Kr., som ansaas for en meget stor Afgift og hvilede særlig i Begyndelsen meget tungt paa Menigheden. Dette foraarsager, at Arbejdet i „Elim“ blev nedlagt, thi Vennkredsen der var ikke i Stand til selv at bære Udgifterne, der var forbundne med Mødernes afholdelse der, thi Menigheden fik nok med selve Kirken at gøre, saa den ikke kunde hjælpe „Elim“.
Det er beklageligt, at vi ikke kunde fortsætte det velbegyndte Arbejde i det smukke Kirkelokale, hvor ikke saa faa havde fundet Herren og et aandeligt Hjem, men skulde se dem spredes for alle Vinde. En ikke lille Del søger Kapernaumskirken, en anden Del finder Vej til Betaniakirken, og en tredie Del besøger fra den Tid sjælden nogen Kirke.
Hvad det aandelige og sjælefrelsende Arbejde angaar, da maa det siges, at det gaar godt. En ret betydelig Vækkelse fremkom i Vinteren 1895, hvor Pastor Jacobsen med Assistance af J. J. Christensen og Emil Nielsen havde en gylden Tid. Mange blev vundne for Gud og lagt til Menigheden.
Af nyt, som saa Dagens Lys, medens Jacobsen var Menighedens Præst, maa nævnes Sekstetten, der til stor Glæde for Menighedens Medlemmer og Venner spillede ved Fester o. l., og frem for alt gjorde storartet Lykke ved Søndagsskolebørnenes Skovture.
Før vi afslutter disse Optegnelser om Pastor Herman Jacobsens Virken her i Betaniakirken, maa vi meddele, at han er født paa Langeland og virkede en Tid som Missionær i Indien, til han i 1883 kom til Danmark. Om de Aar, Pastor Jacobsen var her, skriver han følgende:
„Det var trange Tider i „Betania“, da jeg modtog Menigheden; men Herren var med og hjalp os. Brødrene i Bestyrelsen og Menigheden havde Tillid til mig og jeg til dem, og ved fælles Arbejde gik det fremad baade i aandelig og materiel Henseende. Alle hjalp, og Gud velsignede, — det var Hemmeligheden. Jeg glæder mig ved at kunne sige, at da jeg forlod Menigheden var den stærkere baade indad til og udad til, end da jeg overtog den, for hvilket Gud alene tilkommer Æren.“
Ved Aarsmødet 1898 blev dette lille Festskrifts Forfatter ansat ved Betania-kirken, hvor jeg virkede i 4 Aar. Mange herlige Minder drager frem for min Sjæls Blik. naar jeg mindes de 4 Aar, det blev mig forundt at være med i et velsignet Menigheds-, Søndagsskole- og Foreningsarbejde.
Med særlig Forkærlighed tænker jeg paa nogle uforglemmelige Stunder ved Alteret og ved Møderne paa Pulpituret, hvor ufrelste Mennesker, mest unge, søgte og fandt Vorherre.
Mange af disse staar endnu i Dag i de helliges Rækker, nogle i John Wesleys Kirke og andre uden for, men med Gud. Selvfølgelig var disse velsignede og minderige Aar ogsaa haarde Kampaar, hvor mangen en sort Sky drog op og formørkede min Horrisont, men Gud var med, og i Tillid til hans forbarmende Naade imødeser jeg Høstdagen over disse Naade-aar med Glæde.
Ved et Medlems Hjælp, blev vi sat i Stand til at bygge Kirkens Orgel, og selv om det nu langt fra er tidssvarende, ja er for Tiden det ringeste Orgel, som findes i vore Kirker her i København, og vi i høj Grad kunde ønske at faa det omdannet efter Nutidens Fordringer, saa har det dog nu i adskillige Aar gjort Tjeneste ved vore Gudstjenester, Møder og Søndagsskoler, hvorfor vi takker Gud alle Gavers Giver.
Betaniakirkens Guitarkor begynder i dette Tidsafsnit sin Gerning. Koret synger og spiller ved vore Gudstjenester og Møder til stor Opmuntring.
