Superintendenten

Superintendent J. J. Christensen - del 9 

Af C. Nielsen

Da Superintendent Karl Schou døde den 31. Juli 1889 var enhver klar over, at J. J. Christensen var den eneste i Danmark, der kunde overtage hans Embede.

Det var Biskop Fowler, der var tilsynsførende Biskop det Aar, ogsaa indforstaaet med, og hen paa Sommeren forelaa Udnævnelsen. Men allerede ved Aarsmødet blev J. J. Christensen sammen med Chr. Thaarup udnævnt til „Præsiderende Ældste“, som det hed den Gang, for henholdsvis Københavns og Jyllands Distrikt.

Tanken var, at de skulde aflaste Arbejdet for Karl Schou, naar han, hvad alle haabede, atter blev rask. De kom imidlertid ikke til at fungere i det nye Embede — jo Thaarup holdt vist en eneste Kvartalskonference — thi saasnart Udnævnelsen forelaa, overtog J. J. Christensen Tilsynsembedet for hele Landet.

Frk. Alberta Eltzholtz skriver i den før omtalte „En lille Karakteristik“ („Kristelig Talsmand“ Nr. 34, 1904), at J. J. Christensen ved en Lejlighed sagde til hende angaaende sin nye Stilling:

 „Denne Gerning ligger slet ikke for mig. Her skal jeg til visse Tider af Aaret sidde og regne med tørre Tal og gennemse statistiske Beretninger den ene Dag efter den anden. Aah! — det er saa aandsfortærende! Mit Kald er at prædike vor Herres Evangelium! Jeg holder af at arbejde med levende Mennesker og ikke med døde Tal; jeg hviler heller ikke, før jeg faar mig en Menighed igen.“

Denne rent kontormæssige Side af Tilsynsgerningen var han ikke begejstret for, men han udførte den vist fuldt ud tilfredsstillende, hvad bl. a. hans Kopibog, som jeg har haft Anledning til at gennemse, bærer Vidne om. Der var en betydelig engelsk Korrespondance med Biskopper, Missionsselskabet i New York og andre Selskaber indenfor Kirken, som havde Forbindelse med Arbejdet i Danmark, ligesom han flere Gange om Aaret havde skriftlig Forbindelse med alle Prædikanterne herhjemme.

Hans Udarbejdelse af de aarlige „Estimates“ (Forslag til Missionsselskabet angaaende Prædikanternes Aflønning, Missionspengenes Fordeling til Menighedsarbejde o. s. v.) er udført med stor Punktlighed, hvilket Kopibogen tilfulde bærer Vidne om.

En anden Side af Leder-Virksomheden var ham sikkert ogsaa til Besvær. J. J. Christensen var en konservativ Natur; han holdt paa det bestaaende; og det bestaaende i denne Forbindelse var det fra Superintendent Willerup nedarvede Enevolds-System noget demokratiseret ved Karl Schous Indførelse af Distriktskonferencer — og senere de almindelige Aarsmøder — med Diskussioner, Afstemninger o s. v.

I J. J. Christensens første Aar som Superintendent var Virksomheden stadig en „Mission“ (se Side 57). Der var gjort forskellige Tilløb til at faa organiseret Aarskonference, og Generalkonferencen gav første Gang i 1884 Tilladelse dertil. Da Meddelelsen derom blev givet Aarsmødet af Biskop Hurst, udbad han sig samtidig at høre Brødrenes Mening om Sagen.

 „Under Behandlingen af dette Spørgsmaal viste det sig,“ hedder det i Referatet, „at Brødrene endnu ikke ansaa Tiden for at være kommen til at organisere en Aarskonference. Da vi endnu ere saa svage og tillige ere særdeles vel tilfredse med den nuværende Styrelse af vor Mission, vedtoges det, at Organisationen af en Aarskonference udsattes indtil videre.“ 

 Tilladelsen blev fornyet i 1888 og 1892, men Resultatet blev det samme.