Den 15. December 1898 udsendes det første „Menighedsbud for Betania-kirken“ som vi ansaa for et nødvendigt og naturligt Bindeled i den store Bys Menighedsarbejde, hvor Medlemmerne bor saa spredt, og Bladet er da ogsaa med Undtagelse af en ganske kort Hviletid fortsat igennem Aarene, og har sikkert været til stor Velsignelse.
Ved Aarsmødet i Aarhus 1902 blev Pastor Herman Jacobsen atter ansat for Menigheden her. I de paafølgende 4
Aar, i hvilke Jacobsen denne Gang betjener Menigheden, erfares den samme Guds Naade, som under det første Ophold, selv om det ikke bliver dem forundt at opleve saadanne lyse og herlige Tider som i 1895.
I 1905 var Menigheden med i den da oprettede Bymission, hvis Opgave var lejlighedsvis at holde Vækkelsesmøder i forskellige lejede Lokaler i Byen, hvorved de kom i Berøring med mange Mennesker, og ikke saa faa blev vunden for Gud, og lagt til Menigheden.
I Aaret 1906 paa Aarsmødet i Horsens ansattes Pastor S. S. S Rosendahl ved Betaniakirken. Det blev ham forundt at leve og virke sammen med Menigheden her i 2 Aar, det var i en Tid, hvor store aandelige Brydninger gik igennem Landene og paavirkede ogsaa en Del af Hovedstadens kristelig interesserede saavel som helt verdslige Individer.
Mange blev sikkert beriget ved dette Aandens Vejr, medens der samtidig var nogle, der tog Skade deraf, og hvad der maa siges om Bevægelsen i det hele og store gælder blandt Vennerne i Betaniakirken.
Angaaende Menighedens Forhold og Stilling, saa giver følgende Strofer i Indberetningen til Aarskon-ferencen klar Besked, idet der siges, at Menigheden har haft et godt Aar, at Vennerne har faaet nyt Mod og ny aandelig Kraft og vil atter gaa frem til Sejr.
Foruden det rent aandelige Arbejde, som der sikkert blev lagt al Kraft ind i, saa sysler man ogsaa i denne Tid med Rammen om Menighedsbilledet. Til den 8. Oktober 1907 indbydes Menigheden til et Møde for at drøfte Spørgsmaalet om at omdanne den ene Kælderlejlighed til en Kryptkirke, hvor Ugemøderne kan afholdes.
Og det lykkedes Pastor Rosendahl i Forening med Menigheden at løse dette betydningsfulde Spørgsmaal. Kryptkirken blev en Virkelighed, og har nu i adskillige Aar været til uvurderlig Nytte særlig i Ungdoms- og Afholdsarbejdet.
Pastor Rosendahl, der er født i Varde, hørte i sit Barndomshjem Metodisterne holde Klassemøder, og Kærligheden til disse Møder var saa stærk, at han meget energisk tilskyndede Medlemmerne til flittigt at besøge Klassemøderne.
Ved Aarskonferencen i København 1908 modtog Pastor Chr. Jensen Ansættelse som Menighedens Præst i Betaniakirken og tjente som saa-dan i 2 Aar. Om Virksomheden skriver Pastor Chr. Jensen i Kirkens Menighedsbud for Juli 1909:
„Det var med nogen Ængstelse, at jeg overtog Menigheden i Fjor, dels fordi de 2 foregaaende Aar havde været en Opgangstid for Menigheden baade i timelig og aandelig Henseende, og dels fordi Overtagelsen af Menigheden vilde forøge mit Arbejde meget. Men det nu svundne Missionsaar kan med Rette betegnes som et Naadeaar fra Herren.
Han var med os i Arbejdet for Guds Riges Fremme. Vore Gudstjenester var ofte herlige Stunder, hvor Ordet varmede vore Hjerter, og hvor Aanden oplod vore Øjne, saa vi skuede nye og herlige Aabenbarelser af ham, som er Vejen, Sandheden og Livet. Vore Klassemøder var til megen Velsignelse for os og Gennemgaaelsen af Rommerbrevet styrkede vor Tro. Ungdomsmøderne var gode og Søndagsskolen voksede.“I 1908 stiftedes Drengenes Afholdsforening, vistnok paa Initativ af en Søndagsskoleelev. Foreningen udgav et lille Blad, som de kaldte „Afholds-Basunen“, samlede Drengne paa 10 Aar og derover, og var til virkelig Velsignelse for dens Medlemmer. Lederne var Brødrene Carl Rosdal og Johannes Bræstrup. Senere blev der stiftet en Pigernes Afholdsforening, som ogsaa gjorde stor Nytte.
Pastor Jensen giver i følgende et lille Billede af Betaniamenigheden, han skriver:
„Enhver Metodistkirke staar som et Vidnesbyrd om Guds frelsende Naade i Kristus. Og som et saadant Vidne har ogsaa det lille „Betania“ i Møllegade staaet nu i 25 Aar. En Del af min Virksomhed har ogsaa funden Sted indenfor „Betanias“ Mure.
I de 6 Aar, jeg var Distriksforstander i Københavns Distrikt, kom jeg der jævnlig og i de 2 Aar (1903—10) jeg var Forstander for Menigheden i Betaniakirken, oplevede jeg mange herlige Stunder i denne Kirke.
Det er en stor Skare, baade Børn og voksne, som har gaaet ud og ind i Betaniakirken i de svundne 25 Aar. Og mange, baade unge og ældre, har ved Ordet, der har lydt, fundet Vej til Korset og er bleven frelst. Herren give, at dette Sted, maa være helliget Herren fremdeles, og at det i Sandhed maa være et Guds-Tempel. “
Pastor J. C. Iversen bliver efter Aarskonferencen i Vejle 1910 Pastor Chr. Jensens Afløser ved Betaniakirken, og virker her i 3 Aar til Menighedens Trivsel og Fremgang. De erfarer, at Herren er med dem, saa Sjæle frelses og lægges til Menigheden, og at ikke saa faa fremmede Søndag efter Søndag i Betaniakirken lytter til det gamle Budskab om Korsets Naade, der aldrig er forgæves.
I Januar 1911 lejes der et Lokale paa Frederiksborgvej 42 til at holde Møder og Søndagsskole i. Senere blev dette Lokale erstattet med et andet paa Østre Fasanvej 230, hvor der var en udmærket Søndagsskole, som lededes af Th. Jacobsen.
I Efteraaret 1912 optages et lignende Arbejde i Birkerød, efter at en Søster gentagende Gange havde betjent sig af det makadoniske Raab: „Kom og hjælp os!“
Den 13. Septbr. 1912 stiftes Betaniakirkens Afholdsforening, der har kundet glæde sig ved god Tilslutning lige fra Begyndelsen.
Brødrene J. Jacobsen og Otto Jensen, der har været Foreningens Formænd, har sammen med adskillige Brødre og Søstre i Foreningen udført et udmærket Arbejde, som vi haaber skal bære rige Frugter for Kirken her og hisset.
Fru Thora Ifverser, en hellig og from Kvinde med en aldrig svigtende Interesse for Menigheden i Betaniakirken, døde d. 22. Februar 1911 c. 83 Aar gammel. Hun var Menighedens ældste Medlem og et levende Vidne om Guds Naade. Efter hende modtog Menigheden 100 Kr., som blev bestemt at skulle udgøre det første Bidrag til et Fond til Støtte for Menighedens Arbejde. Fondet kom til at bære hendes Navn.
Den 18. Marts stiftedes Epworthforeningens Juniorafdeling paa Resterne af Drengenes og Pigernes Afholdsforening, som Pastor J. C. Iversen udtrykker sig i den sidste Rapport.
Carl Rosdal med nogle Hjælpere fortsatte nu Gerningen blandt de mindreaarige under de nye Former indtil Carl Pedersen i 1916 overtog Ledelsen af Juniorafdelingen. Begge disse Brødre med deres Hjælpere har udført et godt og opofrende Arbejde, selv om det ikke altid er forstaaet.
I Pastor Iversens forannævnte Rapport fremholder han følgende:
„Jeg vover at paastaa, at Betania-menigheden har aldrig haft saadanne Arbejdskaar og Muligheder som nu.“
Ved Aarskonferencen i Randers 1913 blev Pastor H. Særmark ansat ved Menigheden her og betjente den i 3 Aar, som kan betegnes for gode Arbejdsaar, der bar sine Frugter for Gud og Kirken.