Imidlertid skete der i disse Aar en betydelig Forskydning i det danske Folk i demokratisk Retning; dette gjorde sig ganske naturligt ogsaa gældende indenfor den lille Flok, der udgjorde den danske Metodistkirkes ledende Mænd. Trangen til Selvstyre vaagnede, og ved Aarsmødet i 1895 slog den ud i lys Lue. Det kom til ret skarpe Meningstilkendegivelser angaaende det formentlig uheldige i, at en enkelt Mand — Superintendenten — havde hele den egentlige Ledelse i sin Haand. Efter en indgaaende Drøftelse enedes man om at tilstille Biskoppen følgende Skrivelse:

Til Biskop, Dr. teol. Fitzgerald!

Undertegnede Medlemmer af den danske Mission tillader os herved at forelægge følgende til Biskoppens Bedømmelse:

Eftersom den danske Mission nu i 37 Aar har arbejdet under nuværende, midlertidige Styrelsesform, og eftersom vi siden 1884 har haft Generalkonferencens Tilladelse til at blive organiseret til en Aarskonference, men ikke har kunnet benytte den givne Tilladelse, grundet paa den i Disciplinen for 1892 indførte Bestemmelse i Stk. 541, § 31: „Ingen Aarskonference maa organiseres med færre end 20 Medlemmer,“ — henstiller vi derfor ærbødigst til Biskoppen, om det ikke var muligt at overflytte M. Olsen Block, N. Hansen Nyrup af den norsk-danske Konference i Amerika, eller noget andet Medlem af en Aarskonference til den danske Mission og dette Aar organisere den danske Mission til en Aarskonference.

Vi tror, at dette Foretagende vilde være af væsentlig Betydning for vort Arbejde her i Landet.

Odense, i Juli 1895.

Henvendelsen var underskrevet af alle tjenstgørende Prædikanter med J. J. Christensen i Spidsen.

Biskoppen lovede at forelægge Henvendelsen for Biskopsraadet og Generalkonferencen næste Aar. Han gjorde opmærksom paa, at der var to Vanskeligheder i Forbindelse med denne Vedtagelse. 1) Der manglede en Mand, og han vidste ikke, hvor han skulde faa ham fra, og 2) der manglede Penge til Aflønning af Manden.

Paa Biskoppens Forespørgsel svarede Superintendenten, at han kunde ikke se, hvor han skulde faa Pengene fra. Resultatet af den langvarige Drøftelse blev som de foregaaende Gange: „Sagen blev udsat indtil videre.“

Forhandlinger angaaende denne Sag pinte vistnok J. J. Christensen meget, idet han betragtede det som et Angreb paa ham personlig, hvad det dog ikke var. Han imødekom forøvrigt Ønskerne saa langt han, under de givne Forhold, kunde ved Aaret efter at foranledige, at der foruden ham selv udnævntes to „Præsiderende Ældste“ til — Thaarup og L. C. Larsen —, saa var de tre om Raadet! J. J. Christensen var Superintendent og „Præsiderende Ældste“ for Københavns Distrikt; de andre to for henholdsvis Jyllands søndre og nordre Distrikt.

I Aaret 1900 kom Virksomheden endnu et lille Skridt frem imod Selvstyre, idet Generalkonferencen organiserede den danske Mission som en Missionskonference. Dette medførte bl. a., at der et Par Aar efter oprettedes et Finansudvalg, valgt af Konferencen. Superintendenten, der tillige var Missionskasserer, var ex officio Medlem, men kunde nu ikke længere ene (ejheller sammen med de to „Præsiderende Ældste) bestemme angaaende de indkomne Midler. Samme Aar løstes J. J. Christensen fra sin Stilling som „Præsiderende Ældste“ for Københavns Distrikt, og endelig i 1904 — ved Aarsmødet i Varde — fra SuperintendentÆmbedet, idet det ophævedes.

En af J. J. Christensens Sønner, Dr. S. Harris, i Odense har fortalt, hvorledes hans Far efter sin Hjemkomst udtalte sin store Glæde over endelig at være fri for Tilsynsgerningen.

„Nu kan jeg rigtignok ofre mig helt for min Præstegerning her i Svendborg,“ sagde han; „til den staar hele min Lyst!“

Et Par Dage efter døde han!