Af nyt, som ser Dagens Lys i denne Tid, maa noteres, at den 10. Marts 1914 stiftedes en lille Epworth-forening i Birkerød, og Kristi Himmelfartsdag s. A. indvies den nye Sal til gudstjenstlig Brug. Den følgende Søndag begyndtes der en Søndagsskole.
Tillige stiftedes den 15. November s. A. en Afdeling af Kvindernes ydre Missionsforening med Fru Særmark som Formand. Efter Fru Særmarks bortrejse i 1916 valgtes Frk. Vilhelmine Bagger.
Om de aandelige Forhold siger Pastor Særmark i en Kvartalsindberetning:
„Gud har vedkendt sig Arbejdet, og vi fik Lov til at lede Sjæle til Gud. Det er især blandt de yngre Familier og unge, der har været nogen synlig aandelig Bevægelse“.
Pastor Særmark meddeler i sin Indberetning til Kvartalskonferencen, at Søndagsskolen paa Østre Fasanvej er nedlagt af Mangel paa Lokale. E. F. i Birkerød ophører ogsaa at eksistere.
Paa vor Opfordring skriver Pastor Særmark:
„Naar jeg skal skrive lidt om de 3 Aar, jeg havde den Forret at være Forstander for „Betania“, saa er det lidt vanskeligt at gøre det saa hurtig efter Bortrejsen. Det er jo vanskeligt at faa Tiden saa meget paa Afstand, at baade Lys og Mørke kommer til sin Ret. Som Helhed kan det vist siges, at den jævne Udvikling, der altid har kendetegnet Menigheden, ogsaa blev fortsat i de 3 Aar.
Der skete intet revolutionært, hverken til den ene eller anden Side. Gennem Afholdsforeningen og Møderne paa Blaagaards Plads og Kapelvejen kom vi i Berøring med et større Publikum som ogsaa fulgte med ved Menighedens Gudstjenester. Økonomisk var det en god Tid. Vi oplevede ogsaa ret ofte at se Herren blotte sin Arm til Frelse for adskillige.“
I 1916 blev det min Lod at afløse Pastor Særmark. Jeg har søgt at gøre min Mesters Gerning efter de Evner og den Naade, han har betroet mig. Gud har været med os, og velsignet ethvert modtageligt Hjerte. Efter endte Teltmøder i Efteraaret 1916 lejede vi et Lokale i Raadmandsgade 40 for der at fortsætte, og det er i nogen Maade lykkedes.
Det er med Tak til Gud, at jeg dvæler ved ethvert Arbejde, stort eller lille, som mine Brødre for Guds Ansigt har udført, men samtidig føler jeg mig som en stor Skyldner overfor de mange trofaste og opofrende Medlemmer, Menigheden tæller i Dag, eller de, der har faaet Hjemlov.
Hvorledes skal jeg kunne orntale disse hellige Brødres og Søstres nidkære og velsignede Gerning i Mesterens Tjeneste, og det mer end noget andet er Aarsag til vor Fremgang? Jeg kan ikke engang nævne alle disse Navne.
Dertil kender jeg altfor lidt til den enkeltes Vingaardsarbejde. Eders stadige Besøg ved Kirkens Gudstjenester og Møder og trofaste Arbejde for at faa andre med til Herrens Hus, for ikke at tale om det store Lønkammerarbejde, hvor sikkert langt den største Gerning øves. Jeg kommer til kun at nævne Kirkens Bestillingsmænd og saadanne, som har en særlig Gerning at udføre.
Først vil jeg nævne Menighedsraadet, der bestaar af følgende: Pastor; N. P. Nielsen; Lokalprædikant: Carl Rosdahl; Formanere; Otto Jensen og Carl Pedersen; Værgere: J. Jacobsen (Formand), Alfred Hansen (Kasserer), J. Rasmussen, J. F. Olsen, Sofus Petersen, Hans Christiansen og Asmus Hansen; Medhjælpere; J. F. Olsen, J. Rasmussen, Carl Rosdahl, Alfred Hansen, Karl Lorentsen, P, Schock, C. Lichtenstein, A. Mouritzen. Karen Andersen, Katrine Grann, Anna Hansen, Vilhelmine Bagger, E. Iversen, S. Jacobsen, M. Nielsen, A. Nielsen og R. Nielsen.