J. J. Christensens Kvartalsbesøg i Menighederne var altid imødeset med Glæde og Forventning, ikke mindst i Præstehjemmene, hvor han som Regel boede. J. J. Christensen var jo af Natur meget reserveret, men naar han var sammen med sine ældre Medarbejdere, var Stemningen altid fri og utvunget. Overfor de unge mærkedes hans tilbageholdende Væsen mere; men kunde man blot faa ham paa Gled, saa kunde han være meddelsom og fortælle ud fra sine rige Erfaringer paa en naturlig og fornøjelig Maade.

Jeg maa nævne et Par Vidnesbyrd herom: Pastor P. Rasmussen skriver bl. a.:

„Naar han som Superintendent besøgte os i Varde (min første Ansættelse), sad vi ofte sammen i Timevis og talte fortroligt om vort eget Liv — vore Kampe, Arbejde og Glæder. En saadan Dag udbrød han: „Fortæl mig, Broder Rasmussen, noget om, hvad De har oplevet; fortæl mig om Prædikener, De har holdt i den sidste Tid, om Foredrag i Ungdomsforeningen o. s. v., saa skal jeg igen fortælle Dem om mig selv. Og saa hørte han saa opmærksomt paa mig unge Prædikant, nikkede og smilede. Han var for mig ved sine Besøg — ikke den myndige Foresatte, men den kærlige Fader i Kristus — den ældre, broderlige Ven. Og saa hensynsfuld! Naar han blev indbudt af Venner i Kredsen til Spisning eller Kaffe, lød det altid: „Det maa De tale med Broder Rasmussen om; jeg er fuldstændig i hans Haand, saalænge jeg er her i Byen!“

Min Broder, Pastor Emil Nielsen, har ogsaa en Række gode Minder, som han omtaler, baade fra Skoletiden, hvor han og de andre Elever ofte var kærkomne Gæster i det Christensenske Hjem, saavel som fra J. J. Christensens Besøg i hans Hjem. Særlig mindes han et Besøg i Rønne, hvor de var sammen paa en Heldagsudflugt til Almindingen.

„Skønt jeg kun var en ung Mand,“ skriver han, „var han ikke alene elskværdig, men meget aabenhjertet i sine Udtalelser overfor mig.“

Fru Pastor L. C. Larsen fortæller om, hvor fornøjelig han kunde være, naar han rigtig kunde slaa sig løs; saa kunde han f. Eks. sætte sig til Pianoet og med sin friske Røst synge en eller anden munter Sang eller fortælle en fornøjelig Oplevelse.

Ogsaa Menighederne var glade ved ham. Redaktør Nyberg fortæller om et Møde i Kapellet i Horsens i Pastor Thaarups Tid. Livligt, som Nyberg kan det, beretter han om J. J. Christensens Sang og Prædiken, hvilket Indtryk det gjorde, og ikke mindst, da han efter Prædikenen hilste hjerteligt paa den 15-aarige Gut og sagde nogle venlige Ord til ham. Det havde han aldrig oplevet før! Og senere, naar Lejlighed bød sig, søgte han altid at faa hilst paa ham, og hver Gang sagde han et Par Ord til ham om at leve for Herren.

De 15 Aar, J. J. Christensen var Superintendent, er en af de mest frugtbare Perioder i den danske Metodistkirkens Historie. Der var Opgang i alle Forhold. I de Aar blev der organiseret nye Menigheder i København, „Betania“, (1889), Kalundborg (1891), Esbjerg (1893), Neksø (1895), Hjørring (1896), Randers (1898), Odense, „Emmaus“ (1900) og Rønne (1904). Og der blev bygget Kirker i „Betania“, Holstebro, Varde, Kalundborg, Esbjerg, Give, Neksø, Rudkøbing, Aalborg, Aarhus, Randers, „Emmaus“, Faaborg og Karlslunde. Desuden blev Kirken i Vejle ombygget og betydelig udvidet, og Kirken i Svendborg blev ligeledes udvidet.

Medlemsskabet i Kirken blev omtrent fordoblet; Søndagsskolebørnenes Antal forøgedes med langt over 50 pCt. Epworth-Foreningen blev stiftet og havde betydelig Fremgang; de samlede Indtægter omtrent tredobledes o. s. v. Kort sagt, der var en Opgang og en Forventning, som lovede godt for de kommende Dage.