Metodistkirkens Søndagsskolegerning paa Nørrebro er omtalt flere Steder her. Derfor skal jeg kun med Tak til Gud for det velsignede Arbejde, der ved Søndagsskolen er udført iblandt Børnene, nævne Skolens Bestyrere og dens nuværende Personale.
Som forud nævnt var P. Rasmussen Bestyrer i Korsgade og en Tid i Griffenfeldtsgade. Fra 1890 —98 var E. Berger Bestyrer. I det følgende Aar lededes Søndagsskolen af alene er blevet bevaret fra at komme ud paa Syndens Veje, men tillige er vundne for Gud og Kirken.
Mange forskellige Brødre har beklædt Formandsstillingen i de 25 Aar, men trods Manglen af en førende og ledende Kraft i Foreningens Midte har det dog gaaet godt ja maaske allerbedst.
Den nuværende Bestyrelse bestaar af: N. P. Nielsen (Formand), A. Kyed Nielsen, Uffe Rasmussen, Magdalene Schock, Chr. Iversen, Marie Sivertsen og Ebba Larsen.
E. F.s Juniorafdeling blev, som andet Sted omtalt, stiftet den 18. Marts 1912 af Pastor J. C. Iversen, og den har ubestridelig været til Velsignelse for en Del større Børn i deres vanskeligste Aar. Den nuværende Bestyrelse med Undtagelse af Lederen er ganske unge i Arbejdet, men omfatter det desuagtet med stor Interesse.
Juniorafdelingens Bestyrelse er: C. Pedersen (Leder), G. Kyed Nielsen, Rigmor Sigurdsen, Lydia Jacobsen, Ejner Hansen (Kasserer) og Emilie Jeppesen (Sekretær).
Strengeorkesteret, der praktiserer det paulinske Ord; „Taler hverandre til med Salmer og Lovsange og aandelige Viser og synger og spiller“, er os til megen Glæde og Nytte, ja til Menighedens Opbyggelse og Synderes Frelse. Angaaende Orkesterets Medlemmer se Billedet.
Syforeningen er en gammel Kending i Betaniakirken. I flere Aar var Fru Thora Ifversen den ledende ved de ugentlige Sammenkomster for at forarbejde Klædningsstykker til fattige Børn. Denne Gerning fortsatte E. F., da Syforeningen i sin Tid gik til Hvile.
Men i Februar 1913 fremstod Syforeningen i fornyet Skikkelse. Formaalet blev da at forarbejde smukke Haandarbejder m. m. til Kirkens Missionsudsalg. De ledende Søstre har været Fruerne Bodil og Anna Rosdahl, Marie Iversen, Marie Særmark og Anna Nielsen bistaaet af rnange gode Søstre, hvis Snille har været ofret til Kirkens Fremme. Syforeningen har været til stor Nytte.
K. y. M., hvis Begyndelse er omtalt andet Sted, er en Del af den store verdensomspændende Mission, hvis Motto er „Frelst for at tjene“.
Afholdsforeningen blev, som det er nævnt forud, stiftet den 13. September 1912. Den har været til megen Glæde og Hjælp i det ret besværlige Arbejde at rædde de af Alkoholen stærkt paavirkede Individer. Lederne med deres mange Hjælpere har haft Held i Gerningen.
Foreningens nuværende Bestyrelse er Otto Jensen (Formand), A. Kyed Nielsen (Næstformand), Peder Schock (Sekretær og Kasserer), J. Jacobsen, Chr. Iversen, Viggo Hansen og N. P. Nielsen.
Der var endnu adskilligt, som jeg gerne vilde omtale, men Festskriftets meget begrænsede Plads forbyder mig det, dog maa jeg nævne Kirkens Organist, Hr. Martin Gyldsø, der demitteredes fra Københavns Organistskole 1911 og siden Ansættelsen i 1913 har tjent os med Troskab.
Med Ærbødighed og Tak vil jeg som Slutsten sætte Navnene paa de Medlemmer, der endnu er iblandt os, og som var med til at danne Betaniamenigheden:
Peter og Dortea Mou, Jens og Hansine Rasmussen, Sofie Berger, Anna Grosshenning, Martine Andersen, Ane Larsen, Alma Lorentsen, Vilhelm og Kirstine Larsen og Johanne Pedersen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar